Generation Mars

Kapitel 12

Jeg vågner da det banker på døren til mit værelse. Jeg må være faldet i søvn mens jeg tænkte over brevet.
"Der er mad," siger Louis ude fra gangen.
"Tak, jeg kommer lige om lidt." Jeg lægger brevet tilbage i bogen og går ud i køkkenet til Louis, men der venter mig en overraskelse. Både Klara og Zack er her. Jeg havde nu håbet vi kunne have haft en aften som igår, men det bliver det vist ikke.
"Jeg håber ikke det gør noget jeg inviterede de andre med. Jeg tænkte bare det ville være hyggeligt med os alle samlet," forklarer Louis. Jeg nikker og smiler som om det ikke gør mig noget, men indeni ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis smager maden så godt jeg ikke behøver sige noget, men jeg må hurtigt indse jeg ikke kan fortsætte med at spise, så jeg er nødsaget til at snakke. Jeg starter derfor en smalltalk, hvilket gør jeg ikke behøver gøre det mere personligt end højst nødvendigt. Jeg svarer kort og fast mens de andre griner og fortæller sjove historier.
Tiden går og pludselig sidder Klara og Louis og griner af hinanden, mens Zack prøver at komme i kontakt med mig.
"Hey... Du har virket så fraværende hele aftenen. Hvad er der galt?" Prøver Zack. Jeg prøver at finde en undskyldning og det tager lidt for lang tid. Men endelig kommer jeg op med: "Jeg savner bare familien derhjemme." Han kigger indtrængende på mig.
"Jeg ved det ikke er derfor du er fraværende, men hvis du ikke vil sige det er det okay. Jeg har noget jeg gerne vil vise dig. Kom." Han tager min hånd og fører mig ind på mit eget værelse. Da han lukker døren går jeg i panik indeni. Hvad vil han gøre? Hvorfor skal han se så godt ud, når han er så slem? Jeg sætter mig på sengen og håber han snart kommer til sagen. Ham sætter sig ved siden af mig og gør det umulige. Han tænder hans PAH! Det burde ikke være muligt! Der er ikke signal her!
"Hvordan?" Er det eneste jeg kan få frem.
"Jeg har fikset min PAH så den kører på signalet der bliver udsendt her på Mars. Der måtte jo være noget der underrettede dem på Jorden om hvordan det går her. Så jeg fandt et signal og prøvede mig frem, indtil det virkede. Jeg kan godt fikse din også, men først skal du stole nok på mig til at aflevere den." Han rækker hånden frem, og jeg tager stille min PAH af. Han må ikke tro jeg ved noget og måske det her kunne være en mulighed for at kontakte dem derhjemme. Jeg aflevere min PAH med blandede følelser og vi begynder derefter at snakke. Men mine hormoner og træthed overvinder mig og jeg kan ikke fokusere på andet end hvor lækker han ser ud mens han sidder der på min seng. Han fornemmer min frafaldenhed og han klemmer min hånd for at få mig tilbage. Men det får mig kun til at falde endnu mere hen og inden jeg når at registrerer det kysser vi. Jeg trækker mig hurtigt væk.
"Hvad var det?" Udbryder jeg.
"Undskyld... Jeg troede... Undskyld..." Han når ikke at sige mere før Klara kommer ind ad døren.
"Jeg går hjem nu. Vil du med?" Spørger Klara med sin pædagogiske stemme. Zack nikker og rejser sig fra sengen.
"Godnat. Vi ses vel imorgen," siger han mens han smiler til mig. Jeg nikker og lukker døren efter dem. Hvad var det? Hvad har jeg gjort? Har jeg seriøst lige kysset en terrorist og betroet ham min PAH. Alt kører rundt i mit hoved og jeg kan ikke finde hoved og hale i mine tanker mere. Hvorfor skal terrorister også være så... Så tiltrækkende?