Alfa

Mistanke

Lige så snart han trådte ind i rummet stivnede jeg. Han havde et falsk smil på læberne der ikke nåde hans øjne.

"Hej, du må være Malia det er så rat at måde dig." Sagde han og gav mig hånden. Jeg kunne ikke gøre andet end gengælde hånd trykket og nikke. " jeg er her egenligt kun for at høre dig til hvad du kan huske fra igår?"

Jeg tog mig sammen og sagde "og hvor er her?" Min stemme rystede en smule.

"Det er ikke vigtigt." Han rystede på hovedet som om det var et dumt spørgsmål. Med andre ord han havde ikke tænkt sig at fortælle mig det.

"Okay jeg kan huske at der var en ulv og så blev alt sort." Han så overrasket og mistænksomt på mig. "Er det virkelig alt du husker?" Jeg nikker bekræftende. "Du husker ikke noget om hvad der skete med den ulv?" Han kiggede intens på mig.

Jeg ser bilederne af en såret og blødende ulv der ligger formand mig og jeg ser Tate og Frejas hoverende ansigter. En knude former sig i min hals.

Jeg kigger ned i gulvet og rømmer mig hvor efter jeg ser ham i øjnene og siger: "Øh, nej jeg tror jeg besvimede." Jeg nikker igen som for at underbygge hvad jeg siger.

"Okay. Så hvis du har det bedre kan du vel godt tage hjem nu. Dine forældre må også snart være oppe." Siger han med er venligt smil.

"Shit, hvad er klokken?" Jeg begynder at panikke og jeg kan høre mit hjerte banke. Jeg kigger rundt som for at finde et ur men der er selvfølgelig ikke noget.

"Den er ved at være 6. Nu skal jeg følge dig ud."
Jeg flyver op "shit min mor dræber mig shit shit shit." Jeg går mod døren på vej der hen overhaler han mig og stiller sig foran mig.

"Jeg er virkelig ked af det her." Han har lyn hurtigt fat i min skulder. Han trækker en klud op af lommen. Lugten rammer mig med det samme jeg forstår ikke hvordan jeg kunne have undgået at lugte den.

Han holder den stramt over min nære og mund. Det sidste jeg tænker før jeg falder sammen er min mor bliver så fucking sur hvis hun opdager.....

------------------

Tate's pov

"Tate hun siger at hun ikke kan huske noget, men vi stoler ikke på hende så vi har brug for dig til at holde øje med hende, men gør det nu på afstand vi vil ikke have at hun opdager at vi fatter mistanke. Okay?"

Det var egenligt ikke er spørgsmål så meget som en ådre, men jeg nikkede alligevel.