WHAT IF » hemmings

fire

Jeg fatter det ikke. Det er som om, at en eller anden skytengel sidder oppe på en sky og keder sig af helvede til og derfor bare lige syntes, at det kunne være pisse sjovt at smadre mit liv ned i jorden, så det splintredes i tusind stykker. Sådan føles det lige nu. Men på den anden side banker mit hjerte ekstra hårdt og hurtigt i brystet på mig, så på den måde ved jeg da, at det ikke helt er tilfældet. Måske har englen bare brugt en slags voodoo-dukke af mit hjerte?

Han sagde, at han og hans band havde fundet en lejlighed. Her. I New York. Hvilket vil sige, at han skal bo her. I New York. Og han må bo i min del af byen, siden jeg kunne støde på ham helt tilfældigt i parken. Så ... hvad hvis han bor så tæt på, at jeg kommer til at støde på ham hver eneste dag?

Det at skjule Marlee for ham begynder lige så langsomt at virke som en rigtig dårlig idé. Han finder jo ud af det på et eller andet tidspunkt, hvis vi vil begynde at støde på hinanden til daglig. Men det er jo slet ikke sikkert, at vi kommer til det! Vel? Vi kan ikke begynde at ses! Hvis jeg bliver tvunget til at se ham i øjnene én gang mere, overgiver jeg mig til den dårlige samvittighed og fortæller ham alt, og jeg har ikke lyst til, at han skal kende til Marlee. 

Men ... han er jo forhelvede hendes far! Og jeg lever lidt på kanten lige nu. Jeg har ikke vildt mange penge, og jeg har næsten ingen tid til at passe Marlee. Så måske ville det være en god idé at fortælle ham det - han har sikkert nok penge, nu når han er berømt. 

PANIK! Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg har lyst til at lægge mig ned i vejkanten og græde, men de her møgkøtere bliver ved med at trække i snoren, så det kan jeg ikke. Medmindre jeg sætter dem fri, men hvis jeg gør det, kommer Mrs. Olson helt klart og dræber mig. 

Okay, Violet, træk vejret. Nu går du hjem til Mrs. Olson med hundene, og så tager du og Marlee hjem. Luke Hemmings er stadig ingenting. Han er din fortid. Og så kan du tænke over en løsning i aften, når du er gået i seng.

Jeg hader min underbevidsthed. Hvordan kan hun være så rolig lige nu? Jeg flipper UD! Og jeg hyperventilerer som en gal. 

Jeg krydser vejen over mod Edna Olsons hus og banker på døren, da jeg kommer frem. Edna stikker hovedet ud, smiler sit "jeg-er-lige-blevet-slået-i-hovedet"-smil og lukker så helt op. Marlee sidder på hende arm og ... græder. 

Panikken forsvinder ud af mit system på et splitsekund, og uden et ord tager jeg Marlee ud af Mrs. Olsons arme. Jeg rækker hende med en skulen snorene til hundene, hvorefter jeg går. Jeg burde måske være taknemmelig, fordi hun ville passe Marlee - Luke ved jo trods alt stadig intet om hende - men jeg har for meget at tænke på lige nu. 

Hun mumler et eller andet bag mig, mens jeg begynder at gå ned af gaden, og smækker døren hårdt i.

Mens jeg går hjemad, prøver jeg at berolige Marlee. Jeg har ingen idé om, hvad Mrs. Olson kan have gjort for at gøre hende så ked af det, men det er faktisk heller ikke, hvad jeg tænker på lige nu. Jeg vugger stille Marlee i mine arme, mens jeg tænker over, hvad fanden jeg skal gøre. For det her er slemt. Virkelig slemt.

Jeg ved godt, at jeg bliver nødt til at fortælle ham det. På en eller anden måde fortjener han at vide det, selvom jeg for alt i verden hellere ville kaste mig ud over en klippe end at indrømme, hvor uendeligt selvisk det var at holde det her hemmeligt. Men jeg ved godt, at det her ikke kan gå godt. Enten forlader han mig - igen - eller også forlanger han at være en del af Marlees liv - hvilket han får lov til - men jeg vil ikke have, at han skal være en del af mit.

Det er jo umuligt at undgå. Han er Marlees far, og derfor har jeg et eller andet bånd knyttet til ham - et bånd jeg gerne vil klippe over med en havesaks.