Vi er en hemmelighed

Kapitel 6

Hei siger han, tusind tanker flyver gennem mit hoved, hvad skal jeg sige? Virk afslappet. Sid ret. Nej slap af hver dig selv. Hei svarer jeg, for det er det mest originale jeg kan komme på. Jeg tænkte på om du ikke ville med udenfor? i stedet for at sidde helt alene her inde. Spørger han, og det er der jeg opdager at jeg faktisk er den eneste i lokalet. Jeg prøver at undgå det, for selvom jeg spiller teater er jeg sådan lidt genert, jeg vil gerne lige observere de mennesker jeg har at gøre med før jeg bare snakke med dem. Jeg ved nu ikke helt, jeg har den her side for til i morgen, det ville bare være dejligt at være færdig med den nu, så jeg ikke skal lave den når jeg kommer hjem. Han kigger ned i bordet og ser lidt skuffet ud, men så kigger han op, hvad nu hvis vi siger at du går med ud nu, og så hjælper jeg dig med dine lektier senere foreslår han, jeg ved ikke helt, men af en eller anden underlig grund så siger jeg okay, selvom det ikke er noget jeg plejer at gøre.

Da vi kommer ud i skolegården er det første der fanger mit blik en plakat hvor der med store bogstaver står "7. 8. 9. klasse teaterstykke audition", Marcus lægger hurtigt mærke til hvor opmærksom jeg er på plakaten du burde gå til audition, de skal vist nok spille Romeo og Julie, så du ville da passe perfekt siger han og smiler, jeg kan heller ikke lade vær med at smile, det er jo slet ikke fordi at jeg har hørt den joke mange gange før. Jeg finder min mobil og noterer datoen for audition.

Hey Julie, nu hvor du har din telefon fremme kan jeg så ikke lige få din snapchat spørger han, og igen ved jeg ikke hvad de sker med min hjerne, men jeg smiler bare og finder min Snapkode, og ti sekunder efter står der at en eller anden M-Nice5678 har tilføjet mig på snapchat. Er det dig? Spørger jeg og griner ja... det er for at skøre fans ikke bare sådan lige kan finde min snap siger han og begynder også selv at grine.

I timen er han okay sød mod mig, vi har matematik som jeg for resten er mega god til, så jeg hjælper ham med matematikdelen og han hjælper mig med læsedelen.

Da jeg er kommet hjem og lige skal til at finde mine lektier frem kommer der en snap, den er fra M-Nice5678, hvem filan er det? tænker jeg, men så husker jeg at det var Marcus, så jeg ændrer hurtigt hans snapnavn så jeg ikke bliver mere forvirret.

Skulle vi lave de lektier? Står der på den snap han har sendt. Jeg kigger på selfiet, jeg synes at jeg kender de omgivelser, de tre skilte står ikke mere end 300 meter fra hvor jeg bor, Marcus og jeg er næsten naboer.

Hvad sker der her, først skal jeg bo i den samme by som ham, så skal jeg gå i klasse med ham, så skal han være min sidemakker og så skal han jo selvfølgelig også kun lige bo 300 meter væk. 

Jo, men hvor skal vi mødes, skal det være hos dig eller mig? Skriver jeg og tænker ikke over hvad jeg svarer før jeg har sendt den. Det kan bare være hos mig, min bror skal også lave lektier, så kan vi alle hjælpes ad. Svarer han, min hjerne fucker fuldstændig op, nu skal jeg også hjem til ham, hvad fanden skete der for den stille by og Julie den normale pige?