The One Who Got Away #2

Kapitel 14

Vores tour har været igang i noget tid nu. 

Eller faktisk bare to uger, men jeg har ikke set Mia siden d. 31 januar. Så jeg har det som om der er gået flere måneder.

Når jeg ikke rigtig har noget at lave tager jeg ofte mig selv i at kigge på det billede hun postede af os på min fødselsdag og skrev tillykke.

Jeg savner hende så voldsomt meget, det er slet ikke sjovt at savne en så meget som jeg savner hende.

Det er pisse nederen at være i Australien når Mia er i England for der er næsten ingen tid til at ringe til hende.

Men i dag. I dag har jeg en grund til at ringe til hende. 

Det lyder rigtig barnligt det her, men det er bare sandheden. I dag har vi fået lov til at blive oppe, fordi vi har nogle problemer mellem os drenge.

Zayn bliver ved med at nævne han føler vi er igang med at gøre noget forkert og Louis bliver ved med at blive sur på ham.

Så i dag, hår vi fået lov til at holde os for os selv og ringe til de vi nu vil ringe til fordi vi ikke har noget i morgen.

Jeg glæder mig til at snakke med Mia igen.

Jeg sætter en alarm til så jeg ved når klokken er 20 i England. Der kommer Mia hjem, for hun skal på arbejde i dag, heldigvis har hun ikke en lukkevagt.

Ellers ville jeg nok falde helt i søvn.

Jeg vælger at gå hen til fitness centeret, bare så jeg kan holde mig vågen og der er næsten igen mennesker klokken 3 om natten.

Lige da jeg åbner døren ser jeg Zayn.

Vi smiler begge til hinanden. 

"Skal du også hen og træne?" spørger han.

"Ja" smiler jeg og går over til ham.

"Så helt ærligt. Hvad sker der med dig?" spørger jeg.

"Det hele føles bare ikke som os" siger han.

"Eller i hvert fald ikke som mig" siger han stille og kigger slet ikke op på mig.

"Du har ikke tænkt dig at forlade bandet vel?" spørger jeg og åbner døren ind til centeret.

"Øhm" siger han stille.

"Hvad?" spørger jeg hurtigt.

Han kan ikke være seriøs.

"Jeg bliver bare nødt til at tænke på mig selv. Det her er ikke noget som jeg føler mig tryg i" siger han.

"Har du allerde besluttet dig?" spørger jeg.

"Nej" siger han stille.

"Men næsten" siger han stille.

"Jeg-jeg-øhm glemte lige noget" ryster jeg og skynder mig ud fra centeret.

Hvorfor er jeg sådan en mand der bliver ked af det over det her?

Jeg er ligeglad. Jeg ved godt det ikke er sødt, men jeg skal have fat i Mia lige nu.

Jeg tager min mobil frem og taster Mias nummer.

1 bip går.

Et andet med.

"Jeg skulle lige til at ringe til dig" lyder det muntert.

"Men jeg troede vi skulle ringe over facetime" siger hun forvirret.

"Mia" siger jeg stille.

"Hvad sker der?" spørger hun i en mere seriøs tone.

"Du vil aldrig holde mindre af mig vel?" spørger jeg.