WHAT IF » hemmings

seks

Da jeg står op næste morgen, kan jeg knap nok holde mine øjne åbne. Jeg ved virkelig ikke, hvad det kan skyldes, men jeg kunne bare ikke falde i søvn igen efter, at Luke var gået igen. Måske frygt for at få mareridt igen? Det er den forklaring, jeg vælger at gå med indtil videre, men jeg er ikke sikker. Måske er pizza ikke en god idé midt om natten.

Jeg ringer til Marlees dagplejemor for at fortælle hende, at Marlee ikke kommer i dag, mens jeg tager noget af det tøj, der ligger på gulvet, på. Hun tager ikke telefonen, så jeg efterlader bare en besked på telefonsvareren og begynder derefter at lave morgenmad til mig og Marlee. Mens havregrøden - som er det eneste, jeg laver til morgenmad for tiden, fordi at det er billigt og let - koger, går jeg ind for at vække Marlee. Hun er allerede vågen. Jeg hjælper hende i tøjet, og da jeg hører komfuret bippe - som det gør, når vandet i gryden løber over (jeg ved ærligt talt ikke hvorfor, for det er kun spader som mig, der ikke kan holde styr på sådan noget selv) - går jeg ud og sætter hende i sin stol. Hun sidder og kigger på maleriet af Marilyn Monroe på min væg, mens jeg hælder grøden over i to dybe tallerkener. Jeg sætter to skeer i grøden og hælder en smule sukker over, hvorefter jeg stiller dem på bordet uden for Marlees rækkevidde, for jeg har efterhånden lært, hvor god hun er til at brænde sig på de ting, hun gerne vil røre ved.

Jeg spiser min egen grød, mens jeg spørger Marlee om ligegyldige ting, som hun ikke kan svare på. Da jeg er færdig, sætter jeg min tallerken ned i håndvasken og går ud og børster mine tænder og tager mine briller på. Alt imens har Marlees grød kølet af, så jeg hjælper hende med at spise den. Hun bruger stadig hagesmæk, så inden hun får noget at spise, giver jeg hende den selvfølgelig på. 

Da vi begge er helt færdige med morgenmaden, har jeg stadig en time tilbage, før jeg bliver hentet af Brenna. Jeg går altid så tidligt, at jeg kan være på skolen en halv time før undervisningen starter. Brenna, Natalie og jeg mødes altid ved mit skab om morgenen, hvor vi taler sammen, indtil klokken ringer. 

Den time bruger jeg på at snakke med Marlee - eller rettere med mig selv, men jeg vil helst ikke lyde som en totalt særling, så Marlee er lidt min undskyldning dér - mens jeg vasker op. Jeg har ingen opvaskemaskine, for det har jeg ikke råd til, så det gør jeg i hånden. Jeg har sat min telefon til at spille radio ud i køkkenet, så det føles som en rigtig morgen i en rigtig familie, men det er ikke helt det samme. Jeg savner min mor. Der er to uger, til hun kommer her igen.

En gennemsnittelig toogtyve-årig ville ikke behøve at savne sin mor, for hun ville højst sandsynligt enten stadig bo hjemme eller i det mindste bo i den samme by som sin mor.

Men hvis man så ser lidt dybere på min situation, ville en gennemsnittelig toogtyve-årig heller ikke behøve at bekymre sig om bleer og hagesmækker.

Lad os bare få slået fast, at jeg er antonymet for en gennemsnittelig toogtyve-årig.

Da jeg er færdig med at vaske op, sætter jeg alting på plads, rydder en smule op i køkkenet, hvorefter jeg smutter ud på badeværelset for at hente Marlees tandbørste. Jeg børster hendes tænder for hende og henter hårbørsten bagefter. Jeg rækker den tøvende til hende, selvom hun ikke ligefrem kan svare mig på, hvorvidt hun selv kan børste sit hår, med ord.

Hun tager den bare i munden og smiler. Så laver en en grimasse og smider den på jorden. Den høje lyd, det giver, da den rammer gulvet, får hende til at græde, og jeg skynder mig at samle børsten op, hvorefter jeg rammer hende og tysser hende lavt. Hun græder ikke så tit - hun er en meget nem pige at have boende - men høje lyde skræmmer hende virkelig. Det er derfor, Louis - og fra nu af Luke, regner jeg med - bliver nødt til at have hendes inde hos sig, når jeg støvsuger.

Jeg begynder først at børste hendes hår, da hun er holdt helt op med at græde. Hendes hår er ikke helt vildt langt - men det er langt for en to-årigs at være - så det er ikke så svært. Jeg kommer på et tidspunkt til at børste lidt for hårdt, og hun udbryder et irriteret og højt "GAH", men derefter er hun forholdsvis stille.