WHAT IF » hemmings

et

I må virkelig ikke misforstå mig, når jeg siger det her, men i starten af min graviditet var jeg virkelig ulykkelig. Det gik aldrig så vidt, at jeg begyndte at kalde det en depression, for sådan var det slet ikke. Det var selvfølgelig uhyggeligt, at jeg var blevet gravid i så ung en alder, men mest af alt glædede jeg mig bare til at se babyen. Jeg var ikke ulykkelig på grund af barnet, der voksede i min mave, men derimod på grund af faderen. Hans spøgelse hjemsøgte mig hver eneste dag af mit liv, lige siden han forlod mig.

Nej, han er ikke død! Bare rolig. Eller det håber jeg da ikke, at han er. Jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke snakket med ham siden bruddet. Det må lyde ret mærkeligt, når man tænker på, at han er faderen af mit barn, men ... det ved han ikke, at han er. Jeg fortalte ham det aldrig.

Det ville have været svært at fortælle ham det, hvis jeg havde haft lyst til at fortælle ham det - hvilket jeg ikke havde - for han flyttede fra byen, så snart han havde droppet mig. Og han skiftede sit nummer. Så han gav mig ikke så mange muligheder. Skulle jeg måske lede hele San Francisco igennem for at finde ham og fortælle ham det? HA! Glem det! 

Min mor lod mig selv om det. Hun var selvfølgelig ikke den største fan i idéen om, at han ikke vidste noget overhovedet, men det var jo lidt min beslutning. Og jeg syntes ikke, han fortjente at få det at vide. Både fordi at han havde skiftet nummer og var flyttet ud af byen, men også fordi han sårede mig. Jeg var hjerteknust. I så lang tid.

Det er den største grund til min ulykkelighed under graviditeten. Men der var selvfølgelig også masser andre grunde at give ud af, når folk spurgte mig, hvorfor jeg så så nedtrykt ud ("Du venter jo barn! Er du slet ikke glad?"), når jeg var ude iblandt min familie. Det var jeg bare ikke så tit, og når jeg var, var mit humør aldrig helt i toppen. Så i stedet for at fortælle dem den virkelige grund til min fortvivlelse, som åbenlyst nok var faderen - savnet, sorgen og vreden jeg følte for ham - brugte jeg én af de mange andre grunde.

Jeg plejede at sige - mest til den tætteste omkreds af min mors venner og min familie, som jeg virkelig mente, at jeg kunne stole på - at jeg var bange for, hvad folk ville synes om mig, når jeg kom gående dér på gaden med et barn. Pigerne fra min skole - altså, dem der bitchede og råbte op over bogstaveligt talt alting ("Åh nej! Min negl knækkede! Det var også totalt meget din skyld, din lille so. Hvad fanden er det i grunden for en gulvmoppe du har på hovedet?") - ville begynde at kalde mig alt muligt, hvis de fik det at vide (hvilket de IKKE gjorde). Luder for eksempel. Det ville sikkert passe dem fint, at de nu havde en grund til at kalde mig ting.

Jeg var igang med mit andet år på college, da jeg blev gravid. Det college, jeg gik på dengang, lå i min fødeby, Richmond, hvor jeg havde boet hele mit liv. Men da jeg først havde fundet ud af, at jeg var gravid, ville jeg ikke være i Richmond. Jeg ville ikke risikere, at han kom tilbage og fandt ud af det. Så jeg flyttede til New York. 

Her startede jeg selvfølgelig på et nyt college. Fordi jeg var så ung, og fordi jeg stadig studerede, kunne jeg ikke så godt tage på barsel for at passe barnet. Selvom det var virkelig fristende at være fri for skolen i så lang tid, kunne jeg bare ikke. Jeg havde lidt besvær med det, men til sidst fandt jeg en dagplejemor, der var villig til at passe en næsten nyfødt. Jeg var så heldig at føde lige i starten af sommerferien, så jeg havde hende i et godt stykke tid, inden hun blev nødt til at begynde i dagplejen.

Det var virkelig en lettelse for mig at finde ud af, at det var en pige. Hvis det havde været en dreng, er jeg fuldstændig sikker på, at han havde været som en miniudgave af sin far. Og det ville jeg ikke kunne bære. Hvis jeg skulle se min søns ansigt hver dag, med det præcis samme smil som sin far, er jeg helt positiv omkring, at jeg ville være nødt til at opsøge ham og fortælle ham sandheden. Men det blev aldrig en valgmulighed, for jeg - vi - skulle have en pige.