Generation Mars

Kapitel 1

Idag er det præcist 10 år siden den store katastrofe. Og der er præcist to dage til næste raket bliver sendt af sted. Hvert år den 1. april er der minde dag. Alle har fri, alle flager på halv og alle ser udsendelsen, af den eksploderende raket præcist kl. 16.00. Det er mærkeligt man valgte at sende raketten afsted på aprilsnar, men det var jo åbenbart der man mente Mars og Jorden lå perfekt. Nu er dagen så rykket to dage frem, så vi kan sørge inden næste raket. Der er sendt raketter afsted i otte år nu. Det tog dem altså to år at regne fejlen i ventilations systemet ud. Hvem sender også den overskydende brandfarlige gas ind i kabinen? Men ihvertfald bliver der sendt fire 15-årige afsted hvert år den 3. april. Og i år er det min tur. Det er ret underligt eftersom jeg er den første fra underklassen der skal afsted. Regeringen mener selvfølgelig ikke der er en underklasse, men mine forældre tjener mindre end de fleste andre, så jeg kalder det underklassen. Men ihvertfald skal jeg plante mine ben i det skønne Paradis Mars om et år og to dage. Ifølge Regeringen og de film vi har set deroppefra, er der to kvinder der er gravide, seks par der er gift og fire par der er kærester. Det vil sige at ifølge min udregning finder de en kæreste som 18-årig, bliver gift som 20-årig og får børn som 22-årig. Så jeg har da stadig tre år inden der sker noget vigtigt i mit kommende liv. Men Regeringen vil selvfølgelig ikke sige det passer så perfekt med alderen, men mener at det sker når de får lyst. Det tror jeg ikke helt på men sådan er det jo. Man kan ikke sige nej, når man først er udtaget til at blive en del af den nye befolkning, der skal rede menneskeheden fra udryddelse her på Jorden. Og bla, bla, bla... Men for at skabe et godt forhold til vores kommende naboer, skal jeg selvfølgelig se det årlige sørge tam tam sammen med de andre tre der skal til Mars med PM9 (Projekt Mars 9). Og jeg må da indrømme at en af drengene ser okay ud. Måske er han endda ret lækker. Men jeg har besluttet at jeg ikke vil gøre alt hvad regeringen siger jeg skal, for så er jeg en lige så stor idiot som de andre.

"I kan jo starte med at fortælle om jer selv," lyder en opmuntrende kvindestemme fra væggen. Vi har måske siddet tavse i omkring en time nu, og det var åbenbart ikke planen. Drengen jeg ikke havde skænket en tanke starter. Han hedder vist nok Louis, men jeg hører ikke rigtig efter. Så snakker den anden pige. Hun hedder Klara Med K. Jeg griner indvendigt. Det skal nok blive sjovt Klara Med K. Men så snakker ham den søde dreng og jeg lytter pludselig meget opmærksomt.
"Jeg hedder Zack. Jeg er 15 som jer. Jeg har en lillesøster på 10, og mine forældre arbejder hos politiet. Jeg kan godt lide at læse og løbe."
Så blev det min tur. Jeg tænker mig lidt om.
"Jeg hedder Asha. Jeg har en lillesøster på 8, og mine forældre arbejder som vinduespudser. Jeg er fra underklassen og ved helt ærligt ikke hvad jeg laver her sammen med folk der sikkert har forældre der tjener det samme om måneden som mine tjener på et år. Jeg har ikke tid til fritidsinteresser, da jeg arbejder efter skole i en café for at tjene nok til den smule mad vi får. Min lillesøster tager nogle gange med, da vi ikke tør lade hende være alene hjemme i vores lille bolig. Hun er forresten også meget god til at samle drikkepenge." Jeg sagde det hele så uinteressant som muligt og alligevel kigger Zack på mig som man kigger på en gåde man ikke kan løse. Og det gør han så resten af dagen imens Louis og Klara Med K snakker om ligegyldige ting, som kun rige mennesker kan. Og pludselig siger Zack så noget:
"Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab, med denne unge pige der ikke har andet i sit liv end familie og manglen på penge."