Vi er en hemmelighed

Kapitel 7

Marcus sender mig sin adresse, og det bekræfter kun min påstand om den korte afstand imellem os, faktisk ligger der kun 1 hus imellem os.
Jeg tager min taske og går nedenunder og begynder at tage sko på da min far kommer ud i gangen, hvad skal du? Spørger han og kigger underligt på mig jeg skal over og lave lektier sammen med en af mine klassekammerater svarer jeg hurtigt og afvisende, i håb om at han ikke vil spørge mere ind til det, men forældre gør jo aldrig som man gerne vil have det. Er det en af pigerne fra klassen? Hvad hedder hun? Fortsætter han. Hun hedder Marcus og er faktisk en ham siger jeg og prøver at joke med det, for den her samtale er ved at være lidt akavet, men det virker ikke. Er det din kæreste? Spørger han så, og hvem havde ikke set den komme. NEJ, det er han ikke, jeg får altså ikke bare sådan lige en kæreste på den første dag siger jeg og går ud ad døren, jeg forventer hverken et svar eller en kommentar, fædre er bare så irriterende når det gælder drenge.
Jeg finder hurtigt over til Marcus, jeg skal jo ikke så langt, deres hus er stort, jeg får en klump i halsen og mit hjerte banker voldsomt da jeg går op ad trappen til hoveddøren. Så gør jeg det, jeg banker på, følelsen jeg havde da jeg skulle præsentere mig selv for klassen er ingenting i forhold til det her, jeg er skrækslagen, ikke bare er det en klassekammerat, det er en dreng, og ikke bare er det en dreng, det er Marcus Gunnarsen som mange piger ville give deres højre arm for at være sammen med bare et sekund.

Det er Martinus der åbner døren, han smiler til mig og inviterer mig indenfor. Jeg tager mine sko af, hvorfor skulle jeg også lige tage mine Converse på, de tager jo hundrede år at binde op.
Da vi kommer ind til spisebordet sidder Marcus der allerede, nærmest begravet i lektier, og pludselig føler jeg mig meget heldig, jeg skal kun lave en side i min Norskbog, 15 regnestykker i matematik og 5 sætninger i engelsk, det ser ud som om drengene har mindst dobbelt så meget for.
Det giver et sug i mig da Marcus kigger på mig og smiler, Hei, siger han, jeg smiler og hilser igen. Jeg sætter mig på en stol på den modsatte side af hvor drengene sidder, lige ved siden af mig sidder en lille pige, hun sidder og tegner til en opgave. Det er vores lillesøster Emma siger Martinus, jeg hilser og finder mine egne bøger frem. Vi sidder helt stille i noget der føles som en halv time men nok nærmere er 2 minutter. Så får jeg et problem, der er en lang læseopgave i matematik som jeg skal regne ud, men jeg har svært ved nogle af ordene, jeg kigger ned i min taske, shit, min computer står hjemme på mit bord.
Marcus? Han kigger op fra sin bog, jeg bliver virkelig nervøs når han kigger på mig. Vil du hjælpe mig med den her opgave? Siger jeg og peger på den opgave jeg skal have hjælp til, han kigger ned i sin egen bog igen, den opgave er jeg også kommet til siger han skal vi ikke bare lave den sammen? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg nikker bare. Marcus rykker lidt til højre så der er plads til mig, jeg tøver lidt og kigger bare på den tomme plads ved siden af ham, jeg får pludselig et flash back til i dag i skolen. Jeg rejser mig og får igen den følelse jeg fik i skolen, jeg tager min bog og sætte mig over ved siden af Marcus, der er ikke meget mere end 10 centimeter imellem os.
Det går okay med opgaverne, men det er også det eneste vi snakker om, ikke noget tom snak, vi er meget koncentrerede om opgaverne, nok ikke fordi vi synes at det er sjovt eller spændende, men for at undgå en meget akavet samtale, jeg forstår ærligt ikke hvorfor Marcus inviterede mig herover, sidst jeg oplevede noget der var så akavet var første gang jeg skulle kysse en på scenen, men det virkede mere overkommeligt end at starte en rigtig samtale med Marcus.

Pludselig kommer der en kvinde ind ad døren, hun har indkøbsposer i armene og ligner en der har lidt besvær med at sætte dem fra sig uden at tabe dem, jeg rejser mig og går hen og hjælper hende, jeg tror at det er deres mor, hun smiler og siger tak, men da hun ser hvem det er der har hjulpet hende forsvinder hendes smil, og hun begynder faktisk at se meget spørgende på mig. Hvem er du?