WHAT IF » hemmings

fem

Han smiler. Og jeg ved ikke hvorfor. Det er som om, at jeg lige pludselig bare var her foran ham, og så smiler han. Og det er ikke de slags smil, vi plejede at sende hinanden, da vi stadig var sammen - det her er et smil, der sender kuldegysninger gennem min krop. Det ser på en måde ondskabsfuldt ud, men jeg ved ikke, om det er noget, jeg forestiller mig ud af paranoia, for jeg kunne ikke forestille mig ham som ondskabsfuld.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg er henne. Eller hvorfor jeg befinder mig netop lige her sammen med ham. Hvad laver vi her? Det eneste, jeg kan se, udover ham er uendeligheden, og det lyder sikkert pisse kliché-agtigt, men jeg mener det. For hvad end, der nu er bag ham, er ikke bare sort eller hvidt eller hvilken som helst anden farve. Det har ingen farve. Det er bare ... uendeligt.

Han er iført sine sædvanlige sorte skinny jeans med hullede knæ og en af sine band-T-shirts med et band, som jeg ikke kender navnet på. Han var altid helt tosset med vild punkrock-musik, og jeg prøvede altid at lytte med på det, men det var bare larm. Det lød aldrig rigtigt.

Da jeg prøver at vende mig om for at gå væk fra ham - for hans smil skræmmer mig virkelig - griber han fat om mit håndled. Han er iskold. Som i frossen. Han kunne lige så godt have været en levende is-skulptur.

Hvad laver jeg her? Og hvorfor må jeg ikke gå væk fra ham? Hans smil er ikke længere et smil, da han får mig vendt helt om mod sig. Det er en stirren, der stirrer lige igennem min sjæl, eller sådan føles det i hvert fald.

Jeg åbner tøvende munden, men da jeg vil sige noget, høres der ikke en lyd. Først da går det op for mig, at her er helt stille. Ikke en eneste lyd. Og det skræmmer mig endnu mere.

"Hjælp mig!" Ingenting. Det er som om, at jeg ikke engang er her i virkeligheden men bare oplever det som i en drøm.

Drømmer jeg?

Luke Hemmings forsvinder for øjnene af mig, og det samme gør uendeligheden.

***

Jeg vågner op, kampsvedende og kæmpende for at få vejret. Mine kinder er helt våde, men jeg ved ikke, om det er sved eller tårer, og jeg ved heller ikke, om jeg i virkeligheden har lyst til at vide det. Jeg ved bare, at jeg ikke har haft mareridt i over fem år.

Normalt drømmer jeg slet ingenting. Det er bare sort i noget, der føles som et par få sekunder, og så vågner jeg op om morgenen, og jeg forstår ingenting af, hvordan det fungerer, men jeg er taknemmelig over, at jeg ikke drømmer om de samme monstre, som hjemsøgte mig hver nat i slutningen af high school.

Luke var altid vildt bekymret for mig, når jeg vækkede ham om natten for at få ro på igen. Han dømte mig aldrig, men han ville gøre alt for at hjælpe mig væk fra de uhyggelige scenarier i mine drømme.

Det var altid så simple og langt fra uhyggelige ting som bjørne, der løb efter mig i skoven. Der var bare noget over måden, som drømmene så ud på, der gjorde, at jeg blev skrækslagen. For den skov, hvor bjørnen forfulgte mig, var ikke bare en skov. Træerne var så høje med kroner så brede, at man ikke kunne se himlen. Det var som om, at der slet ikke var nogen himmel, og det skræmte mig fra vid og sans, for himlen havde altid været det sted, hvor jeg fandt mest ro. Det, at man ikke kunne se himlen, gjorde også, at skoven var mørk og dyster, og det hjalp bestemt ikke, at grenene på træerne greb fat i mine arme og ben, mens jeg løb for mit liv.

Og alligevel er den her drøm bare så meget værre, for Luke Hemmings er her ikke til at hjælpe mig denne gang. Eller jo, men han er på den anden side af gangen, og jeg vil ikke have noget med ham at gøre, for jeg er stadig ikke den samme pige. Jeg vil ikke vise mig som svag for ham, og han skal ikke komme her og tro, at han kan vinde mig tilbage. Ingenting har ændret sig siden vores brud.