Generation Mars

Kapitel 9

“Hvad laver du her?” spørger jeg da vi har fået dragterne af.
“Jeg sørger for du ikke kommer noget til. Det lovede jeg Marc.” Han smiler skævt.
“Har du snakket med M?” Nu er jeg endnu mere forvirret.
“Han skrev til mig da jeg fik min rumdragt på. Han var meget bekymret for sundhedstjekket, men jeg fortalte ham om vores lille hemmelighed. Så skrev han en hel masse ting som ‘Hvis du ikke passer på hende, slår jeg dig ihjel’, og alt det der storebrors plader.” Jeg smiler for mig selv. Det havde jeg alligevel ikke troet om Marc. Det går op for mig, at jeg ikke har tænkt på ham siden jorden. Jeg skammer mig. Zack læser mit ansigt og skifter fra den drillende Zack til den mere bekymrede Zack.
“Er der noget galt?”
“Nej… Jeg savner ham bare. Jeg savner dem alle.” Jeg savner Sophia der springer op i min seng fordi vi endelig har en hel fridag sammen. Jeg savner mor der laver pandekager hver morgen, selvom vi alle ved der ikke er råd til så dyr en morgenmad. Jeg savner far der brokker sig over det dårlige signal, hvorefter han råber en masse eder og forbandelser af vores brødrister som om det er brødristerens skyld. Jeg savner Marc der henter Sophia og mig hver morgen i god tid, så vi kan tage forbi iskiosken og sludre os til gratis is. Og mærkeligt nok savner jeg det lorte arbejde, jeg hver dag skynder mig hen til, for at nå det til tiden, hvorefter Marc skælder mig ud fordi jeg ikke kom forbi ham inden. Jeg savner dem alle. Hvis bare de kunne være kommet med. Zack må kunne læse mine tanker for han trækker mig ind i et stort kram.
“Vi savner altid det vi ikke kan få.” Hvad mon han tænker på? Hvad kan han ikke få? Han er da den rigeste teenager i hele landet! Måske bortset fra Præsidentens datter. Men ellers. Vi står sådan indtil vi kan høre Louis er på vej. Zack trækker sig væk.
“Sig jeg kom for at låne en af jeres bøger.” Zack tager en bog ud fra bogreolen.
“Jamen har I da ikke de samme som os?”
“Jo, men du kan da også sige jeg kom for at snakke privat med en andens partner. Jeg synes bare det her lyder mere normalt.” Jeg griner selvom jeg ikke ved hvorfor.
“Okay, jeg skal nok fortælle Louis om bogtyven der kom forbi.” Nu griner Zack også.
“Bogtyven Zack. Det kan jeg leve med. Forresten skal jeg vise dig noget i morgen efter arbejde,” skynder Zack sig at sige idet han tager sin rumdragt på.
“Vise mig hvad?” råber jeg. Men det er for sent. Han har allerede sin hjelm på og kan ikke høre hvad jeg siger. Han vinker og Louis kommer ind, mens Zack går ud. Louis tager sin dragt af.
“Hvad lavede han her?”
“Han skulle låne en bog.” Jeg prøver at lyde så ligeglad som muligt. Louis skuler til døren.
“Jeg er ikke så vild med ham Zack. Han opfører sig underlig.” Ja klart. Det er Zack der opfører sig underligt. Ikke Louis der opfører sig som en robot lige så snart vi er udenfor døren. Jeg prøver dog at se lidt ligeglad ud.
“Jeg synes han opfører sig meget normalt,” prøver jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg forsvarer ham, men det føltes bare forkert at lade Louis vinde. Louis åbner munden, men lukker den igen. Han trækker på skuldrene og går ind på toilettet. Jeg går ind på mit værelse og pakker ud.

Da jeg er færdig tager jeg den bog op, Zack mente jeg skulle læse. ‘Søn af Poseidon’. Den ser gammel ud. Jeg åbner den på første side. Der ligger et lille brev. Jeg kigger ud på gangen og lukker døren til mit værelse. Jeg sætter mig på sengen og åbner forsigtigt brevet. Det ligner ikke Zacks håndskrift. Jeg læser det hurtigt igennem. Teksten giver mig gåsehud. Der er ingen afsender, men én ting er helt sikkert. Det er ikke gode nyheder!