Generation Mars

Kapitel 8

Jeg vågner som efter en god lang søvn. Og det kan man da sige den var. Mars er kæmpestor foran os. Slangerne er væk. Jeg er vågnet først. Jeg klikker min sele op og flyver over til Zack.
"Zack. Zack!" Jeg rusker i ham. Opmærksom på ikke at vække Louis og Klara.
"Ja?" Han lyder søvnig.
"Ved du hvilken dag det er idag?"
"Er det ikke den 5. april?"
"Det er den 3. april 2168! Vi har ligget i koma i et år!"
"Et år? Er du sikker?" Jeg peger på et display der viser datoen. Han gisper.
"Hvad er der sket?" Nu er han skræmt.
"Jeg vågnede undervejs på turen og der sad slanger i os! De har bedøvet os da vi tog iltmaskerne på, og holdt os i live med slanger!" Jeg er ved at flippe ud.
"Det er skidt! Meget skidt! Men..." Han når ikke at sige mere, da de andre giver lyd fra sig. Jeg skynder mig over i min stol, og lader som om jeg lige er vågnet.
"Gør klar til landing!" Lyder mandestemmen fra sidst. Denne gang er hans stemme hård og ikke til at diskutere med. Louis og Klara bevæger sig som robotter og gør alt hvad stemmen siger. Zack og jeg prøver at følge efter.

Da vi endelig er klar, mærker vi et lille bump og døren går op. Vi træder ud på Mars. Det eneste jeg tænker er 'SHIT'! Det eneste vi kan se er en gold, rød planet med en lille by et par kilometer fremme. Alt rundt om os er sort. Det er altså nat. Jeg vender mig rundt og ser en eller anden form for køretøj jeg aldrig har set før. Der står 'Mars Ekspressen' på siden af den bus lignende tingest. Det ligner de gammeldags busser der findes i Sektor 11, bare med hjul på størrelse med en lille bil og to fangarme på hver side. Fangarmene må være til at holde bussen på jorden, men det får det til at ligne et klamt insekt.

Vi kører med bussen hen til byen. Bussen stopper da vi når de første huse. Vi går ud og der står et par på omkring 18 og venter på os. De viser os hen til to huse, hvor Klara og Zack skal bo i det ene, mens Louis og jeg skal bo i det andet. Så bliver vi vist rundt i det lille hus. Der er en gang, hvor man venter på at luften bliver renset og fyldt med ilt. Derefter går man ind i en anden gang, hvor man tager rumdragten af. Så kommer man ind i et køkken alrum med et lille køkken og et firepersoners spisebord. Til højre er der to værelser (vi får altså vore eget i starten), og til venstre er der en stue og et badeværelse. I stuen er der kun én sofa og én bogreol. Der er selvfølgelig ikke noget TV eller PAH signal her, så vi må klare os med fysiske bøger.

Da vi er blevet vist rundt, mødes vi med de andre og går over mod vores nye arbejdspladser. Drengene skal i minen og finde et eller andet stof der kaldes Vivo. Vivo bliver brugt til fremstillingen af den atmosfæriske luft, vi er så vant til på Jorden. Klara og jeg skal på kontoret. Vi skal åbenbart føre regnskab for Vivo udledningen og byggearbejderne. Der er kun piger på kontorerne, mens drengene er i minen eller på byggepladsen. På byggepladsen bygger drengene byen op. Lige nu er de ved at lave et hospital, så næste år kommer der nok nogle læger og sygeplejersker til Mars. Det hele går ret langsomt når der er så få til at udfører arbejdet, men det går jo fremad.

Da vi endelig er færdig med rundvisningen, går Klara og Louis over efter vores madrationer til næste uge. Endelig er vi alene.
"Skal vi løbe en tur?" spørger Zack og peger mod en lille klippe bag husene. Jeg nikker og vi løber (så godt man nu kan med så lidt tyngdekraft der er her) mod klippen. Da vi når frem, stiller jeg mig på toppen af klippen. Zack går langsomt op mod mig. På den anden side af klippen ligger en stor dal.
"Hvor er her smukt," siger jeg, da Zack kommer nærmere.
"Jeg ville ønske vi kunne blive her til solopgang." Zacks stemme lyder mærkelig igennem samtale anlægget i min hjelm.
"Men vi bliver nødt til at tage tilbage, før Klara og Louis." Jeg sukker. Bare vi var blevet sat sammen. Så ville det hele være meget nemmere. Jeg sætter mig ned og Zack sætter sig ved siden af mig.
"Men vi kan godt blive her lidt." Jeg kan høre han smiler. Han lægger en arm om mig, og jeg læner mit hoved mod hans skulder. Sådan sidder vi i total tavshed i omkring fem minutter.
"Vi må hellere komme tilbage til boligerne." Det er Zack der bryder tavsheden. Vi rejser os, og løber tilbage blot få minutter før Klara og Louis kommer med en vogn slæbende efter sig. Zack og jeg går over for at hjælpe, og slæber varer indenfor. Bagefter går Louis tilbage med vognen og vi forsvinder ind i hver vores bolig. Troede jeg. Zack fulgte efter mig...