She is not perfect, but she is all I want - Oversat til dansk

What to do?

Mit blik var tomt, og jeg stirrende direkte ind i et par sørgelige øjne. Disse øjne sad på en krop, der tydeligvis ikke var parat til at jeg stod her. Endelig skete der noget. "Undskyld." Det ord satte gang i ham, og han trådte frem og tog min hånd. "Jeg er så glad for du er her. Undskyld, undskyld, undskyld!" Jeg tog min hånd til mig igen. Jeg havde virkelig følt mig alene det sidste lille døgn. "Jeg burde have været i lufthavnen som aftalt. Jeg burde have arrangeret aftensmad og en ordentlig omgang hygge. Arbejdet tog fuldstændig over - jeg kunne ikke komme væk. Jeg kunne ikke komme i kontakt med din mobiltelefon, og efterfølgende din værelsestelefon. Jeg er så ked af, at jeg ikke har kunne gøre noget for dig. At jeg ikke var her." Jeg tog en dybindånding. Endelig var han her, og jeg stod her forvirret - med en følelse af at være alene. "undskyld Isabella...." men jeg var jo ikke alene. Der stod en foran mig og undskyldte, og et lille smil kom frem på mine læber. Det var jo faktisk ret dejligt at se ham igen. Niall opfangede det hurtigt, og der kom et stort smil frem på hans læber. "Lyst til morgenmad? Så kan jeg høre om din dag i går?" Jeg nikkede tilbage til ham, og havde endnu ikke sagt et ord. "Ses om 30 minutter nede i lobbyen?" Og igen nikkede jeg tilbage, og lukkede derefter døren i.

Jeg stå op og lod alt vandet ramme mit ansigt. Tankerne fløj rundt i hovedet og min endelige og sidste tanke i badet holdte jeg ved. Jeg måtte glemme i går, og nu skulle Boston udforsket. Nu skulle jeg nyde Niall.

***

Han stod klar i lobbyen da jeg kom ned. "Er alt okay?" Og der måtte alt bare ud - jeg var stadig ikke helt okay. "Jeg har aldrig fløjet så langt. Jeg kom til verdens største lufthavn - det føltes sådan. Og jeg var fuldstændig alene. Jeg kom med en forventning om, at du stod klar til at guide mig, hvor jeg skulle hen eller gøre. Du var der ikke." Niall tog omkring mig, og skubbede mig helt ind til ham. Han klemte til mens der igen kom et undskyld fra ham. Jeg var begravet helt inde tæt ved ham, og det var rart. Vi stod der i et minuts tid uden nogle sagde noget. Jeg trak mig derefter væk fra ham, og vores øjne mødtes. "Og jeg ved også godt, hvor vigtigt dit job er. Jeg vil overhovedet ikke brokke mig - Det var bare meget overvældende. Jeg ønsker ikke at være i vejen for noget." Niall gav mig et smil, og min krop blev fyldt med varme. "Jeg har virkelig savnet dig!" Nu var min krop ikke bare varm - Mit hjerte slog hurtigere end normalt. Der kom et lille fnis fra mig, og jeg fik derefter hurtigt sagt i lige måde.

Vi fik morgenmad inde på hotellet, og Niall fortalte om, hvordan og hvorfor han simpelthen ikke kunne hente mig i lufthavnen eller være til stede resten af den tidligere dag. Halvdelen af tiden beklagende han - og resten fortalte han. Der var en rigtig vigtig dame her i Boston, som det var nødvendig at imponere. Hun havde forlangt ret mange ting af dem, og de skulle spille til flere af hendes private arrangementer. Det var vigtigt, at de holdte sig venner med hende, så derfor måtte det gøre hvad hun sagde. Det var ikke noget de havde prøvet før, så det var en meget uvant situation. Jeg kunne tydelig mærke, at han selv synes det var træls - og han virkelig mente undskyld. "Jeg ville ønske, at jeg kunne have hentet dig i lufthavnen. At jeg kunne have set dit ansigt når du så byen." Hans ord betød meget, og han var for længst tilgivet. Jeg havde jo egentlig ikke været sur, men havde haft svært ved at være alene. Det havde ikke været rart. "Lad os ikke tænke eller snakke om første dag mere. Hvordan ser din uge så ud? Jeg går ud fra, at der så er mere arbejde end før tiltænkt?" Han nikkede ja, og så kort ned i jorden. Han så mig i øjnene "Ja, og allerede om en halvanden time skal vi afsted til et spillejob. Resten af dagen går med det. I aften skal vi have prøver inden den første af de tre store koncerter her i Boston." "Øv" sagde jeg efter fulgt af et suk. "Er ingen af de andre tøser her?" "Altså Lou er her jo i makeuppen og det samme med Caroline - Men de skal med os." Jeg smilte til hans bedrøvede ansigt. "Jeg skal nok finde på noget. Du skal ikke tænke på mig." Jeg kunne se, at han var rigtig træt af situationen. Han var på arbejde, og jeg måtte acceptere, at dette var hans arbejde. Resten af tiden den morgen gik med at fortælle om den lange flyvetur, Jens min sidemakker og mig stående i en lufthavn fyldt med mennesker. Det var rart at være i hans selskab endelig igen. Hans latter, smil og de øjne. Åh, jeg havde savnet det hele.