Ham fra niende

Kapitel 14

"og så sagde jeg til ham, at han ikke kan få mig til, at gøre noget jeg ikke vil", kommer det fra Jonas i den anden ende af røret. "Det skal du heller ikke! Du skal ikke bare sådan gøre noget du ikke har lyst til", svarer jeg ham. "Jeg elsker dig", siger han pludselig. "je.." Jeg bliver afbrudt. "Emma?", kommer det fra den anden side af døren, der går ind til mit værelse.                                                                                  Døren bliver åbnet og jeg kigger op og ser, at min mor står der. Jeg lægger på og kigger spørgende på hende. "Hvad?", spørger jeg hende. "Du har en gæst. Hun sidder en nede i køkkenet og venter".   "Hvem er det?", spørger jeg hende og kigger undrende på hende. "Du har aldrig haft hende hjemme før ihvertfald, men hun sagde hun hed Mira. Eller var det Maria. Det kan jeg ikke hus..", hun når ikke at snakke færdig, før jeg afbryder hende. "Mia?", spørger jeg hende og retter mig op. "Ja, det var Mia hun hed. Kender du hende?", spørger hun og stiller sig foran mig. Jeg får et sug i maven. Hvad vil hun her?               "Vi går i klasse sammen, men vi snakker ikke sammen. Overhoved ikke", svarer jeg hende. "Kan du ikke sige, at jeg ikke er hjemme?", spørger jeg hende og kigger spørgende på hende. Jeg kan se, at hun overvejer det. "Nej, du bliver nødt til at gå ned til hende, det er bare almen høflighed", siger hun. "Og jeg har alligevel allerede sagt til hende, at du er hjemme", indskyder hun. Jeg kan se, at hun lyver. Jeg sukker, rejser mig og går ned mod køkkenet. Inderst inde håber jeg, at det er en eller anden anden Mia, der har fået en forkert adresse eller sådan noget. Men chancen for den situation er lille. 

Der sidder hun. Hun lyser op, da hun ser mig. "Hey Emma", siger hun og krammer mig. Krammet er meget anspændt og stift, så jeg trækker mig hurtigt. Jeg smiler svagt, og en akavet stemning kommer over os. "Skal vi gå op på mit værelse eller, hvad er grunden til, at du er her?", spørger jeg og smiler usikkert. "Øhm ja. Nej det er egentlig bare kort noget, jeg vil fortælle dig", jeg nikker og smiler andspændt. "Ja?". "Om Jonas", siger hun og jeg himler med øjnene. "Nej hør mig ud", siger hun med en tone, der får mig til at blive. "Han er ikke som du tror", siger hun, så det næsten lyder som om hun er på grænsen til at græde. "Det som han er ved at gøre ved dig har han gjort ved mange andre piger, inklusiv mig". "Hvad mener du?", spørger jeg hende og kigger spørgende på hende.                                                                           Hun rejser sig fra køkkenstolen. "Ser du. Han har det med, at få piger til, at føle sig helt specielle i en periode og så når han begynder at kede sig, bliver han til en helt anden person. Han bliver meget afvisende. Kort sagt, bliver han det helt modsatte af den Jonas man troede, at man kendte".                     "Du er simpelthen for meget!", siger jeg højlydt og ryster på hovedet. "Har du ærligt talt tænkt dig, at jeg skal tro på det her? ". "Det må du selv om, men jeg siger det bare: du bliver knust, når først han er skredet", siger hun og går ud mod entréen. Jeg går efter hende og ser hende åbne hoveddøren. Hun sopper op og kigger på mig. "Søde. Jeg siger det jo bare for at hjælpe. Og inderst inde ved jeg, at du er usikker på om det nu er rigtigt, det jeg siger", siger hun, mens hun går ud ad hoveddøren.                         Jeg lukker døren og vender mig om. Der står min mor. "Hvad handlede det om?", spørger hun. "Det lød lidt som om i var uvenner. Er du okay skat?". "Jaja", siger jeg og sukker, mens jeg går op på mit værelse. Jeg ved godt, at hun kun gør det fordi hun gerne vil hjælpe mig, men jeg er bare ikke i humør til den store mor-og-datter-samtale lige nu. Alt jeg vil lige nu er at være alene.

Min telefon ringer, og jeg får et sug i maven, da jeg ser, at der står Jonas på displayet. En del af mig vil helt vildt gerne snakke med ham, men min krop er helt frossen og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg betragter bare telefonen, indtil den stopper med at ringe. Selvom jeg ikke vil tro på det Mia fortalte mig, kan jeg ikke lade være med, at tænke på, om det er rigtigt. Måske er Jonas' og mit forhold, bare straffen på et væddemål han har tabt? De sidder sikkert alle sammen, alle drengene, og griner af, at jeg er så sørgelig og trist.

Pludselig føler jeg mig helt usikker, og jeg kan ikke rumme mere. Jeg tager mit tøj af, og finder noget løbetøj inde i mit skab. Jeg tager tøjet og et par løbesko på og skynder mig ned ad trappen og ud ad hoveddøren. Jeg løber alt, hvad jeg kan ned ad vejen, der er fyldt med kæmpe villaer. Jeg spurter ekstra stærkt, da jeg løber forbi Jonas' hus. Jeg drejer ned af en lille sti, der fører ned til søen. Da jeg er ved søen stopper jeg op og prøver, at få pusten. Det føles som om mine lunger ætser indefra. Jeg er ikke i god form. Det er som om, at luften ved søen er ekstra frisk. Jeg elsker at kommer her ned, når jeg har for meget at tænke på.                                                                                                                                                      Jeg bøjer mig forover og hviler hænderne på mine knæ. Jeg retter mig op igen, lukker øjnene og tager en dyb indånding. Jeg kan mærke, at tårerne presser på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jonas. I det jeg mærker tårerne løbe ud på mine kinder, hører jeg en blød, velkendt stemme bag mig. "Emma?". Jeg vender mig om og kigger ind i Jonas' smukke brune øjne. Jeg tørrer hurtigt tårerne væk og smiler.