Careers | Marcus & Martinus

Du må ikke glemme os

2. Kapitel

Jeg faldt i søvn igen den nat, fordi at jeg vågnede igen på grund af mit irriterende vækkeur, som jeg havde lyst til at dræbe med en økse for at stoppe den irriterende ringetone som den laver! Jeg finder noget af mit tøj fra mit høje hvide klædeskab og tager det på. Jeg krøller mit hår let, ikke for meget, ikke for lidt.

(Julias OOTD / Outfit Of The Day)

(Julias HOTD / Hair Of The Day)
-Kan du se hvad jeg mener med mørkeblond?-

Jeg går ind til køkkenet hvor min mor sidder og læser avis, min far er selvfølgelig på arbejde, som sædvanligt. Han arbejder tidligt om morgenen og sent om aftenen, jeg ser ham næsten aldrig, nogen gange savner jeg ham virkelig. Men jeg har jo mor? Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke hvad min far arbejder med? Han skifter altid emne hvis jeg spørger ind til det, egentlig aldrig noget jeg har tænkt over før nu? Men det må vente...

Da jeg har fået morgenmad cykler jeg afsted til min skole, og da jeg kommer derhen, når jeg ikke engang ind i klassen før at Madelin kommer løbende og skrigende imod mig.
"OMG! Jeg kan stadig ikke fatte at du skal være Justin Biebers baggrundsdanser!" skriger hun. Alle piger kigger hen på mig og kommer hen til mig.
"Omg er det sandt?!"
"Du må bare skaffe mig en autograf!"
"Du er så heldig!"
"Hvordan blev du det?!"
"skal vi ikke være bedste veninder?"
Alle pigerne taler på en gang, så det er svært at høre hvad de alle siger. Det ender mig at jeg smiler i lang tid, så meget at jeg får ondt i mine kinder og kæber og sætter mig ned på min plads ved siden af Madelin.
"Du må ikke glemme mig nu hvor du kommer til at være omkring alle de store mennesker" siger hun bedende.
"Jeg vil aldrig glemme dig, du vil altid være min bedste veninde!" siger jeg og giver hende et kram, og hun krammer igen. Da vi trækker os bliver hun pludselig alvorlig.
"Har du fortalt Marcus?" spørger hun. Jeg ryster langsomt på hoved.
"Hvordan tror du at han vil reagere?" spørger hun så.
"Altså.. jeg havde den her drøm, og der endte det med at han sagde at jeg havde forrådt ham, og han slog op, så jeg er bange for at fortælle ham det" siger jeg nervøst.
"hey, det var bare en drøm, Marcus elsker dig, i skal nok klare det" siger hun opmuntrende.
"Hvad med al den afstand, fysisk imellem os?"
"Det skal i nok finde ud af"
"tak, du er virkelig den bedste veninde!" siger jeg og timen begynder. Men jeg kan virkelig bare ikke koncentrere mig, jeg tænker alt for meget på Marcus og hvad han vil sige når jeg fortæller ham om mit dansejob, om 3 måneder! Jeg vil bare ikke ødelægge hans fødselsdag som ikke er om så lang tid.
Igennem dagen prøver mange piger, ikke for at lude selvglad eller noget, at blive veninder med mig, jeg gætter på grund af at jeg skal være JB's baggrundsdanser? Men jeg vil have veninder fordi vi kan enes eller bare at vi er rigtige veninder. Fordi at de kan lide mig for den jeg er!
Da jeg kommer hjem sidder min mor igen og læser avis! Aha! Det gør hun tit. Men jeg skifter til dansetøj og smutter mod dansestudiet.

Jeg møder Caroline i dansestudiet. Jeg smiler til hende og vi går ind til de andre som allerede er inde i dansesalen.
Simone kommer løbende i mod mig og hun ser lidt... vred ud?
"Hvordan kan du få mit til at lide så meget?" Spørger hun alvorligt.
"Hvad mener du?" Spørger jeg forvirret.
"Hvordan kan du have fået svarene tilbage fra din konkurrence og ikke fortalt mig om dem?!" Siger hun og griner så. Jeg griner også.
"Såååå...?" Spørger hun afventende. Jeg nikker stille og hun bryder ud i et skrig.
"OMG! Omg! Du skal danse for selveste Justin Bieber?! Du har virkelig bare det fedeste liv i verden!" Skriger hun spændt.
Jeg smiler.
"Du må ikke glemme os nu hvor du ikke er så meget i Danmark!" Befaler hun.
"Det vil ikke ske! I promise!" Siger jeg og giver hende et kram.
"Husk at skrive hver dag!" Beder hun.
"Det vil jeg!" Siger jeg.
"Jeg vil savne dig så meget på holdet! Det bliver slet ikke det samme!" Siger hun pludselig trist og fælder en tårer.  Jeg fælder også en tårer og så ender det med at vi bare står og krammer indtil at Tina kommer ind i salen og alle bliver stille. Alle på holdet ved at når hun kommer, så skal man være seriøse, hun er en hård, men god danseinstruktør.

Det er virkelig den bedste følelse når man danser alt hvad man kan til musikken og man bare kan føle at det er her man hører til. Den følelse af at man bare passer ind og gør alt hvad man kan for at yde sit bedste. Bare den bedste følelse der findes.

Da jeg kommer hjem er min mor i stuen, som sædvanligt, og min far på arbejde, som sædvanligt. Jeg tjekker min mobil, som sædvanligt, men der er ikke noget fra Marcus, som sædvanligt. EJ, der er nogen gange noget fra Marcus, men ikke hver dag. Jeg går op på mit værelse og finder min computerfrem og ser lidt youtube. Da det pludselig slår mig hvad jeg skal give Martinus! En Chelseatrøje med Eden Hazard's autograf, det minder lidt om det jeg vil give til Marcus, denne, er bare med Martinus' fodboldhold og en af hans ynglingsspillere. Jeg skynder mig rundt til forskellige butikker, jeg er ude indtil at alle butikkerne lukker, og til sidst, der fik jeg endelig fat i en, selvom at det var overdrevet svært og jeg skulle lave mange opkald, og den var ikke billig! Men han er jo min bedste ven? Så det gør ikke noget at bruge lidt penge på hans gave?

Da jeg kommer hjem går jeg bare direkte ind på mit værelse, jeg ligger bare og læser lidt i Divergent-bogen, indtil at jeg ligeså stille falder ned i en dyb, lang og drømmende søvn...

______________________________________________

2. kapitel! Juhuu! Håber i kan lide historien indtil videre, sorry hvis den ikke er så spændende endnu...

Spørgsmål: fra hvilken sang kommer teksten "i Like The Way you're walking, the way you're talking, you are incredible"

Næste kapitel kommer senere i dag eller imorgen helt tidligt ❤️