Ham fra niende

Kapitel 13.

"Hvad er hendes problem?", spørger Anastasia og rynker panden. "Sagde jeg noget forkert?", spørger jeg  og kigger spørgende på pigerne. "Nej, hun er ikke kommet over ham endu", svarer Emilie. Emilie er en af Mias eksveninder. Så vidt jeg husker stoppede deres venskab, da Mia kyssede Emilie kæreste, som nu er hendes ekskæreste. "Men Mia og Jonas var da ikke kærester", siger jeg og kigger spørgende på hende. "Jo, de var kærester et halvt år eller sådan noget. De holdt det bare hemmeligt og sagde at de bare var venner". Jeg kigger spørgende på Anastasia, som tidligere har fortalt mig at de bare var 'pusse-nusse-venner'. Hun trækker på skuldrene og kigger væk. De fleste af de andre piger er gået ind i klassen. Kun Simone, Emilie og jeg står tilbage. "Hvornår var de sammen?", spørger jeg hende. "Det var da vi gik i syvende så... Cirka et år siden", svarer Emilie. "Har han ikke fortalt dig det?", spørger hun og kigger undrende på mig. "Nej, han sagde at de havde noget sammen i en måned men ikke andet", svarer jeg. Jeg har svært ved at tro på hvad hun siger, for hvorfor skulle Jonas have løjet for mig?

Da jeg får fri fra skole og går ud ad klasselokalets dør, får jeg øje på Jonas. Han står op ad væggen, og lyser helt op, da han får øje på mig. Jeg går over til ham. Egentlig har jeg bare lyst til at ignorere det Emilie fortalte, men det kan jeg ikke rigtig. "Hej", siger jeg og smiler skævt til ham. Han læner ind for at kysse mine læber, men jeg vender hovedet til, så han trækker sig. Han kigger undrende på mig. "Er der noget galt?". "Nej nej, jeg er bare træt", svarer jeg, selvom jeg egentlig er det modsatte af træt. "Nåh, okay... Skal vi følges?" Jeg nikker og sammen går vi ned ad gangen ud mod skolegården. Da vi er nået til skolegården tager han min hånd. Vi får øjenkontakt et kort sekund, og med det samme bliver jeg klar over at han selvfølgelig ikke har løjet. "Skal du noget her til eftermiddag?", spørger jeg ham, da vi går ud ad skoleporten. "Jeg skal til træning klokken halv fem, så vi har kun en times tid", svarer han. "Vi kan bare gøre det en anden dag", siger jeg. "Nej nej, en time er bedre end ingenting!", svarer han.

"Vi er alene hjemme", siger han, da vi træder ind ad hoveddøren til hans hus. "Skal jeg tage din jakke?", spørger han og smiler. "Ja, tak", svarer jeg og smiler igen. Jeg rækker ham min jakke og træder ind i stuen. Rummet er fyldt med designermøbler og meget dyre lamper. Der er ikke så meget som en nullermand på gulvet, og det gigantiske vindue i enden af lokalet giver et fantastisk lys. "Wow", siger jeg stille. "Hvordan kunne du overhoved holde ud at være hjemme hos mig?", spørger jeg og rynker panden. "Jeg hader det her sted. Jeg er så meget ude af det her hus som muligt. Her er for rent og hvidt, jeg elsker når huse har personlighed og når man ligesom kan se, at der bor nogen, hvis du forstå, hvad jeg mener?", svarer han og kigger på mig med hans store brune øjne. "Lad os gå op på mit værelse i stedet for", siger han og giver mig tegn til at komme med ham. Vi går ud ad stuen og op ad trappen, som fører op til første sal. Vi går ned  ad en gang med tre døre på hver side og ovenlys. Jonas åbner den sidste dør på højre side og går ind efterfulgt af mig. Værelset er helt modsat stuen. Det har mærke vægge, der er fyldt med billeder af folk som jeg går ud fra er hans venner, en uredt seng med dyne og puder i en mørkeblå farve, hans skrivebord er fyldt med papirer og ved siden af det står der en stor bogreol, der er fyldt til renden med bøger. "Her er lidt rodet, det må du undskylde", siger han og griner.  Jeg ignorerer rodet og går over mod hans bogreol. "Læser du meget?", spørger jeg og kigger spørgende på ham. "Meget ville være en underdrivelse", svarer han og griner genert. "No way? Jeg elsker også selv at læse!", svarer jeg og går over mod ham. "Vi er vidst 'meant to be'", siger han grinende og trækker mig ind til sig og krammer mig. "Du var ikke træt tidligere var du? Der var noget andet ikke?", spørger han og holder mig tæt ind til sig. "Jo" svarer jeg og sukker. "Det var bare noget en af pigerne sagde, men det er ligemeget nu", svarer jeg og trækker mig. "Er du sikker?", spørger han og kigger på mig. "Helt sikker", svarer jeg og smiler til ham. Han smiler. "Hvad er klokken blevet?", spørger Jonas og går over mod sit skab for at finde noget sportstøj frem. Jeg tager min mobil frem. "Kvart i fire", svarer jeg og lægger den fra mig igen. "Okay, jeg skal virkelig skynde mig", siger han og tager en stak tøj og går ud ad døren. Da han kort tid efter kommer tilbage er han iklædt sit sportstøj. "Okay, jeg bliver desværre nød til at gå nu hvis jeg skal nå derhen til toden", siger han og smiler forsigtigt. "Det helt fint", svarer jeg og rejser mig. "Jeg skal også lave nogle lektier.. Så..", indskyder jeg og går ned til hoveddøren med Jonas i hælene. Vi tager sko og overtøj på og Jonas cykler afsted mens jeg sætter kursen hjem.