WHAT IF » hemmings

tre

Luke Hemmings kom oprindeligt fra Australien, men hans familie flyttede til Richmond på grund af nogle ting, der var sket, som de ikke ville mindes om hver eneste dag. Hele hans familie havde tykke australske accenter. Han havde to brødre, Jack og Ben, som begge to elskede at drille mig og Luke, og hans forældre, Andrew og Liz, behandlede mig som deres egen datter. Min mor og Lukes mor var faktisk gode venner. Det hele var så perfekt.

Det hele startede, da jeg var på mit andet år i high school. Det var det år, hvor Luke begyndte. Han var et år ældre end mig. Jeg blev helt vild med ham lige fra starten af, men han lagde slet ikke mærke til mig. Lige indtil den dag, hvor jeg gik ind i ham på gangen, og jeg tabte alle mine bøger på jorden. Jeg husker den dag så tydeligt.

Det var en af de allersidste dage inden ferien. Jeg havde lige haft kemi. Mit skab lå i den anden ende af campus, så jeg skulle gå et godt stykke vej, før jeg kunne komme af med de syvhundrede bøger, som vores lærer, Mr. Lane, havde ment var nyttige for denne ene time. Vi så jo forhelvede film, så vi brugte ikke nogen af bøgerne. Hvad havde han regnet med? At han kunne fange os i at tegne små hjerte med Lukes navn indeni, når vi havde så mange bøger? Ja, tro du bare på det. Jeg var altid yderst diskret, når det kom til at skrive drengenavne i marginen på en bog.

Da jeg næsten var henne ved mit skab, lagde jeg faktisk ikke rigtig mærke til, hvor jeg gik, eller hvem der gik foran mig. Mit blik var rettet ned i min telefon. Lige hvad jeg lavede med den, ved jeg ikke, for det, der skete i det næste sekund, var meget mere spændende.

Jeg ramlede ind i et eller andet og tabte alting udover min telefon (hvilket var ret så heldigt, for hvis skærmen gik i stykker, ville min mor praktisk talt dræbe mig). Det viste sig så, at jeg ikke gik ind i et eller andet, men en eller anden. Jeg vidste ikke hvem. Jeg begyndte bare at råbe af personene, selvom det jo var min skyld.

"Se dig for!" sagde jeg. Jeg gik på knæ og begyndte at skrabe mine ting sammen. Så så jeg ud af øjenkrogen, at personen også gik ned for at hjælpe, og jeg var ved at besvime. Det var heldigt, at jeg sad ned, for så lignede det jo bare, at jeg mistede balancen og faldt på røven.

"Undskyld," mumlede han. Hans stemme stak i mit bryst. Det lød på en og samme tid som om, at han prøvede på at stoppe med at grine og var ved at sluge sit eget spyt.

Jeg kigger op, da jeg havde fået samlet de fleste af mine bøger op. Han sad med de sidste to og kiggede nysgerrigt på mig. Hvor længe havde han stirret? Og hvorfor stirrede han egentlig i første omgang? Havde jeg en bums?

Jeg rejste mig, og han gjorde det samme stadig med blikket på mig. Jeg begyndte at blive lidt nervøs, for det var præcis de to bøger, jeg havde tegnet i i Mr. Lanes time i dag. 

HVORFOR STIRRER DU SÅDAN?!

Jeg rømmede mig akavet og pegede på bøgerne, som han holdt tæt ind til sig. Som om at de var dyrebare. Yeah right, det er kemi-bøger. 

"Åh," sagde han og rakte mig dem. Jeg begyndte at gå igen. Hans blik borede mig i nakken hele vejen ned af gangen, indtil jeg drejede om et hjørne. Jeg skyndte mig at låse mit skab op og proppe mine bøger derind. Så hørte jeg skridt bag mig.

"Øh, Violet, ikke?" 

HVORFOR. FØLGER. LUKE. FREAKING. HEMMINGS. EFTER. MIG.

Jeg lukkede mit skab og kigger om på ham. Han så utilpas ud. "Ja," svarede jeg.

"Jeg tænkte på, om, øh ... skal du noget på fredag? Mig og nogle af drengene tager med til en fest længere nede i byen. Du må gerne komme med."

Jeg var lige ved at kvæles. Jeg begyndte at hoste helt vildt, og det gjorde mega ondt i min hals, men jeg kunne slet ikke tænke klart, FOR LUKE INVITEREDE MIG LIGE UD. Godt nok sammen med hans venner, MEN HAN INVITEREDE MIG UD.