Only you

Lea

Jeg var endelig kommet ud af det klamme fængsel. Jeg havde kun været der en nat, men det føltes som en hel måned. Om natten kunne jeg ikke sove, der var så mange lyde som man ikke var Vant til. 
Maden var klam, ligesom skolemaden man altid ser på tegnefilm og jeg overdriver ikke! Den kunne næsten gå af sig selv!...
Jeg har lovet Mig selv aldrig nogensinde at ryge i fængsel igen. Det kunne jeg ikke klare. At skulle være der hver dag, resten af ens liv... Ellers tak!!
Da jeg gik ud gennem den store jern port, stod Zayn og ventede på mig. Da han fik øje på mig, kom han løbende hen mod mig og omfavnede mig. Som om jeg havde været væk i 8 måneder.
"Hej Alice hold da op hvor har jeg savnet dig!" Sagde han og krammende mig endnu mere tæt.
"Hej Zayn jeg har også savnet dig, er du vild man! Det var bare så forfærdeligt der inde, tro mig!"
 Han så medfølende på mig.
"Jeg har ikke gjort noget, det var ikke mig, jeg stjal ikke noget!" sagde jeg og brød pludselig ud i gråd.
Zayn så mig i øjnene" Jeg ved det godt min skat det var Mika, det burde være hende spærret inde." Sagde han med et lidt krydret grin.
Vi gik hånd i hånd på vej hjem til mig. Det var rart at han gik med, så havde jeg noget selskab på hjemturen.
Vi nåede til hoveddøren, "Når men.." Sagde han lidt stille. "Hvad så nu?""Vil du ikke nok gå med ind? Jeg beder dig, ellers ser du mig nok aldrig levende igen!" Sagde jeg, med en tåre i øjet.
Han stod lidt på kantstenen og overvejede det også kom det fra ham." Jo jeg skal nok gå med ind. Vi kan jo ikke have at jeg går rundt med et lig som kæreste vel?"Et lille fnis, sneg sig gennem mine læber. Den dreng altså, han vidste bare altid hvad han skulle sige når jeg var ked af det!
Jeg låste døren op. Vi smed vores sko og jakker i gangen og forsatte ind i stuen.
"Moar jeg er hjemme!" Råbte jeg.
Min mor stak hovedet ud af køkkendøren og sukkede dybt, hun kiggede skuffet på mig og sagde slet ingen ting. Lidt efter hun havde stået der og betragtet os lidt, trak hun ud i køkkenet igen.
"Nåh" sagde jeg lidt skuffet, men også meget lettet. "Det to hun da meget pænt!. Kom Zayn lad os gå ind til mig." Jeg to hans hånd og træk ham med ind på mit værelse. Det værelse hadede jeg bare, det er så barnligt. Alle de der grimme dukker og børnebøger. Min mor ville ikke købe nogle nye møbler til mig, det ville bliver alt for dyrt åbenbart.. Det eneste jeg var tilfreds med var min sovesofa. Det er det nyeste jeg har på mit værelse. Det var en jeg selv havde købt, dengang jeg gik med aviser.
Vi satte os i min sofa og der var stille...For stille..
"Nå hvad så?" Sagde for at bryde den akavede stilhed. Det er første gang siden vi blev kærester, at vi ikke havde noget at snakke om.
"Kunne du tænke dig noget? Er du sulten,tørstig? Noget, et eller andet så siger du det bare ikke?!" 
"Jo ellers tak, jeg har det udemærket lige nu." Sagde han stille.
Når men altså jeg var sulten. Efter det der klamme mad i fængslet "Jeg skal lige have en sandwich, vil du med?" Sagde jeg og rejste mig fra sofaen. 
Han gav mig lige elevatorblikket og nikkede.
Vi gik ud gennem Døren, igennem stuen, til køkkenet. Min muttie (mor) stod der stadigvæk, hun vaskede vidst op eller sådan noget. Jeg åbnede køleskabet og tog noget brød, salat og kyllingpølse mumse! Jeg smurte mig en sandwich og kiggede på Zayn "er du sikker?" Spurgte jeg. Han nikkede hurtig og kiggede så ned i gulvet.Efter jeg havde lavet min sandwich den eeelskede sandwich, gik vi ind på mit værelse. Zayn satte sig i sofaen og jeg i min kontorstol. Første bid og englene synger af fulde kraft, jeg var i himlen!
