Bange

• SYTTEN •

"KENDRA!!" Råber jeg, og kørere mine knæ hen af gulvet hen mod hende. 

Kendra siger ikke et ord, for hun er i fuld gang med at græde alle sine tårer ud. Jeg tager hende ind i et kram, lader hende græde ind i min skulder. Jeg vipper lidt frem og tilbage, for at berolige hende. 

"Jeg var så bange. Han ringede og skrev, han stalkede mig hele tiden!" Hun bliver ved med at græde i min skulder. 

"Jeg ved det, jeg ved det. Han gjorde det samme med mig". Jeg prøver at lyde så afslappet og trøstende som muligt. "Vi skal nok slippe ud Kendy".

Kendra kigger nu på mig, med sit helt gennemblødte ansigt. Det fylder mit hjerte med sorg at se min smukke-blonde-venindes ansigt våd af tårer. "v-virkelig?".

Jeg nikker, "Ja , men jeg får brug for din hjælp".

Kendra nikker.

Jeg rejser mig op, og hjælper også Kendra med at stå på sine ben. Jeg føre hende hen til det sted jeg tror vi kan undslippe. Flugtstedet. Jeg fører hendes hånd mod en slags krog på lugen, "okay der er en gigantisk sten derinde i den lem-ting. Jeg har brug for din hjælp til at få den ud. Okay?". Kendra nikker hendes våde ansigt. "Så lad os komme igang" Tilføjer jeg. 

Jeg fjerner lugen til lemmen, og jeg høre Kendra tage en dyb indånding. Jeg vender mig om, for at spørge om hun er okay og klar til at flygte. Nu ved jeg hvorfor hun træk en dyb indånding.... Det er Jared. Med en pistol.

"Alex, vi skal hvist have os en lille snak" Siger Jared, og smiler hans sædvanlige skæve smil. Der er bare på en måde mere ondskab i ham, den her gang.