Generation Mars

Kapitel 10

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg bare har siddet i sengen og kigget ud i luften. Men pludselig bliver der banket på min dør. Jeg gemmer hurtigt brevet væk og åbner døren. Det er selvfølgelig Louis.
“Vil du have noget aftensmad?”
“Ja, klart.” Jeg mærker pludselig hvor sulten jeg er.
“Jeg har lavet suppe. Jeg ved ikke hvad du kan lide, men de fleste kan lide suppe.” Jeg bliver overrasket.
“Kan du lave mad? Det vidste jeg ikke.”
“Jeg er ikke så god til det, men jeg kan lave lidt af hvert.” Han begynder at gå hen mod køkkenbordet og jeg følger efter. Han skænker op og jeg smager på suppen.
“Det smager dejligt.” Jeg prøver ikke at lyde alt for overrasket over hans madlavning. Det er den bedste suppe jeg nogensinde har fået! Han smiler og ser lidt forlegen ud. Han er ikke vant til ros.
“Fortæl mig om dig selv,” siger jeg for at skifte emne. Han retter sig op.
“Jeg bor i Sektor 5 med min mor og min lillesøsters kat. Jeg arbejder som...” Jeg afbryder ham.
“Hvad med din lillesøster?” Han kigger stift ned i maden.
“Hun opførte sig ikke ordentligt, så Regeringen fjernede hende.” Han er fuld af sorg og noget andet. Hævntørst? Uvished? Tvivl? Det forsvinder så hurtigt som det kom, så jeg når ikke at finde ud af hvad det var. Han fortsætter med at fortælle om hans job hos CS (Computer-Security), hvor han holder øje med sikkerheden på R-nettet, forbudte hjemmesider, hacking osv. Han fortæller om hans far, der aldrig er hjemme fordi han er en af Præsidentens sikkerhedsvagter. Om hans mor der er kok på en lokal restaurant. Om katten Snif, der fik sit navn fordi det første hun gjorde da hun kom hjem til dem, var at sniffe til hans lillesøsters armhule. Så fortæller han lidt om hans venner og andre småting. Da han er færdig småsnakker vi indtil vi er færdige med at spise. Han spørger ikke ind til mig, men det har jeg det nu fint nok med.

Efter maden vasker jeg op, mens Louis pakker sine ting ud. Der er ikke så meget opvask så jeg bliver hurtigt færdig. Jeg trykker af refleks på mit håndled for at se om Marc har skrevet. Vi, Sophia, Marc og jeg, plejede at hænge ud hver aften. Men selvfølgelig sker der ingenting. Der er intet signal, ingen Marc og ingen Sophia her. Jeg bliver skuffet og begynder at føle mig lidt ensom. Så jeg går ind til Louis og spørger om han vil være med til et kortspil. Det vil han gerne, så vi sætter os i sofaen. Han har dog aldrig prøvet at spille med fysiske kort, så jeg må lære ham nogle af de regler, der automatisk bliver overholdt i et elektronisk spil. Han laver mange fejl i starten og jeg griner lidt af ham. Men han kommer hurtigt efter det og han vinder det første spil.
“Lad os tage en til. Og denne gang skal du ikke lade mig vinde!” Han peger bestemt på mig, men han smiler med øjnene og jeg begynder at grine.
“Jeg lod dig da overhovedet ikke vinde!” Jeg prøver at lyde overbevisende, men jeg har altid været dårlig til at lyve. Han løfter det ene øjenbryn.
“Ikke det?” Nu griner vi begge og jeg stikker hænderne i vejret, som en tyv der bliver opdaget af politiet.
“Okay. Du fik mig. Jeg lod dig vinde. Men hvis jeg ikke gjorde det, ville du have fået så meget tæv, at du aldrig ville se mig igen.”
“Lad det komme an på en prøve,” siger han mens han samler kortene sammen. Og det gør det så. Vi spiller igen og denne gang gør jeg mit bedste. Han holder mig i skak, så jeg aldrig får lov til at lægge det afgørende kort, men på et tidspunkt laver han en så lille fejl, at jeg ikke tror han selv ser det, før jeg lukker spillet.
“Se, jeg sagde jo jeg ville vinde,” siger jeg mens jeg triumferende løfter armene i vejret. Han smider sine kort på bordet og prøver at se sur ud, men smilet overtager og vi griner sammen. Jeg kigger ud af vinduet.
“Det er blevet mørkt. Måske vi skulle gå i seng, så vi kan komme op og arbejde i morgen.”
“Det burde vi nok.” Vi rejser os og pakker kortene sammen. Vi siger godnat og forsvinder ind på hver vores værelse.

Da jeg ligger i sengen kan jeg ikke sove. Jeg tænker på Louis. Han er egentlig en okay fyr, når man er alene med ham. Men da vi spiste, var det som om der var noget han ikke fortalte. Som om han skjuler et eller andet. Men før jeg kan grave i den sag, må jeg finde ud af hvem der skrev det lille brev fra bogen, hvad det betyder og om jeg kan stole på informationerne.