Generation Mars

Kapitel 5

Da klokken bliver 01.13, må vi endelig bevæge os frit i kabinen. Vi tager vores rumdragter af, og sidder i vores normale tøj. Klara Med K, Louis og Zack har alle sovet siden afgang i går kl. 18, men jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ikke tænke på andet end Marc, Sophia, mine forældre, Mars, Jorden... Alt det jeg forlader, og hele mit nye liv. Tankerne kværner stadig rundt i mit hoved. Jeg må have lignet et spøgelse, for de andre kigger mærkeligt på mig.
"Er du okay Asha?" spørger Zack tydeligvis bekymret.
"Jeg kunne bare ikke sove, så jeg er vildt træt," siger jeg, mens jeg prøver at holde mig nede mod stolen. Det er ret svært eftersom der ingen tyngdekraft er her.
"Må jeg tænde for tyngdekraften?" Jeg prøver at lyde neutral, men jeg har virkelig brug for at sove med tyngdekraften der holder mig nede. Heldigvis nikker de andre, mens de bevæger sig ned mod gulvet. Da de er klar, tænder jeg for den og det hele føltes igen som Jorden. Zack sætter Klara (jeg har besluttet bare at kalde hende Klara, eftersom hun jo skal være Zack's partner resten af vores liv) og Louis i gang med en samtale, så han kan komme hen til mig.
"Jeg beklager vi ikke kan bliver partnere, men jeg skal nok prøve at hacke mig ind i deres system senere." Zack prøver at lyde overbevisende, men vi ved begge at vores PAH'er kun virker på Jorden. Jeg nikker umærkeligt og lægger mig ned i en af de små fastspændte senge der er på gulvet. Kabinen er indrettet i ét aflangt rum, der er opdelt på midten. I den ene ende er der to sæt stole ved siden af hinanden som i en gammeldags bus, med en midtergang som adskiller parrene. Foran stolene er der et kæmpe vindue ud mod intetheden. I den anden ende er der to senge fastspændt til gulvet. Der må åbenbart kun sove to ad gangen. Eller også skal man dele seng... På bagvæggen er der en hel masse lamper og display, vi ikke aner hvad de er til. I midten adskiller et køleskab og nogle toiletslanger de to rum. Jeg glæder mig ikke til mit første toiletbesøg! Ved siden af toilettet er der et lille skab med lidt ekstra tøj osv.

Zack sætter sig ved siden af mig. Vi ved begge der er kamera i kabinen og det må ikke ligne vi er andet end venner her. Men er vi overhovedet mere end venner? Jeg tror det ikke men... Zack kan være svær at tyde. Efter et par minutter rejser han sig og bevæger sig over mod Klara og Louis. De snakker lavt, så jeg kan sove. Men jeg kan igen ikke falde i søvn. Der er for mange tanker. Hvis bare der var en knap, der kunne slukke for alle tankerne. Jeg vender mig om mod bagvæggen. Der er mange forskellige lamper og display der lyser. Men én fanger min opmærksomhed. En stor rød lampe blinker. ADVARSEL står der med store røde bogstaver over og under den. Et display viser en plantegning af raketten. Der er en lille lampe der blinker rød ved ventilationen. Havde de ikke lavet den fejl?
"Hey venner! Er det der meningen?" spørger jeg højt, mens jeg peger på displayet. Jeg rejser mig op og de andre kommer hen til mig. Vi kigger alle på den røde lampe.
"Lad os ringe til Jorden og spørge hvad det er," foreslår Zack. Han går over til kommunikationsenheden ved stolene. Klara og Louis gør ingenting. De står som forstenet. De ligner nærmest robotter uden batterier.
"Jeg kan ikke komme igennem. Der er noget galt." Zack lyder frustreret. Pludselig starter en øresønderrivende larm og der falder iltmasker ned fra loftet.
"Tag masken på, spænd jer fast og forhold jer i ro. Det er bare en øvelse. Det vil snart være overstået," lyder en rolig mandestemme fra højtalerne. Vi gør som han sagde og sætter os i sædet. Masken sidder dårligt på mit hoved, men larmen overdøver mine tanker, så det er jo altid noget. Efter lidt tid, begynder jeg at føle mig lidt sløv. 'Det er nok bare søvnen,' siger jeg til mig selv. Men det føltes ikke som søvn. Sløvheden tager til, og jeg kan ikke længere holde mine øjne åbne. Mine øjenlåg glider i, og alt bliver sort.