The One Who Got Away #2

Kapitel 18

Drengene og jeg bliver sendt til USA, for at arbejde lidt på vores nye album. Det er bare lige noget jeg ikke rigtig har lysten til. Jeg ville bare hellere blive hjemme sammen med Mia.

Jeg vågner op i Mias seng, og det er virkelig noget af det bedste at vågne op i. Jeg åbner stille mine øjne og ser Mia ligger med sin mobil.

"Hvad laver du?" spørger jeg og vipper mobilen ud af hendes hånd.

"Jeg ville poste et billede af dig" smiler hun og samler den op igen.

"Må jeg se?" griner jeg og tager bare mobilen ud af hendes hånd, før hun kan svare.

Det første jeg ser er at hun har skrevet. 

He's leaving again :((

Jeg skynder mig ind på billedet, bare for at finde et billede hun lige har taget hvor jeg sover. 

"Du ved godt, du bare kunne tage med" smiler jeg og lægger mobilen hos hende.

"Du burde vide, det ikke bare er sådan noget jeg kan gøre" smiler hun og lægger sin mobil væk.

"Hvis du virkelig ville, så kunne du" smiler jeg.

"Kun hvis jeg ville bruge hele min sommer inde på en skole, og det gider jeg bestemt ikke" siger hun stile og sætter sig op i sengen.

"Jeg gider bare ikke være væk fra dig i så lang tid" siger jeg stille og lægger min hånd på hendes mave.

"Så husk, det er dig som tager afsted, ikke mig" smiler hun og fjerner min hånd før hun rejser sig.

Selvom vi smiler, så ved jeg at hun gør mig lige så irriteret som jeg gør hende.

Jeg rejser mig også fra sengen. Hun er ved at tage sit nattøj på igen, efter jeg kastede det væk i går aftes. 

I går, var sgu en aften for sig selv. 

Jeg bliver næsten helt tændt bare ved tanken om i går. Kæft det var lækkert.

"Hvad tænker du på?" spørger hun og vækker mig til virkelighed.

"Hvor lækker i går var" smiler jeg og tager et par nye boxers på.

"Jeg bliver næsten helt tændt bare ved tanken" smiler jeg og rejser mig.

"Det var meget lækkert" smiler hun og kysser mig.

"Vi må gøre det igen" smiler jeg og kysser hende. 

"Så må du nok skynde dig, for du tager i sted i mange uger nu" smiler hun.

Det ødelagde bare ret meget øjeblikket.

Hun fjerner sig fra mig og går ud.

Jeg ved hun er irriteret over at jeg tager afsted, men jeg kan ikke gøre noget.

"Jeg kunne bare betale en lærer" siger jeg og følger efter hende.

"Stop nu" siger hun og sætter kaffen ned.

"Jeg tager ikke med" siger hun og vender sig om.

"Men så kan jeg ikke se en grund til at du skulle være sur nu" siger jeg krydser mine arme.

"Jeg er ikke sur" siger hun og flytter sig.

"Du er da heller ikke glad" siger jeg og vender mig om mod hende.

"Ville du da have jeg skulle være glad over at du tog afsted?" spørger hun og tager noget ud af køleskabet.

"Hvis du er sur burde du bare sige det, selvom der ikke er noget jeg kan gøre" siger jeg.