WHAT IF » hemmings

tolv

I min egen verden vågner jeg op og tænker slet ikke over, at jeg har Lukes arme omkring min mave. Det er, som om vi er tilbage i high school, hvor vi faldt i søvn på denne her måde hver eneste aften: i hinandens selskab. Jeg føler mig nærmest helt lykkelig, da jeg mærker hans nærvær, og et smil spredes på mine læber ved lyden af hans rolige vejrtrækning. 

Men den følelse af glæde udskiftes meget hurtigt med et jag af frygt. Jeg har sovet med Luke Hemmings - min ekskæreste, Luke Hemmings. Jeg kan stadig huske alle de ting, vi sagde til hinanden igår, men nu virker de pludselig så skræmmende at tænke på. Han sagde, at han ville vente på mig. Han vil vente på et svar.

Og jeg sagde til ham, at jeg elskede ham. Og han sagde, at jeg var hans eneste ene. 

Hvorfor skal det hele absolut være så svært? Det er så indviklet, som én stor knude af tusindvis af reb, og jeg er filtret ind i det hele sammen med Luke, og nu vil knuden teste, om vores kærlighed for hinanden er stærk nok til at overleve en tur udover en klippekant. Det er umuligt. 

Og selvom jeg frygter alt ved denne her situation, så føler jeg mig stadig tryg i hans arme. Med hans arme omkring mig behøver jeg ikke frygte noget. Men det kan ikke fortsætte sådan her. Det her var én nat. Og det kommer ikke til at gentage sig, før jeg har fået mine følelser på plads, eller før jeg er blevet klar til et parforhold.

Så roligt som muligt vrider jeg mig ud af hans arme, og han gengælder det med et irriteret grynt, hvorefter han falder i søvn igen. Jeg smiler let, da jeg ser ham der: rolig og fredfyldt, som om han slet ingen bekymringer har. Men hans hoved må være fyldt med tanker om alt det, der er sket de sidste par dage, og han må have det præcis ligesom mig. Jeg er stresset og forvirret halvdelen af tiden, hvor jeg er træt og skrøbelig den anden halvdel af tiden. Jeg vil gætte på, at han har det på nogenlunde samme måde. Men hvad ved jeg om det?

Jeg lukker døren til soveværelset bag mig, da jeg forlader rummet og lister mig stille ind til Marlee. Jeg ved ikke, hvad klokken er, men det må være tidligt, for hun sover stadig trygt og godt i tremmesengen. 

Jeg vælger ikke at vække hende, for jeg tror ikke, hun ville være glad for det, selvom hun ikke kan lide at sove længe. I stedet lister jeg mig ud i køkkenet. Jeg har stadig kun Lukes trøje på samt mit undertøj. Det tænker jeg knap nok over, mens jeg laver min kaffe. Da den er færdig, sætter jeg mig ved køkkenbordet og drikker den i stilhed med mig selv. 

Da jeg er færdig med den, går jeg hen for at sætte den i vasken, men jeg er ved at få et hjerteslag, da jeg ser, at Luke står i dørkarmen - uden nogen trøje på - og ser på mig med et skævt smil: det skæve smil, som jeg ikke vidste, at jeg manglede, mens vi ikke var sammen. "Godmorgen," siger han og nikker ned mod min - altså hans - trøje.

Jeg smiler genert og kigger på kaffemaskinen. "Vil du have noget? Kaffe?" spørger jeg uden at se ham i øjnene. Hvor længe har han stået der? Jeg kan se, at han nikker ud af øjenkrogen, så jeg går hen og laver to nye kopper med kaffe. 

"Har du set til Marlee endnu?" spørger han, da jeg giver ham koppen. Han tager en slurk, og jeg nikker. 

"Hun kan ikke lide at blive vækket," siger jeg. "Så jeg vækkede hende ikke. Hun er heller ikke fan af at sove længe, så jeg tror alligevel, jeg bliver nødt til det, hvis hun ikke vågner inden længe."

Luke nikker og tager endnu en slurk. Og endnu en. Og så endnu en. "Må jeg vække hende?" spørger han så.

Jeg smiler og ser ned i jorden. "Det må du gerne, hvis du har lyst," siger jeg. Jeg er allerede færdig med min kaffe, så jeg sætter den hen i vasken til den forrige kop.

Han stiller hans kop på køkkenbordet og forsvinder ind i stuen og ned mod vores datters værelse. I mellemtiden tænker jeg over, hvad jeg har lov til at føle lige nu. For på én og samme tid er jeg uendeligt lykkelig og frygteligt bange. Har jeg lov til at være lykkelig, når alting tydeligvis ikke er i skønneste orden?