Min første bid mad i 6 år... Nej 6 timer men jeg var sulten!
"Smager det godt" Spurgte Zayn med et lille grin.
"Mmh" sagde jeg med mad næsten hængende ud af munden. Han gav mig et lille smil og lagde sig ned i min sofa, mellem mine puder. Hans hjerte bankede hårdt og han træk været dybt.
Så mumlede han et eller andet, jeg fik ikke fat i hvad det var. Så jeg sagde højt "Hvad?" 
Han kiggede chokket på mig "ikke noget." Sagde han stille. Man skulle virkelig have renset sine øre i klorin, for at kunne høre det klart!
"Nej sig det nu, hvad er det?" sagde jeg med en lidt hård tone, jeg havde på fornemmelsen at der var noget galt.
"Jeg elsker dig bare højt okay!" Sagde han højt. Han så helt mærkelig ud i ansigtet, som om der var sket noget rædselfuldt. Hvis der var, ville jeg ikke presse ham, han ville nok sige det tror du ik??
"Du siger bare hvis der er noget, du ved du altid kan komme til mig, ligemeget hvad det er!" Sagde jeg med en rolig stemme. Jeg satte tallerkenen på Bordet og satte mig hen ved siden af ham. Jeg agede ham blidt på kinden og et smil poppede frem på han dejlige så perfekte læber.
(Zayn's synsvinkel)
Hun kunne altid få mig til at smile og jeg havde lyst til at kysse hende evigt og altid. Jeg ved godt at jeg har løget overfor hende. Det plager mig meget, men jeg ville ikke kunne få mig selv til at sige det, det ville ødelægge alting!
Jeg tog Alice om hofterne og satte hende på mit skød. Jeg lagde mine hænder omme i nakken på hende. Så førte jeg hende ned til mine læber og de landede så blødt på mine. Hun lagde sig ned og rettede sig lidt, så hun lå godt. Hun så mig ind i øjnene "jeg elsker også dig" Sagde hun med en kærlig blød stemme, der gik lige ind hjertet på en hver sjæl.
Da jeg tænkte mig lidt om, kunne jeg ikke lige nu. Jeg måtte væk, det her ville såre hende, jeg kunne ikke, jeg kunne ikke se hende løbe grædende væk igen, jeg kunne ikke!
"Vent vent jeg kan ikke det her, ikke lige nu!" Sagde jeg.
Hun så undrende på mig "hvad, hvorfor?" Sagde hun stille og fjernede sig langsom og flovt fra mig. Jeg kunne mærke hun var flov, pinligberørt du ved..
"Jeg kan bare ikke okay!" Sagde jeg hårdt og vredt men jeg var ikke vred på hende, men mig selv. Det glemte jeg bare lige og sige... Ups...
Hun sad og kiggede ned i gulvet, Jeg var flov.
"Nårh men... jeg må nok også se at komme hjem af, Min mor er sikkert bekymret!." Alice nikkede, rejste sig op fra sofaen, gik langsomt musestille hen til døren og åbnede den, uden at sige en eneste lyd. Jeg fulgte efter hende ud til gangen, tog sko og jakke på. Jeg trak hende ind til et kram og hviskede "Undskyld jeg elsker dig højt!" Jeg gav hende et ekstra klem og gik stille ud af døren og ned af trappen.'
(Alice's synsvinkel)
jeg stod bare der i døren og fulgte hans skridt ned af trapperne. Da døren smækkede stod jeg bare der jeg var målløs, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, sige eller gøre. Hvad var der lige sket? Jeg stod bare der og kiggede ud i luften lige indtil.
Jeg blev revet ud af mine tanker, det var vores nabo Ekstrabladet som vi kaldte hende. Eller som hun rigtig hed Else. Men hun sladrede som en gaaal, om alt og alle! Jeg overdriver ikke.
"Hvorfor står du der og hænger?" Spurgte hun som en lille journalist der skulle til at skrive den sygste løgnhistorie om mig... Jeg gav hende bare et ondt blik og gik ind igen.
Jeg traskede bare ind på mit værelse, træk i mit nattøj, børstede tænder og gik i seng...
