Min demon søster

Der var engang....

"Der var engang......"
"Hov stop lige en halv! Er det sådan noget eventyr hejs? Såsom snehvide, askpot?"
"Nej og lad være med at afbryde Jackson!"
"Ja Jackson hører efter hvad mor siger!"
"Hold mund, Kira!"
"Jackson være sød mod din søster!"
"Fint"
"Nå men som jeg sagde! Der var engang...."

En pige der hed Lizzy, hun havde sort hår og brune øjne så ganske normal ud. Men det var hun så ikke lige helt...... Lizzy var storesøster til Liv.

"Det hedder du mor!"
"Ja og være nu stille Kira!"
"Hold mund Jackson!"
"Børn! Skal jeg fortælle historie eller ej?"
"Forsæt!"
"Nå hvor kom jeg fra? Nå ja...."

Lizzy var to år ældre end sin lillesøster, og hun elskede sin søster af hele sit hjerte. Lizzy var en værre ballademager i skolen, lavede altid fis med sine lærer. Imens hendes lillesøstet var en lille engel som gjorde hvad hun fik bedsked på. Men nu var Lizzy også en demon, ikke for at være ond! Men det var hun altså!

"hvad hedder den her historie mor?"
"Jeg kalder den for, min demon søster, Jackson"
"Cool forsæt"

"Lizzy!" Råbte Lizzy's mor ud fra køkkenet af, "ikke nu mor" mumlede Lizzy hun har aldrig rigtige været et morgen menneske. "Lizzy Julia Demonia Howard, kom så her ned!" Lizzy synes hendes navn var latterligt, var det ikke dumt at kalde sin datter fo Demonia, når hun faktisk er en demon? Desuden er det latterligt langt! Hendes søster havde også et latterligt navn, Liv Hill Angelina Howard. Igen var det ikke dumt at kalde sin datter for Angelina når hun er en engel? Lizzy fattede ikke sine forældre, hun løb ned af trapperne og ud i køkkenet hvor Lizzy's mor, Susan stod med et brev i hånden. "Sige mig kan du ikke opfører dig en smule pænt?" Sagde Susan "næ" sagde Lizzy og tog noget mad. Susan var en engel, imens hendes ægte mand var en drille nisse, selvom Lizzy er en demon. Har hun ikke gjort noget ondt mere noget drille nisse agtigt. "Hey du taler til en demon" sagde Lizzy med munden fuld af mad, "Lizzy dog!" Sagde Susan. Liv kom gående "hey mor, hey søster" sagde Liv glad og tog et æble. Liv var altid glad, havde aldrig en dårlige dag, kunne ikke få sit smil af læberne. Hvordan det gik til, var Lizzy en kæmpe gåde. "Hey familie" sagde over hovedet i familien, far til Liv og Lizzy, gift med Susan, hr. Howard, han hedder Thomas. "Hejsa" sagde Susan og kyssede Thomas midt på munden. Lizzy skar ansigter, hun synes kærlighed er noget værre pjat. Alligevel formoder hun at elske sin søster meget højt. "Har du lavet ballade Liv?" Spurgte Thomas det gør han altid, han håber altid på et nyt svar. "Nix" "hvad med dig Lizzy?" "Jeps" "dygtige" "Thomas!" "Hvad?" Thomas og Susan så hinanden i øjne i lang tid. "Jeg keder mig, jeg går i skole, skal du med Liv?" Sagde Lizzy og rejste sig. "Ja!" Sagde Liv og sprang ned fra stolen, Lizzy tog sin søsters hånd og de begyndte at gå i skole. Efter at havde sagt farvel og Liv havde lovet mor at opfører sig ordentligt. Og Lizzy lovet sin far at lave masser af ballede som muligt. "Så Liv" sagde Lizzy og krammede hendes elskede lillesøster farvel og gik mod hendes klasse. De boede i en normal verden, selvom Lizzy hellere ville leve i den magiske verden. Men mor og far bestemmer, og de taler med en stemme, jeg nævner ikke navne. Mor, det ikke et navn det er mere en titel! "Nej se der har vi eleven fra mit maridet" sagde Lizzy's dansk lærer Sira. "Det glæder mig at hører du drømmer om mig" sagde Lizzy med et smil på læben og sat sig på sin plads. Og gjorde klarer til endnu en kedelige ganske amenlige skoledag..... Døren sprang op og en sort håret fyr kom ind "du må være den nye elev" sagde Sira og smilede venligt til drengen. Nå okay helt amenlige ikke, men Lizzy hader nye ansigter, det betyder flere navne at huske på! "Det er mig" svarede han koldt, hey det er Lizzy der er en kold skid ikke ham! Hvem tror han lige han er!? "Dit navn unge mand" mumlede Sira der behersket sig for ikke at slå drengen. Hun kunne miste sit job..... "Dylan" sagde han "okay Dylan, sæt dig ved siden af Lizzy" sagde Sira. Hvad? Lizzy har kæmpet i 2 år for at få en enemands plads og så kommer denne Dylan! Må fanden selv tage ham! Dylan gik raskt afsted og sat sig ved siden af Lizzy, urghhh æv altså! "Hvem af jer børn skal vise ham rundt?" Spurgte Sira sig selv om. Lizzy bad til at det ikke blev hende men skæben spillede sin ironi. Se det er derfor Lizzy ikke beder til gud! Han hjalper hende aldrig! Ligesom satan, han hjælper hende hellere ikke, det er ikke fair! "Lizzy du gør det" "men je..." "LIZZY DU GØR DET" "fint tage en slapper moster" mumlede Lizzy og åbnede surt sin bog. Dylan så flabede tilfreds ud, hvorfor må Lizzy ikke bare slå ham her? Det kan jeg nemt sige jer, hun havde lavet et væddemål om at hun ikke kan lad være med at slå en person i 3 uger. Det sidste gang hun vædder med moster Isa! Arghhhhh hvor er det frustrerende!

"Var det, det? Sikke en kedelig historie"
"For første gang ville jeg give Jackson ret"
"Urghhh hold mund!"
"Kira og Jackson! Selvfølglige var det ikke bare det, men i skal ikke hører mere lige nu"
"Ej kom nu mor"
"Stop det Kira!"
"Stop dig selv Jackson"
"Hvor er du dog moden!"
"Børn! Lad hver med at skændes, se jeres bror Max han har været stille hele historien igennem. Imod sætning til jer to"
"Davs"
"Hejsa Max"
"Hey Jackson"
"Undskyld mor"
"Jeg fortæller mere imorgen"
"Men der er så langt til mor!"
"Rolige nu Kira"
"Må jeg gå nu?"
"Ja ja smut du bare Max"
"Tak mor"
"Lover du at det bliver en spændende historie?"
"Det gør jeg Jackson"