Vi er en hemmelighed

Kapitel 5

Jeg træder ind ad den tunge dør til skolen, her lugter af bøger, blyanter og små børn, jeg mener at jeg skulle igennem de små børns gang for at komme hen til rektorens kontor. Efter en lang tur med skrigende børn, en fodbold der var to cm fra at ramme mig i hovedet og en lærer der kiggede på mig som om at jeg var meget på afveje, finder jeg endelig hen til rektorens kontor. Rektoren virker rigtig sød, hun hedder Anna og jeg tror at hun er omkring de 50.
Anna følger mig hen til min klasse, da hun banker på er det en mandlig lærer der åbner døren, Hej, du må være Julie, vores nye elev siger han og rækker hånden frem, jeg giver ham hånden og han invitere mig indenfor, Anna vender om og går tilbage til sit kontor. Da jeg træder ind og kigger op på mine nye klassekammerater er den første person mine øjne falder på Marcus, jeg skal gå i klasse med ham.
Alle sammen dette er Julie siger læreren og lægger en hånd på min skulder og hun skal gå her i vores klasse, kunne du ikke tænke dig at fortælle lidt om dig selv Julie? Han kigger på mig og fjerne hånden fra min skulder, jeg træder et skridt frem, jeg har stået på scenen et par gange i mit liv allerede men jeg tror aldrig at jeg har været så nervøs for at stå foran et publikum.
Jeg hedder Julie, jeg er 15 år gammel og jeg kommer oprindeligt fra en lille by i Jylland i Danmark. Begynder jeg, og så slapper nerverne lidt af igen jeg spiller teater i min fritid, helst musicals, jeg elsker at synge og danse, og så bor jeg her sammen med min mor, min far og min lillebror. Min teaterstemme træder ind imens jeg siger det, så jeg snakker højt, klart og tydeligt, det gør mig lidt roligere at mit "teaterinstinkt" tager over. Jeg kigger ned på Marcus, han kigger på mig mens han læner hovedet på sin hånd. Tusind tak for det Julie, og jeg hedder for resten Anders og jeg skal være din lærer i Norsk og Engelsk. Siger læreren som åbenbart hedder Anders. Vi skal finde en plads til dig. Han kigger rundt i klassen og mine øjne falder med det samme på den eneste tomme plads i klassen, den eneste stol hvor der ikke sidder nogen, og Anders siger de ord som jeg vidste han ville sige, du kan sidde ved siden af Marcus.

Jeg sluger den klump jeg har i halsen og går ned til Marcus, han sidder på tredje række i midten, og er jo selvfølgelig den eneste uden en sidemakker. Han kigger på mig da jeg sætter mig ned, men jeg siger ikke noget til ham, og han siger ikke noget til mig, vi siger ikke noget til hinanden, jeg tror ikke at nogen af os ved hvad man kan eller burde sige.
Så begynder Anders heldigvis at undervise, jeg får min første bog, Norsk for 6. klasser. Marcus siger ikke noget til mig hele timen, og det passer mig egentlig fint, jeg ved ikke hvad jeg skulle sige hvis han sagde noget til mig, men det er nu lidt træls ikke at turde spørge sin sidemakker om hjælp til en opgave, men jeg har heldigvis en computer med en ordbog.

Efter timen har vi en lille pause hvor vi kan få lidt mad, så jeg tænker at jeg bare bliver sidende og hører lidt musik, og begynder på den side jeg har fået for som lektier, jeg vil hellere lave dem nu end når jeg kommer hjem, så har jeg også lige lidt tid hvor jeg kan få lov til at hører musik og være lidt for mig selv. Jeg overvejer at sætte noget Marcus og Martinus på, men vælger at lade vær, jeg vil ikke at de andre dømmer mig som en crazy fangirl, så i stedet sætter jeg noget lidt mere stille og roligt musik på, så jeg er sikke på at jeg kan koncentrere mig.
Jeg kan se en skygge der rejser sig foran mig og jeg kigger op og det er et ansigt jeg ikke håbede at jeg skulle snakke til i dag, det er et ansigt jeg har set lidt for meget de seneste dage, det var det ansigt jeg stødte ind i i går nede på fodboldbanen.