In love - Joe Sugg

Chapter 10

Jeg vælger at gå hjem fra Joe, da jeg virkelig har brug for at være mig selv lidt.
Jeg går ca kl. 11 om aftenen. På vej hjem føler jeg, at der går nogen bag mig, så jeg begynder at gå hurtigere. Det er som om personen bag mig også går hurtigere. Jeg får det ret skidt, for jeg har det som om jeg bliver overfaldet. Jeg vælger derfor at dreje ind et helt andet sted end jeg skulle, for at slippe af med personen. Men personen følger stadig efter mig. Jeg ender i en blindgyde. Personen står lige bag mig. Jeg vender mig forsigtigt om.
Jeg kan ikke se hvem det er for han står i en sort hættetrøje, men jeg kan se hans åndedræt, da det er ret koldt.
Jeg er virkelig utryg. Jeg skynder mig at gå udenom ham, men lige som jeg er ved hans side, river han hårdt fat i min arm. Jeg skriger, hvorefter han giver mig en knytnæve i hovedet. "If you move a muscle, I'll kill you" siger han med en viskende, ondskabsfuld stemme.

Jeg har lagt i gyden i en halv time nu. Jeg har stadig ikke fattet at jeg lige er blevet voldtaget. Han tæskede mig, og jeg er øm over alt. Og for at det ikke skal være løgn, stjal han mit fucking tøj. Jeg har kun underbukser og bh på. Jeg ringer til Joe. "Hey what's up babe?" Siger han i en munter tone. Jeg begynder at græde ind i telefonen. "Can you please Pick me up?" Jeg fortæller ham hvilken gade jeg er på, og vi lægger på.

5 minutter senere kan jeg se nogle komme løbende i mod mig. Det er Joe. Han sætter dig på hug, og holder mig tæt ind til ham. Han har allerede regnet ud hvad der er sket. "Ana, I'm so sorry, I shouldn't have let you go out alone this late." "Joe it's okay.. I chose it myself, done is done I can't do Anything now"
Joe kører mig hjem, jeg henter noget tøj, og kommer hen til Joe igen. Han vil ikke lade mig være alene i den her tilstand. Og jeg forstår ham egentlig også godt.

Da vi kommer hjem til Joe, går han ind først. Jeg kan hører Caspars stemme, og en del andre. Jeg spotter Zoes stemme og føler mig lettet. Da jeg går ind af døren, bliver der helt stille. Alle ( Marcus, Alfie, Zoe, Caspar og Oli ) kigger på mig, med store øjne. Zoe skynder sig som den første at gå hen til mig, og give mig en kæmpe krammer. Det gør ret ondt, men det er dejligt at hun er der. Vi går ned på Joes værelse sammen, hvor jeg grædende fortæller alt, der er sket i løbet af aftenen. Vi sidder i halvanden time, før vi går op til de andre igen. Zoe støtter mig i alt, og jeg er hende evigt taknemmlig for det.
Jeg sætter mig hen til Joe, som siger; " I hope it's okay I told the others what really happended. They were out of their minds" jeg nikker, og kigger på de andre med et lille smil. De alle skynder sig at smile forsigtigt tilbage. Jeg er så glad for at have disse som venner. De betyder alt for mig.

-------------------------------------------------------

Okay, det var det for dette kapitel. Jeg fandt lige hurtigt på noget ;)
( Ikke rettet btw, sorry )