Bange

• OTTE •

Jeg vågner. Gnaven og ret syg. Jeg kan mærke en sær dunken i min arm, der hvor Jared skar mig. Jeg åbner mine øjne og blinker indtil de kan fokusere. Jared står sammenkrøbet ved min side og sy'er min arm. Han smiler og vinker til mig.

"Du var ikke væk så længe. Det må være slidende" siger han. Jeg holder mit ansigt følelsesløst. Han virker til at blive spændt, hver gang jeg viser jeg er vred. Syge idiot. "Jeg ville ikke gøre det her ved dig. Ikke endnu, ihvertfald.  Men jeg skulle vise dig hvem der bestemmer her. Søde".

Jeg forbliver stille. "Kom nu søde, lad mig høre din smukke stemme" Siger han med det sædvanlige smørrede smil, hvilket ikke overrasker mig spor.

"Gå til helvede" Siger jeg skarpt til ham.  Bare fordi Jared har en kniv, betyder det ikke at jeg skal adlyde ham. Jared ryster på hovedet, vredt.

"Du forstår virkelig ikke konceptet jeg-har-en-kniv-og-jeg-kan-gøre-lige-hvad-jeg-vil-så-længe-du-ikke-gør-som-jeg-siger, vel?". Jeg stirrer på Jared... Jeg hader hvor selvsikker han er. Han tager om mit liv, der er bundet til den seng-ting jeg ligger på. Jeg bær'  mig i brude stil, og vender mig så jeg selv står op. 

Jeg prøvede virkelig på at gemme min ømhed og kramper. Han skal ikke vide, at jeg føler mig svag. Selvom man nok godt selv kan gætte sig frem til det. Jeg kan se på hans skæve smil at han sagtens kan fornemme mine smerter. 

Han tager et tørklæde-hviskestykke frem og bandt det foran mine øjne, så jeg igen kun kan se mørke. Jeg kan mærke på båndet at det ikke bliver så let at få af.

Jeg kan mærke hans ene arm under mine knæ, og hans anden under min ryg og rundt om mit liv. Jeg er tilbage til at blive båret i brude-stil igen. Min hjerne begynder at gå i panik. Som barn har jeg altid være så skide bange over at blive bundet, så jeg ikke kunne se noget. Den frygt er nok vendt tilbage.

Jeg anstrenger mig med at vride mig fra hans greb, men der sker ikke andet end at Jared klemmer mig endnu mere ind til ham. Mit hoved bliver lagt mod hans  bryst, hvilket får mig til at føle mig endnu mere fanget. Jeg kan mærke hans åndedrag på min kind, og jeg hader det.

Pludselig føler jeg at båndet forlader mit hoved, og mine øjne. Jeg blinker et par gange, og undersøger mine omgivelser. Jared sætter mig på bordet. Det er et spisebord. Hmm... jeg er i et køkken. Et ret så enkelt køkken. Et vindue over håndvasken, en ovn til venstre for vasken og et køleskab til højre.

Jared smutter over til madlavnings-området, og tager et par tallerkener og glas op fra vasken. Han går hen til køleskabet og tager noget brød ud.  Han kommer nu tilbage til der hvor jeg sidder, med din 'samling af ting' fra køkkenet. Han laver nogle jordnødesmør-og-syltetøj-sandwichs. Han skubber  tallerkenen hen til mig.

Jeg spiser det med begge hænder, fordi Jared  har bundet mine hænder sammen. Jeg spiser, uden så meget som at fremskaffe én lyd. 

Efter et godt stykke tid med stilhed, begynder Jared at snakke.

"God pige. Jeg er glad for at du spiser... Du får brug for den energi i den kommende fremtid" fortæller han inden han tager en stor bid af hans sandwich. Jeg får sådan en kvalmende fornemmelse og har bare lyst til at brække mig, men jeg holder maden inde og spiser noget mere.

Hvis jeg skal kunne flygte, skal jeg have mad i maven. Jared rækker mig et glad vand, som jeg drikker langsomt. Mens jeg ser ham drikke sit. 

Jeg har ikke haft mulighed for at se nærmere på ham, indtil nu. Han har en ret lys hud. Måske 185 cm høj. Hans brune hår går til hans øje.

Jared ved sit blik mod mig, og finder ud af at jeg har stirret på ham i noget tid... Alt går i sort. 

Han tager båndet om mit hoved igen. Han løfter mig, igen, på samme måde. Jeg har det præcis som før.... som en fange. Jeg kan høre et lys slukke og en dør bliver smækket. Efter eómkring 1-2 minutter i Jared's arme falder jeg i en tvunget søvn.