Alfa

Uden håb

Klokken blev 23 og jeg rundede hjørnet til gymnastiksalen. Det først jeg så var noget lyst hår.

Som jeg kom tættere på begyndte jeg at undre mig over hvorfor der kun var en her. Da den lyshårede vendte sig om så jeg at det var Mille.

"Nå, så du kom." Griner hun hånligt.

"Hej, Mille. Hvor er resten af flokken?" Spørg jeg lidt nervøs, hun har hugtænderne fremme og hendes øjne skinner gult.

"De kommer ikke det er bare dig og mig." Hun kigger på mig som om hun er et sultent rovdyr og jeg er et svagt offer.

"Øh, men jeg fik den her SMS." Siger jeg imens jeg ligeså stille begynder at gå baglæns.

"Ja, men jeg skulle jo snakke med dig alene ik?" Okay så hun skrev altså sms'en. Jeg når ikke at blinke før hun står bag mig hendes klør er også fremme.

Hun lugter til mit hår lige over kravebenet. "Du lugter svag," siger hun med et smil. "Og bange." Tilføjer hun imens hun griner. "Det burde du også være."

Hun åbner munden som om hun skal til at bide mig og jeg tager hurtigt et skridt væk og vender mig om. En ond latter forlader hendes hals imens hun stille nærmer sig. For vært skridt hun tager imod mig tager jeg et baglæns, men hun går selvsikkert og jeg ved at falde over mine egne føder.

"Prøv at hør her Mille, Jeg ved ikke hvad jeg har gjordt, men hvad end det er så er jeg virkelig ked af det." Jeg siger det roligt men man kan sagtens høre frygten. "Lad os nu tage en dyb indånding og så kan vi snakke om det."

Det resulterede bare i et til hånligt grin. Okay hvis Derek kunne komme nu ligesom den anden dag ville det være fedt. Han sagde noget om at jeg kaldte på ham så hvordan fanden gjorde jeg det.

"Hvad er du så bange for den store stykke ulv at du må kalde for hjælp? Det er næsten synd for dig at han ikke han høre dig."

Hvordan ved hun at jeg prøvede at kalde på Derek. Jeg må se meget forvirret ud for hun fortsætter. "Du er da godt nok dum er du ikke. Når du kalder på Derek kan vi alle høre det vi er jo i samme flok og han kan ikke høre dig fordi jeg blokere dig."

Jeg høre en knogle der knækker og kort efter står en kæmpe ulv der hvor Mille stod før.

Inden jeg kunne tænke mig om vendte jeg mig om og løb ind i skoven så hurtigt mine føder kunne bære mig.

Hun står pludseligt lige formand mig og jeg ændre retning. kort efter står hun der igen denne gang falder jeg og lander på numsen. Jeg kan høre hendes grin inde i mit hoved "sådan går det når man kysser en hunulv's fyr."

"Vent er det her på grund af Derek. Det var altså ham der kyssede mig." Hun hvæser og viser tænder. Okay forkert strategi.

"Jeg vidste ikke at i var et par." Prøver jeg med en undskyldende stemme. Men får samme reaktion som før. Jeg kan virkelig ikke vinde.

Jeg kan tydeligvis ikke løbe væk fra hende og jeg kan ikke tale hende til fornuft så jeg vælger en anden strategi. Jeg bruger hele min vilje styrke, men der sker ingen ting.

En hånlig latter kan pludselig høres i mit hoved "du har kun forvandlet dig en gang før, du kan ikke gøre det på kommando inu og selv hvis du kunne ville du være for svag til at kæmpe efter. Det her er jo næsten for nemt."

Jeg mærker alt håbet flyde ud af mig da jeg er ved at indse at jeg ikke kommer ud af det her med livet i behold.

Jeg ligger stadig på jorden og prøver at kravle baglæns men jeg støder ind i et træ og kommer ikke så langt.

Hendes blodtørstige øjne er fyldt med had og foragt hun har virkelig tænkt sig at dræbe mig.

Hun viser tænder og stiller sig klar til at angribe. Jeg kan mærke at jeg ryster imens jeg håber på en eller anden redning.

Hun springer med hendes klør hævet over hovedet. Og åben mund klar til at bide. Det første jeg mærker er en isnende kulde og så en brændende smerte på mit ene lår og siden af min mave. Mit skrig fylder hele skoven og alle i 500 meters  omkreds vil kunne høre mig. Jeg ved at skoven er stor men nogen må da have hørt mig.

Hendes klør har kradset dybt ind i mit lår og hendes hugtænder har efterladt dybe sår på min mave. Blodet flyder ud af mig og jeg begynder at blive svimmel jeg ligger hånden på sårende for at stoppe blødningen. Smerten overvælder mig og blodmanglen har stor effekt på mig.

Over mig står ulven stadig med et triumferende smil. Så høres der råb og et pistol skud, kort efter ligger hun på jorden og piper. En flok unde mænd og nogle enkelte damer kommer løbende over til os det sidste jeg ser før jeg besvimer er Tate og resten af gruppen der jubler over Milles døde lig.

Jeg syndes jeg kan kende en af pigerne, men mit blik er sløret og det er mørkt så jeg kan ikke se hende ordenligt. Lige inden jeg falder sammen får pigen øje på mig og hendes blik bliver straks en blanding mellem overrasket, hårdt og irriteret. Det er ikke et blik jeg har set hende have før.