Ham fra niende

Kapittel 2.

"Emma, kan du vise mig hvor Nigeria ligger på kortet", spørger min geografilærer.
"Øhh hva?".

Jeg har ikke hørt efter. Jonas fylder mine tanker. Han gør mig varm indeni. Han er bare så sød. 
Hvorfor kan det ikke bare være ligesom i film, hvor kærlighed er som et knips med fingrene?

Mit besøg på den lyserøde sky bliver afbrudt af klokken, der ringer og vi får fri. Alle rejser sig og sætter kursen ud mod skolegården.
Jeg går ud mod hovedvejen og sætter kursen hjem.

"Jeg er hjemme!" råber jeg da jeg træder ind af hoveddøren. Der er ingen hjemme. Jeg snupper igen et æble fra frugtkurven i køkkenet og går op ad trappen.
Jeg går ind på mit værelse og lægger mig i min seng, da jeg hører en brummen fra min taske. Jeg finder min mobil frem og ser, at jeg har fået en venneanmodning på Facebook.
Den er fra Jonas.

Mit hjerte banker hurtigt. Hvad skal jeg svare? Tænk at en venneanmodning kan være sådan en "big deal"?
Okay, måske fordi jeg blevet helt varm inden i hver gang jeg så meget som tænker på ham.

Jeg låser min mobil op og ringer til Amalie. Amalie og jeg har været veninder, ligesiden vi var helt små.
Jeg kan fortælle hende alt. For fem måneder siden flyttede hun flere kilometer væk, og siden da har vi kun snakket sammen over mobil eller skype, men jeg fortæller hende stadig alt. Så hun kender selvfølgelig til Jonas.

"Du gætter ikke hvem der har sendt mig en venneanmodning!", råber jeg.
"Er det Jonas!" Svarer hun hysterisk.
"Ja! Hvad skal jeg svare?!"
"Accepter for satan!"

Da vi har snakket færdig tager jeg en dyb indånding, går ind på facbook og trykker acceptér.