Næste dag var det hårdt at komme op og i skole. Alle de ting der kunne komme og ramme mig. Mika havde sikkert allerede fortalt om da hun fik smit mig i fængsel, bare fortalt på hendes egen lille måde...
Hvad med Zayn? ville han snakke med mig? eller hvad skete der lige for ham igår?
Men jeg tog afsted. For jeg kunne heller ikke klare at være hjemme idag, for min mor var hjemme...
Da jeg nåede hen til klassen var der ingen, ikke et eneste øje alle var væk. Jeg kiggede rundt og satte mine ting. Jeg blev nød til at bruge en livline, så jeg ringede til en ven. Så jeg to mig sammen og ringede til Zayn. Jeg var ikke meget for det, men jeg havde ikke rigtigt andre at ringe til..
Efter at have ringet til ham 2-3 gange tog han den. "Hej Zayn hvor er i henne?" 
"På biblioteket!" Svarede han hurtigt. 
"Ok jeg kommer!" Sagde jeg og var allerede på vej ned til ham.
Da jeg gik der ind satte jeg mig ved en computer og tænde den. Jeg sad ved siden af Lea fra klassen. "Hej" Sagde jeg stille og drejede en omgang rundt på kontorstolen. Så jeg landede foran skærmen igen. Ja lidt crazy har man da lov til at være...
"Er det rigtigt?" Spurgte hun mig.
"Hvad?" Sagde jeg og vendte mig hurtig mod hende, jeg havde ikke forventet at hun ville svare mit Hej igen.. 
"Nårh ja du har vel snakket med Mika, har du ikke??" Sagde jeg stille.
"Jo er det rigtig? At du stjal noget fra en butik og kom i fængsel, for et døgn?" Spurgte hun..
Jeg sank en klump og begyndte " Jo må jeg spørge om noget Lea? hvordan fortalte Mika det?"Hun så meget overasket på mig også begyndte hun at fortælle..
"Mika så dig og Zayn nede i fakta, her den anden dag. Hun så at du puttede en film ned i din taske. Da du blev afsløret, slog du kassedamen i hovedet! Så kom politiet og træk dig med ned på stationen."
Jeg sad der og var målløs over Mikas historie "...... Det var ikke helt sådan at det skete!" Sagde jeg med en høj og overasket stemme. 
"Når... Hvordan skete det så?" Spurgte hun.
Også begyndte jeg at fortælle den rigtige historie. Efter jeg havde fortalt hvad der var sket. Kiggede hun meget forvirrende på mig..
"Det lyder også lidt mere rigtig. jeg tror ikke at du kunne finde på at stjæle, eller slå en kassedame i hovedet.."
Et lille fnis røg ud. Det var rart at der var en det troede mig.
"Hey du er da sød nok, jeg forstår da ikke hvorfor alle har noget imod dig!" Sagde hun.
Jeg smilte bare til hende og svarede på de opgaver som vi havde fået for at lave..
I frikvarteret snakkede Lea og jeg sammen, det var rart at have en tøzzensnak igen. Mika kom hen til os. "Hej din lille tyv."
Jeg kiggede ned i gulvet.
"Svar mig, skal du være næsvis? Nu har jeg hørt det med en næsvis tyv!" sagde hun med den der hekse stemme. 
"Og dig Lea, hvorfor er du sammen med en tyv?" Sagde hun surt.
Ani kom hen til Mika. Hun lagde sin albue op på Mika's skulder og så ned på mig med et surt men også lidt undskyldene blik.
"Hvad så! Hvad sker der for møg-ungen på bænken?" Sagde hun hårdt og på et sekund vente hendes blik og humør til det værre! 
Mika så ned på mig, "Ja vores lille tyv er begyndt at blive næsvis!"
"Nå nå, så må vi hvis hellere give hende lidt opdragelse!" Sagde Ani med en hævngerrig stemme!
"Lige mine ord!" Skreg Mika op.
Ligepludselig lå jeg så på jorden. Jeg var ikke selv sikker på hvad der skete, eller hvad jeg lavede her nede på jorden. Men jeg opfattede ikke så hurtigt, eller så meget. Men jeg kunne mærke slag i siderne af nogle sko. Det sidste jeg så og hørte var et sløret glimt af Zayn og en eller anden lærer. Jeg kunne høre Zayn's stemme der skreg op!
 ***