Careers | Marcus & Martinus

sagt op

TAK FOR ALLE JERES GODE IDÈER!

26. Kapitel
*Julias Pov.*

Jeg står foran dansestudiet. Jeg ved at Sean er her, så jeg finder hans kontor og går ind, uden at banke på.
"Julia?" spørger han forvirret.
Jeg fælder et par tårer men tager mod til mig og siger det.
"Sean, jeg siger op. Jeg rejser om 4 dage!" siger jeg og går ud af kontoret igen. Igen denne gang, bryder jeg sammen. Mit hjerte... Som om det er helt væk! Den ene halvdel var med dans, den anden med Marcus... Begge ting er væk... Sean fortæller helt sikkert Justin og de andre om det, men jeg er ligeglad, jeg skal bare væk... siden jeg kom her, har... jeg bare... ikke tilpas!

Det sidste jeg skal nu... er at komme hjem... om 4 dage...

Jeg går hjem, til mit værelse og Tara sidder på sengen og kommer hurtigt hen til mig.
"JULIA KYDD! Du vover på at flytte!" siger hun vredt.
"Det er sket, 4 dage!" siger jeg koldt til hende. Jeg sætter mig på sengen og kigger rundt i værelset. Jeg har været her i lidt tid nu... sådan er det bare, alt slutter...

Jeg tjekker det indlæg jeg lavede om at mig og Marcus ikke er sammen mere, og der er både gode og dårlige kommentarer.

GODT! I passede ikke sammen!

¨NEEEEJ! Mulias! I skal være sammen?!

Begge slags er der mange af... Jeg ignorere dem så godt jeg kan... men det gør ondt at høre at nogen er glad fordi at jeg har slået om med en... som jeg trods alt, stadig elsker?

***

Så er det i dag, kl. er 23:30 og jeg går rundt i lufthavnen. Jeg ved ikke hvor i lufthavnen jeg skal mødes med personen, men... det finder jeg nok ud af. Jeg vil bare have det overstået det her!

Min mobil vibrere, en besked.

>uret< står der bare. Klokken er nu 23:45. uret er jo helt nede i den anden ende?! FUCK!
Jeg tager mine kufferter og løber. Mit fly går kl. 1. Så god tid! Alle ting er klar, jeg skal bare lige afslutte det med beskederne.

Jeg står kl. 23:59 ved uret, og da uret siger 00. Kan jeg se en skikkelse foran mig. Det er ikke en mand, det er personen for slank til at være... Hun er... ca. 175... opsat hår i en knold...

Hun kommer imod mig... Nu ser jeg hvem Wex faktisk er? ENDELIG! Hun går alene, ingen sammen med hende...

Hun står helt foran mig, med en hætte på så jeg ikke kan se hendes ansigt på grund af skyggen. Nu skylder nervøsiteten ind over mig. Hvem er det som præcis er ude efter mig? Hvem er det der har så stort et had på mig?

Wex tager hætten af, og jeg får et kæmpe chok.
"WEXIA=!"