The One Who Got Away #2

Kapitel 32

Mia:

Jeg bliver vækket klokken 3 om natten af døren som går op. Det er ikke fordi det overhovedet overrasker mig. Det er noget som sker hele tiden de sidste par uger, jeg er enda begyndt at spise selv.

Jeg rejser mig fra sofaen og går direkte forbi ham.

"Hvad sker der?" spørger han og tager min hånd.

"Harry, du er fuld jeg gider ikke snakke med dig" siger jeg og går over mod værelset.

Jeg kan høre han trasker rundt ude på gangen. Hvis han kommer ind, så går jeg ind på gæsteværelset. 

Jeg gider ham virkelig ikke lige nu.

Jeg lægger mig ned i sengen og er lige ved at falde i søvn, men så går døren op.

Det næste jeg rigtig opdager er Harry som lægger sig på sengen og tager armene om mig.

"Nej" siger jeg og skubber ham af mig før jeg rejser mig fra sengen og går ud.

Jeg tror ikke engang han opfattede jeg gik. Jeg er bare så træt af det hele lige nu.

Jeg går ind på gæsteværelset og falder i søvn det sekund jeg rammer sengen.

Da jeg vågner morgen efter kan jeg høre Harry kaster op ude på toilettet. Selvom det nok er det her jeg har mindst lyst til, så er det eneste rigtige at gøre.

Jeg går ned i køkkenet og finder en spand frem, hælder lidt vand i den, bag efter tager jeg bare en normalt klud og gør den våd og tager et glas vand med.

Da jeg går op af trappen kommer Harry ud fra toilettet. Han ligner en som slet ikke har sovet hele natten.

"Er du okay?" spørger jeg.

Han stopper op og vender sig om.

"Nok ikke" siger han stille.

"Skal jeg tage noget af det for dig?" spørger han.

"Bare læg dig ind" smiler jeg.

Jeg kan se han bliver lidt overrasket over jeg smiler til ham. Det er jeg også, men jeg elsker ham jo.

Da jeg kommer ind på værelset ligger Harry, helt bleg på den ene side af sengen og kigger bare ind i væggen.

"Du behøver ikke gøre det her, hvis du ikke kan" siger han stille.

"Jeg skal nok stoppe hvis det bliver for meget, men lige nu er jeg her for at hjælpe dig" siger jeg stille og sætter mig på sengen.

Jeg stiller spanden på gulvet, stiller glasset på bordet og giver ham kluden på hans pande.

Jeg lader mine hænder ligge på hans pande med kluden og mens jeg gør det tager han fat i mine hænder.

"Er du sur på mig?" spørger han stille.

"Få noget søvn" siger jeg stille og gør alt for vi ikke skal snakke om det emne.

"Så du er sur på mig" siger han stille.

"Bare sov, og hvis du får det bedre kan vi snakke om det" siger jeg stille.

"Jeg gider ikke sove hvis jeg ved du er sur på mig" siger han.

"Harry, du ligner et dødt lig. Du har brug for søvn mere end noget andet" siger jeg stille.

"Vi snakker sammen senere" siger jeg stille og rejser mig.

"Jeg elsker dig" siger han mens jeg åbner døren.

"I lige måde" siger jeg stille og går ud.

Jeg kan bare ikke sige de tre ord efter hinanden lige nu.

Jeg sætter mig ned i stuen og begynder at læse op på nogen af mine lektier jeg ikke fik taget mig sammen til at læse i går.

Uden det rigtig går op for mig går timerne, Harry går ud fra værelset med spanden under armen og ind på badeværelset. Tænkt der er gået så lang tid og jeg har ikke engang hørt et pip fra Harry siden jeg gik ud.

Jeg vender mit hoved mod mine lektier igen. Jeg føler bare at jeg kigger på bøgerne uden rigtig at optage hvad der står.

Da jeg så begynder at høre en som træder på trapperne ryger min opmærksomhed helt væk.

Harry kommer gående ned i noget afslappende tøj. Han har fået mere farve i ansigtet og han ser meget mere frisk ud nu end han gjorde for et par timer siden.

"Undskyld" siger han stille og sætter sig på stolen.

"Ved du overhovedet hvad du undskylder for?" spørger jeg. 

Det er så typisk at han bare siger undskyld så han kan komme afsted i aften og han tror jeg er så glad som da jeg mødte ham første gang.

"Please fortæl mig det" siger han stille.

"Bare at du ikke ved det siger det hele" siger jeg stille og sætter mig op i sofaen.

"Mia, please bare fortæl mig hvad det er jeg har gjort" siger han og rykker sig hen på sofabordet så han sidder lige foran mig.

Jeg ved det her ender med et skænderi hvis jeg fortæller det. Det gider jeg ikke.

"Nej Harry det er lige meget. Bare kald os gode venner og tag ud igen i aften, så ses vi nok klokken tre i nat igen og har hele vores routine" siger jeg og rejser mig.

Det var ikke det jeg ville. Fuck.

"Hvad er det som du er sur over?" spørger han og løber efter mig.

"Hvis det ikke er gået op for dig endnu, så er der ikke noget jeg kan gøre" siger jeg og begynder at sætte ting i opvaskemaskinen.

"Kan du ikke bare komme over hele dit teenage pis og fortælle mig hvad fuck det er jeg har gjort?" siger han med hævet stemme.

"Jeg er træt af dig Harry" råber jeg.

Jeg fortryder ordne lige efter de forlader min mund.

"Hvad?" spørger han forvirret.

"Hjertet vil have hvad det vil have og mit hjerte gider ikke vente hjemme aften, efter aften, efter aften. Mens du er ude for at finde dig selv" græder jeg mens jeg råber af ham.

"Hvad vil du have jeg skal gøre? Min papfar er lige død. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv." råber han tilbage.

"Så lad mig dig hjælpe dig, i stedet for du går ud hver aften!" råber jeg.

"Hvordan kan jeg være mig selv hvis jeg ikke må finde mig selv?" råber han.

"Jeg ved det ikke Harry, det er derfor jeg ikke kan mere" råber jeg.

"Så du slår op med mig?" spørger han.

Vi bliver pludselig helt stille.

Jeg bliver nødt til at gøre det. Selvom det nok er noget jeg aldrig ville gøre, så er det her ikke noget som fungere og det ved vi godt.

"Vi to fungere ikke sammen" siger jeg stille.

Jeg kigger op på ham. Hans øjne er som krystal. Han holder sig for ørene. Det sker nu.

"Der er ikke noget os mere" siger jeg stille.

"Du kan ikke gøre det her" siger han og sparker til en stol.

"Jeg bliver nødt til det" græder jeg og løber ud.

Fuck.