Unspeakably| N.H

9

Darcy's synsvinkel

**

Sveden dryppede fra panden og ned til munden, andrelinen skød op i mig det var fantastisk. Hver gang jeg trådte ned på den sorte asfalt lød der et kort bump. Jeg satte tempoet op og så på omgivelserne omkring mig. Jeg løb på en lille sti midt inde i en skov. Jeg vendte om da jeg nåede til en lille lysning.

Jeg satte mine hvide løbesko, og gik ind i køkkenet og så Niall stå og lave mad. Der sad også en mand over i sofaen "Hvem er det?" sagde jeg og pegede mod sofaen "Hvem?" sagde han og kiggede forvirret på min finger "Ham der sidder ovre i sofaen" sagde jeg og kiggede mærkeligt på ham jeg drejede hovedet men der sad ingen i sofaen?

"Nu er han væk?" sagde jeg og tog hænderne op til panden "Skat der har aldrig været nogle" sagde han og lagde en arm om min skulder og klemte mig ind til ham "Jeg så altså en, jeg må være sindsyg" sagde jeg og viklede mig ud og gik frustreret frem og tilbage "Kør mig til en psyko hospital jeg er en psykopat!" sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med knæene helt op mod brystet og hulkede helt vildt "Rolig skat, jeg er her" sagde Niall beroligende og bar mig ind i sengen "Jeg er en psykopat" skreg jeg og bankede puden mod væggen. Det var godt Elena var ovre hos mine forældre ellers havde jeg vækket hende for længst!

Jeg blev ved med at ligge og banke puden mod væggen indtil døren gik op og ind kom Niall, Harry, Min mor, og en mand med brunt jakkesæt runde briller og sort skindende slikhår. "Hej Darcy jeg er Peter jeg er læge" sagde han og rakte hånden frem, jeg gav ham et blidt håndtryk og tog benene helt op til hovedet "Hør Darcy du er ingen psykopat, det sker tit efter man har ligget i koma, du forestiller dig en masse mærkelige ting oppe i hovedet" sagde han og smilte skævt "Hvor lang tid varer det endnu" sagde Niall og kørte en hånd gennem håret "Cirka op til 2 dage mere" sagde han jeg kiggede rundt på dem alle sammen rejste mig så og gik ud på altanen og kiggede ned på alle de små biler. Jeg satte mig ned på hug og begyndte at hulke.

Døren gik op, en skikkelse kom tættere på mig, "Det skal nok gå" sagde en tyk irsk accent "Jeg elsker dig Niall" sagde jeg og tog hans hånd "Jeg elsker også dig" sagde han og kyssede mig på hårdet.

Han satte et ben på hver sind side om min hofte og holdte rundt om min mave "Se der er en krave" sagde jeg og pegede over på et af tagene på legligheds blokkene ved siden af vores "Darcy ikke blive ked af det, der er altså ingen krave" sagde han og aede min arm "Er jeg virkelig ikke en psykopat" sagde jeg og satte hænderne op foran hovedet "Selvfølgelig er du ikke det" sagde han og trak mig ind til sig.

Klokken var ni og jeg lå i min seng og prøvede at falde i søvn. Jeg faldt endelig i søvn.

(Bare så i ikke er forvirret vi er i Darcy's drømme nu, men skriver stadig i nutid)

Jeg rejste mig fra sengen og gik ind i stuen der sad en man på vores sofa "Hej Darcy" sagde en velkendt stemme "Joey" sagde jeg og gik tilbage og stødte op af væggen "Hvordan er du kommet ind?" sagde jeg og fældede en tåre "Darcy det er en drøm alt kan ske" "Jeg ville hjemsøge dig i dine drømme" sagde han flabet hvad mente han?

(Tilbage til virkeligheden)

"Darcy?" Darcy" lød en fjern stemme, jeg vågnede op og gispede "Hvad sker der?" sagde Niall som sad ved siden af sengen "Jeg har bare mareridt om Joey" sagde jeg og fællede en tåre.

--

Hej alle det var et kapitel!

Håber det var okay, skriv jeres mening i kommentaren!

(Husk 5 stemmer ellers intet kap)

Kh Mathilde