Alfa

"Gå din vej"

jeg har stadig ondt i hele kroppen efter hvad jeg lige havde været igennem. Mine ben begyndte at ryste under mig. jeg havde det som om jeg snart ville falde om. 

"Malia de er taget af sted. Du behøver ikke spille stærk. jeg ved det må have været hårdt at gå igennem den første forvanlig, slap bare af. jeg passer på dig."

og som på kommando  faldt jeg om på siden og rullede sammen til en lille pels klump. jeg mærkede at Derek lagde sig om bag mig som for at støtte mig. jeg ville gerne have sagt tak, men jeg havde brugt alt min energi på at overleve forvandlingen. og kun få sekunder efter sov jeg.

jeg vovnede ved at nogen snakkede ikke så langt væk. jeg åbnede min øjne. det var blevet lyst, men lyset nåde mig ikke her inde i krattet. jeg lå stadig krøllet sammen i en lille kugle, men jeg var ikke længere ulv. mit undertøj var blevet ødelagt under transformationen, men nogen havde lagt en jakke over mig. jeg ved ikke hvem jakken tilhøre men det er i vært fald ikke min. jeg høre igen stemmerne og føre mit hoved imod lyden. alle de andre står ude i lyset de er også blevet mennesker igen og har fået tøj på. jeg tager jakken om mig og sørefor at alt er dækket til og så begynder jeg at gå over imod lyset. jeg stopper få meter væk da jeg høre mit navn.

Mille: " er Malia så en del af flokken nu eller hvad?" 

Tyler: " det er hun vel. hun kom da. detyder et ikke at hun er med?"

Mille: " jeg ved nu ikke helt om man kan stole på hende."

Derek: " det kan vi godt."

Mille: "og hvordan er det nu lige du ved det? det er jo så tydeligt at den eneste grund til at hun overhovedet er her er fordi du er brændt lun på..."

jeg tror ikke mille var færdig men Derek kiggede truende på hende og hævede stemmen da han afbrød hende.

Derek: " så er det nok Mille."

Clive får øjenkontakt med mig op  puffer stille til Sarah og peger i min retning. Sarah afbryder de andre og peger så på mig. og de vender sig alle rundt. jeg går stille og forsigtigt hen imod mit tøj alle deres øjne følger mig undtagen milles. hun står og ser ud til at have meget travlt med alt andet og slet ikke har tid til mig. jeg begynder at tage mit tøj på og Derek kommer hen imod mig. " så er du vel en officiel del af min flok." han kigger selvsikkert ned på mig og også en smule hånligt som om han troede at han havde vundet " jeg sagde jo at du ville blive en del af min flok." jeg havde fået alt mit tøj på. " det ved jeg nu ikke om du skal regne med. tak fordi du hjalp mig med min forvandling. jeg skylder dig en, men jeg kan ikke være en del af din flok." med de ord tog jeg jakken af og gav ham den. hen kiggede overasket og uforstående på mig. og så gik jeg. 

der var langt hjem heldigvis var der lørdag så ingen opdagede at jeg manglede jeg sneg mig ind af det vindue jeg havde brugt for at komme ud. 

jeg gik i bad og tog noget andet tøj på. jeg gik så mod min seng jeg havde ondt i hele kroppen og ville bare ligge lidt ned. men da jeg kun var få cm fra sengen ringede det på døren. jeg skyndte mig der ud imens jeg lyttede til om mor eller fie var blevet vækket. det var de heldigvis ikke, jeg sover altid længe og jeg ville helst ikke til at forklare hvorfor jeg allerede var oppe. 

ude foran døren stod en meget bekymret og træt Tate. "hvad laver du her? og så så tidligt?" spurgte jeg overrasket. han rystede bare på hovedet og ignorerede mit spørgsmål " hvor var du igår?" jeg havde ikke helt vildt lyst til at svare på det spørgsmål, så jeg trak tiden lidt ud " hvad mener du?" det kom måske lidt hårdt ud, men nu behøver han vel heller ikke at vide hvor jeg altid er. " igår, din første fuldmåne jeg troede at du ville komme til mig for hjælp!" han virkede frustreret og nervøs. " jeg tog ud i skoven til de andre varulve de vidste hvad jeg ville gå igennem, det virkede som den bedste ide." sandheden var nok at jeg ikke ville have ham til at se mig sådan, svag, sårbar, og som en af dem han var blevet født til at dræbe. han kiggede trist og vredt ned på mig.  " var du sammen med Derek?"

 jeg åbnede munden og endelig nogle sekunder efter kom der ord ud. " det er muligt at han var en af de personer der var tilstede det sted på det tidspunkt." han kiggede rundt for at se om der var nogen i nærheden. det var der selvfølgelig ikke på denne tid af dagen, på en lørdag. han trek mig ud af døren og skubbed mig op af muren. han kiggede truende ned på mig og sagde " du holder dig væk fra ham." han stod med en arm op af muren på hver side at mit ansigt.jeg kiggede trosigt på ham. " du bestemmer ikke over mig." da jeg sagde det, slog han hånden hårdt ind i muren. 

i et kort øjeblik var jeg sikker på at han ville slå mig og ikke muren. jeg blev meget bange jeg vidste at selv med mine nye kræfter ville han vinde hvis det nogensinde kom til kamp. han havde trænet siden han var blevet født til at dræbe folk som mig. han lænde sig tættere på mig og åbnede munden for at sige noget mere. eller måske bare gentage hvad han lige havde sagt. men inden han fik et eneste ord ud af munden. havde jeg fået klør og holdt dem imod hans bryst der hvor hjertet sider. og så gentog jeg hvad jeg lige havde sagt " du bestemmer ikke over mig." min handling havde overasket ham og jeg spildte ikke tiden. jeg skyndte mig at skubbe ham væk, gå ind og låse døren. 

"Malia undskyld det var ikke meningen at det skulle komme ud på denne måde." jeg kunne stadig høre vreden i hans stemme, men det var tydeligt at han prøvede at skjule den. " gå din vej Tate. vi kan snakke senere når du er faldet lidt ned." jeg kunne høre ham sukke " jeg er faldet ned. kom nu ud så vi kan snakke om det her." jeg vidste at det ikke var sandheden " gå din vej Tate." jeg kunne høre hans skridt bevæge sig væk. og da jeg var sikker på at han var væk gik jeg ind i min seng og få sekunder efter sov jeg.