Alfa

Drømmen

det var alt sammen mørkt i hvad føltes som evigheder. Pluslig blev et skarpt lys tændt det skinnede mig lige i øjnene. og i et kort øjeblik var jeg blændet. lyset svandt langsomt og blev til sidst helt væk. der var ingen ting lyset kunne have været kommet fra. jeg stod nu ude på en mark høet der strakte sig imod den mørke himmel, kræsede mine ben. stjernerne var fremme men der var ingen måne. så behøvede jeg da ikke at bekymre mig om at forvandle. jeg begynde at gå jeg havde en hvid kjole på og ingen ting på mine fødder der var sten der skar sig ind i min hud men jeg mærkede ikke noget. 

jeg kom til der hvor den mark sluttede og den næste startede, men inden den gjorde det, var der en lille sti. jeg stilede mig midt på den og kiggede rundt for at få et over blik over hvor jeg var. der var kun korn så langt jeg kunne se og der var ingen tegn på hvor jeg var.

jeg begynde at følge stien mod venstre jeg nåde kun at tage få skridt så stod jeg pludseligt i et mørkt lokale. og over i hjørnet stod han. han så ud som han altid gør. Jeg smilede venligt til ham, men han virkede ikke til at have opdaget mig. hvorfor skulle han også det, jeg mener jeg dukkede jo kun ligt op ud af den blå luft. han virkede frustreret og han kiggede uroligt rundt i rummet lige forbi mig. jeg prøvede at sige hej, men det virkede ikke som om han hørte mig. pluslig åbnede døren i den anden side af det lille rum sig. han kiggede med det samme op. hun gik ind, hun virkede også frustreret men også sur. hun begyndte at råbe af ham og beskylde ham for et eller andet. han prøvede at forsvare sig selv men han vidste godt at det han havde gjort ikke var godt. jeg opdagede hurtigt at de snakkede om mig.

jeg lyttede efter i starten, men jeg kunne ikke længere. hvordan kunne de gøre det. jeg følte mig på en gang frustreret, sur og som om de lige havde revet mit hjerte ud af mit bryst. hvordan kunne de gøre det. tårende begyndte at løbe ned af min kind og jeg hulkede, men de opdagede mig ikke. jeg havde lyst til at skrige af dem og såre dem som de havde såret mig. jeg faldt sammen på gulvet og sad nu på mine knæ og med mine hænder der hvor mit hjerte var ved at gå i tusinde stykker. for nytteløst at prøve at holde det sammen. og så kom det, mit skrig. Det var et højt og skinger skrig. man kunne høre alt hvad jeg følte i det, men de så mig stadigvæk ikke.

jeg vågnede med et set. min mor sad ved siden af mig og så meget urolig ud. mine kinder var våde af tåre, men jeg kan ikke huske hvofor de kom. jeg kan huske at jeg var i et rum , men jeg kan ikke huske hvem jeg var der med. jeg kan huske at de snakkede, men ikke hvad de snakkede om. alligevel følte jeg mig af en eller anden grund forrådt og knust. 

min mor gik ud af rummet. jeg overvejede at ringe til Derek. normalt når jeg drømmer virker det virkeligt lige ind til jeg vågner og så ved jeg at det bare var en drøm. men denne gang føltes det stadigvæk virkeligt. måske er det noget varulve relateret, men jeg vælger ikke at ringe til ham. hvis det viser sig at det var virkeligt har jeg jo ingen ide om hvem den dreng var. det kunne jo være hvem som helst.