Ham fra niende

Kapitel 1.

Vækkeuret ringer "06:55".

"Lort", mumler jeg. Jeg er ikke lige frem en morgenperson.

Jeg tumler ud af sengen og trasker ud på badeværelset. Jeg undgår spejlet, der hænger på væggen.

Der er nogle ting man bare ikke har lyst til at se. En af de ting er mig, når jeg lige er vågnet. Jeg tænder for bruseren, og lader det kolde vand løbe ned af min krop. Da jeg har fået noget tøj på og lagt en let makeup, går jeg ned ad trappen. Jeg kan hører fjernsynet brage for fuld smadder inde i stuen. Det er nok min far.

"Godmorgen sunshine", kommer det fra min mor, der er i fuld gang med et eller andet på hendes computer.

Uden at svare tager jeg et æble fra frugtkurven og går ud imod entréen.

Jeg kaster et kort blik i spejlet, inden jeg går ud ad døren. Intet er forandret.

Stadig det samme blonde halv kiksede skulder-lange hår, som egenlig skulle have været klippet for lang tid siden. Stadig de samme lidt for tykke kinder, som min mor ellers havde lovet mig ville gå væk så snart jeg fyldte tretten. Men for fanden. Jeg er nu fjorten, og de hamsterkinder er langt fra væk. Selvom jeg ofte får at vide at de er blevet mindre, er jeg ved at miste modet.

"Farvel!", råber jeg til min familie. Med mit æble i munden tager, jeg fat i dørhåndtaget og bliver mødt af den kolde efterårsvind. Skal jeg være ærlig, er det sgu ikke lige mig. Jeg smækker døren i og trasker ned ad stien. Det er mørkt, og jeg kan mærke at jeg måske skulle have taget noget mere tøj på.

Jeg tager en sidste bid af mit æble og smider æbleskrovet ind i en busk.

Jeg drejer om hjørnet, og sætter kursen mod villakvarteret. Det er lidt af en omvej, men så er jeg sikker på at møde Jonas. Eller i det mindste se ham. Han går niende klasse på min skole. Selvom jeg aldrig har snakket rigtigt med ham, springer mit hjerte et slag over, hver gang jeg ser ham. Han bor i det fedeste hus med sine forældre. Hans far er vist nok chef i et megafirma. Hvis jeg ikke havde været mega vild med ham, var han nok blevet kendt som et såkaldt "richkid" i mit hoved. Og for at være ærlig, tror jeg ikke han ved hvem jeg er, for hvorfor skulle en dreng som ham lægge mærke til en halvbuttet pige fra ottende?

Da jeg er ved at være for enden af vejen, mister jeg modet. "Det blev desværre ikke den her gang" tænker jeg idet jeg hører en stemme bag mig.
"Hej Emma"
Jeg vender mig forvirret om, og kigger direkte ind i de flotteste brune øjne. Det er Jonas. Hans tykke, brune hår, er gemt væk under en sort hue. Han har en sort (sikkert dyr) læderjakke på. Hans flabede (og lidt frække) smil fylder det halve af hans ansigt, så jeg lige er ved at smelte. *Perfektion*

Endelig kom dagen kommet. Den dag jeg har ventet på i hele mit liv. Eller rettere de sidste fire måneder.

"Hejsa", siger jeg og fortryder med det samme mit ordvalg. Ud af de 750 mio. danske ord, der findes vælger jeg "hejsa". Lamt.                                                                                                                                                            Vi går side om side ned ad vejen. Vi snakker ikke rigtig om noget specielt, bare det basale vejret-er-ved-at-blive-bedre-shit. Men det er da bedre end ingenting.

Da vi er fremme ved skolen går vi hver til sit, og indeni mig slår min mave kolbøtter. Klokken ringer og jeg går til time.