Blind Eyes-blue Eyes 2.

Kapitel 1.

Det startede da jeg var 6...

Jeg var ude og pukke blomster med min bror.

Jeg kan huske det tydeligt... det var tidligt i foråret, så det var stadig lidt koldt. Hele engen bagved vores hus blomstrede. Det havde været min fødselsdag, og jeg havde ønsket, at vi tog der ud. Jeg husker specifikt, at min mor havde opført sig mærkeligt. Men det gjorde hun altid. Hun kiggede sig altid over skulderen, som om hun var bange for at nogle kom.

Ude på engen var der alle slags blomster, og jeg er glad for, at jeg så alle de smukke blomster for én sidste gang. For det der så skete, ville forhindre mig i nogensinde at se noget igen. Udover de døde. De er over det hele.

Jeg havde samlet en lille buket, da det skete... der var ikke nogen overgang. Det ene øjeblik så jeg det hele på engang, og det næste intet. Jeg kan huske at jeg græd. Jeg huske at mor græd. Jeg kan huske at Chad græd. Jeg kan huske at far, og farfar løb efter hjælp. Og at Farmor prøvede at trøste os alle på engang, og fejlede.

Hun havde sagt "det er okay! Du er okay! " hvorefter at mor skreg "NEJ HUN ER EJ! "

Jeg kan huske at jeg rystede, da de kom. Først lignede det pletter af farve, men så fik de ansigter... og jeg skreg.

Mor havde holdt mig tæt, og Chad i hånden. Alting gik hurtigt. Far og Farfar kom tilbage, med at par fra rådet. De havde taget mig til vores healer. Det var den samme der havde undersøgt mor, da hun begyndte at kunne se igen. Han fortalte at jeg var ligesom min mor. Og det jeg så, var ånder, der var blevet udvalgt til at hjælpe til.

Jeg havde stoppet med at græde, fordi en af ansigterne smilede til mig. Hun havde en blød blå farve, og sagde at hun kendte min mor. Jeg var så optaget af hende, til at høre efter hvad healeren sagde. Men jeg fik det af vide, da jeg blev ældre.

"Når hun finder sin anden halvdel, får hun sit syn tilbage " havde han sagt, og mor havde givet et lettet suk.

"det gør hun jo når hun er 16"

"måske... " havde healeren så sagt.

"hvad mener du med Måske?! " havde hun råbt.

"hun er den førstefødte... " Havde han forklaret "og hun er en pige... det er noget vi aldrig har prøvet før"

Imens min mor var i gang med at bryde sammen, introducerede den blå mig for alle de andre. Jeg blev trukket ind i en hel anden verden. Der voksede der ikke kun farver om foråret.

8 år senere...

"hvorfor er det at alfaer finder en Luna? " spurgte jeg.

"for at få den næste generation" svarede den gamle mand.

"hvorfor er det at en Luna finder en alfa?" spurgte jeg igen, og slyngede mine ben op på bordet.

"får at blive beskyttet? " svarede han igen.

Jeg grinede "jamen jeg har ikke brug for beskyttelse! så hvorfor skulle jeg finde en mage?" spurgte jeg igen.

Den gamle mand lød nu irriteret "fordi at du der den første fødte! og en Luna har brug for en alfa!"

"men hvis nu en Luna har brug for en alfa, og en alfa har brug for en Luna... så kommer der nok snart en og banker på..."

Sluttede jeg, jeg modtog et klap på skulderen af min bror.

Jeg havde leder i blodet, og ingen kunne fortælle mig det modsatte, for når jeg snakkede lyttede alle andre.

Når min bror snakker, er det kun mig der lytter... Alligevel er det ham der skulle blive alfa.

"Eli... " sukkede mor "vi vil dig jo bare det bedste" forklarede hun.

Jeg knyttede min næve, så neglende borede sig ind i min hud. Hun vidste ikke hvad der var bedst for mig. Hun troede, at jeg gerne ville have mit syn tilbage. Men det ville jeg ikke. Hun var selv blevet blind som 6 årig, og havde savnet synet. Hun fik det dog tilbage da hun mødte mig far. Han var for resten også i rummet.

"Ali... hun finder jo alligevel sin mage om nogle måneder" sagde han.

Jeg kunne ikke se nogle af de personer der var i rummet. I det mindste ikke de levende... de døde kunne jeg se, og de var om altid over det hele...

--------------

Hej!

så det her så det første kapitel i blue eyes 2. håber i kan lide det. hvis i kan så kommenter.

jeg regner med at komme til at opdatere hver anden dag, og måske hver dag i weekenderne.

stem, kommenter og følg mig.

AA.