Blind Eyes-blue Eyes 2.

Unavngivet Kapitel 2

Ali POV

"Chate! " råbte jeg nervøst selv han sad lige ved siden af mig.

Han grinede, og lagde sin arm omkring mig "slap af. Jeg ved godt at du er bekymret for hende, men hun klarer sig".

Det var godt at jeg havde Chate. Han kunne altid få mig til at slappe af.

"men hun kan ikke klare det selv! " udbrød jeg "jeg ved hvad jeg snakker om! Jeg levede det liv" svarede jeg og så hen på ham.

Det var rigtigt. Jeg havde i mange år levet alene med mit talent. Og selvom Eli ikke var alene, kunne jeg se at hun havde brug for hjælp. For selvom hun var omringet af mennesker der elskede, og bekymrede sig om hende, kunne jeg se hun trak sig ind i den forkerte verden. Det samme havde jeg, og jeg vidste hvor skadeligt det kunne være.

"men du skal også tænke på at hun er førstefødt, hun har leder i blodet" beroligede han mig.

"hvad skal hun bruge lederblod til? " spurgte jeg og rejste mig op.

"en leder er stærk. En leder kan overskue sine problemer" forklarede han, og trak mig ned på sofaen, vi sad på, igen.

"men hun ved ikke at hun har et problem... " sukkede jeg, og lænede mig op af Chate.

"hvis du virkelig vil bekymre dig om noget, så bekymre dig om Chad. " svarede han, og lagde igen armen omkring mig.

Han havde nok ret. Eli skulle nok klare sig. Chad havde det nok hårdere. Han skulle være alfa om nogle få år, og han havde det bare ikke i sig. Men i det mindste havde han et socialt liv. Han tog til fester med de andre unge, og havde tit venner ovre. Selvom han ikke havde i alfa i blodet skulle han nok få hjælp fra rådet, og hans far, og farfar.

Jeg sukkede "du har sikkert ret"

Jeg kiggede op på ham, og han grinede "selvfølgelig har jeg det... "

Jeg hørte noget skramle ude i gange, og hørte så Eli der bandede.

"HVEM FANDEN HAR SAT DEN TING DER?!" råbte hun, og bandede noget mere.

Jeg skyndte mig ud til hende, og så en vase ligge smadret på gulvet.

"hvorfor fortalte du mig ikke at den lå der? " mumlede Eli til sig selv, og jeg vidste med det samme at hun snakkede med nogle af spøgelserne.

Jeg sukkede, og begyndte på at rydde op.

"Eli? " spurgte jeg inden hun gik.

Hun vendte sig ikke rundt for at kigge mig i øjnene, hvorfor skulle hun det? Hun svarede bare "Ja? "

"kunne du ikke prøve på at snakke med nogle af de andre unge? " spurgte jeg desperat.

Hun stivnede "jeg snakker med andre unge! " svarede hun hårdt, og begyndte på at gå op af trappen.

"andre end ånderne? " spurgte jeg.

Hun stoppede op "jeg snakker da med Chad... " svarede hun og begyndte at gå igen.

Jeg sukkede, og så gik jeg ind til Chate igen.

Han sad stadigvæk i sofaen, da jeg kom ind i stuen igen. Han smilede medfølende til mig, og bad mig om at sætte mig igen. Og det gjorde jeg.

"snak med hende" opfordrede han.

Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og trak vejret dybt.

"så laver jeg mad imens" lokkede han, og fik mig til at smile.

Jeg nikkede, og rejste mig op. Så gik jeg op på Elis værelse, og bankede på.

"Hvad vil du mor?! " råbte hun inde fra sit værelse. Jeg kunne ikke lade være med at tøve, inden jeg gik ind.

Jeg gik ind på værelset, og mærkede med det samme energien fra ånderne.

"kan du snakke? " spurgte jeg.

Hun sukkede og lagde sig ned i sengen. Energien forsvandt, så jeg regnede med at ånderne skred. Enten havde hun bedt dem om at smutte, eller så valgte de selv at gå.

"om at jeg skal til at snakke med nogle andre unge, en dem der enten er blevet født på samme tid af den samme mor som mig, eller er døde? " spurgte hun, og hun havde ramt plet.

"jeg v... " startede jeg, men hun vidste åbenbart godt hvad jeg skulle til at sige.

"vil dig bare det bedste! For jeg er din mor, og du er stadigvæk min lille pige... " forsatte hun og efterlignede min stemme.

Jeg grinede " for det første: jeg elsker dig faktisk, og jeg bekymre mig også for dig. For det andet: du ved jeg har ret i forhold til at snakke med andre. For det tredje... jeg smilede opgivende "jeg snakker ikke sådan! ".

Eli grinede, og blev så igen alvorlig "mor? kan jeg fortælle dig noget, og forvente at du faktisk lytter til hvad jeg siger? " spurgte hun, og jeg blev chokeret over spørgsmålet.

"jamen selvfølgelig! " svarede jeg ivrigt.

"hvad nu hvis jeg sagde at jeg ikke gad at kunne se igen? " spurgte Eli, og noget af hendes normale selvtillid falmede.

jeg trådte forskrækket et skridt tilbage. Men det kom nu ikke som en overraskelse...

-----------

Hej!

endnu et kapitel!

stem og kommenter hvis i godt kan lide historien indtil videre.

AA.