Ham fra niende

Kapitel 7.

Jeg har prøvet dem sidste halve time at få gemt mine hamsterkinder med hjælp fra min bronzer, men i dagens anledning, har den valgt at være talentløs. Der er halvanden time til, at Jonas og hans venner kommer og henter Simone og mig, og jeg er langt fra færdig. Simone ligner en million, og har sit lyse hår i løse krøller. Hun er klædt i lange sorte bukser, min blondebluse og en tynd mørk jakke, mens jeg stadig er iklædt mit nattøj.
"Argh" råber jeg og smider min bronzer på gulvet.
"Hvad nu?", spørger Simone bekymret.
"Jeg kan ikke få den lorte bronzer til at virke!"
"Okay, lad mig prøve" siger Simone og giver mig tegn til, at jeg skal sætte mig ned. Hun tager en af hendes egne makeupbørster og sætter sig ned foran mig og begynder at lægge bronzer på mig.

"Tadah" siger hun og giver mig et spejl.
"Wow" siger jeg og betragter mine kinder, der ikke længere er specielt hamsteragtige. Det er lige før jeg ligner Kim Kardashian. Ej okay, nej det gør jeg ikke.

Da jeg har fundet et nogenlunde pænt sæt tøj, går vi nedenunder, så vi kan vente på, at drengene kommer. For at undgå min fars mange spørgsmål, lister vi stille ud i entréen og tager vores sko på. Da vi begge har fået sko på råber jeg "Vi ses, jeg tager lige til sådan noget bål-noget med Simone". Man skulle tro, at livet var så nemt. Næh nej. "Hvad for noget", råber min far inde fra stuen. Jeg kan høre, at at han rejser sig fra sofaen og trasker ud til os. Vi kan ikke nå at gå nu. "Vi går lige til noget bålhalløj" siger jeg forsigtigt og smiler forsigtigt til ham. "Hos hvem?" Spørger min far og gaber. Man kan se at han har sovet, for hans hår ligner noget, der er løgn. "Det bare noget med nogle fra klassen" lyver jeg og kigger bedende på ham. "Okay, hvad tid kommer du hjem?" Spørger han. "Ikke sent. Jeg skriver når vi går hjem" siger jeg og kysser ham hurtigt på kinden, i det der bankes på døren. Simone og jeg lukker op, og der står fire drenge. Jonas, som selvfølgelig ligner en million med hans læderjakke og hans velfriserede hår. For ikke at nævne hans fantastiske øjne, søde smil og hans knivskarpe kæbelinje. Ved siden af ham står tre andre drenge. Jeg kan genkende to af dem fra skolen. Sebastian, som ikke siger så meget, men han har det der blik, som får alle pigers knæ til at smelte. Han har nougatbrun hud og har den perfekte højde. Alt i alt er han bare perfekt. Men han er ikke min type.
Mathias, som vist nok flyttede til byen sidste år, har en dyb rød hårfarve og hans ansigt er dækket let af fregner. Hans brune øjne lyser altid af glæde og hans læber, der altid smiler gør ham til en af de mest attraktive drenge på kloden. Men jeg har øjnene efter Jonas og, hvis jeg ikke tager fejl, har han også et godt øje til mig.

Da vi har hilst på drengene, kommer jeg i tanke om, at min far står lige bag os. Jeg vender mig om, og ser ham kigge spøjst på drengene. Jeg siger farvel til min far en sidste gang, inden vi går.

Da vi kommer ud på vejen, kommer Jonas hen til mig og Simone, der før gik med mig trækker sig tibage og blinker til mig. "Jeg er glad for, at du gad med" siger Jonas pludselig og smiler til mig. "Jeg er glad for du inviterede mig", siger jeg og smiler tilbage til ham.
Pludselig rører vores hænder hinanden, hvorefter de fletter sammen. Ud af min øjenkrog kan jeg se, at han smiler.

Vi drejer om hjørnet af en vej, og længere fremme, kan jeg se en græsplæne, hvor der står en masse mennesker. Da vi kommer nærmere kan jeg pludselig genkende nogle af dem, og til min store forskrækkelse ser jeg Mia stå og snakke med nogle andre. Pis.