Careers | Marcus & Martinus

Hospitalet

20 Kapitel
*Jonas Pov.*

Ambulancen kommer hurtigt og mændene bærer Julia op på en bårer.
"hvad er der sket?" spørger en mand.
"jeg ved det ikke, men jeg tror at hun er faldet af hesten" siger jeg bekymret.
"Hun skal nok klare den, bare rolig" siger manden. Jeg sukker lettet op og ser dem kører væk mod hospitalet med hende. Jeg rider hurtigt tilbage med Diamond og kører til hospitalet.

Jeg kører måske lidt for hurtigt, men der er ikke noget politi. Da jeg ankommer til hospitalet parkere jeg hurtigt og løber ind til receptionen.
"Jeg skal se Julia Kydd" siger jeg hurtigt.
"Værelse B146" siger damen venligt. Jeg takker og løber hurtigt mod værelset.

Inde på værelset ligger Julia. Hun har lidt bandage om hoved, fordi at det blødte lidt. Hun ser så lille ud når hun bare ligger der. Lille og bleg.

Når hun bare ligger der helt hjælpeløs. Jeg sætter mig på stolen ved siden af hende og tager hendes hånd.

En læge kommer ind på værelset med nogle papirer. Jeg rejser mig hurtigt op og går hen til lægen.
"Hun skal nok klare den, hun har fået en lille hjernerystelse, men intet andet. Hun kommer snart til bevidsthed igen" siger han. Jeg sukker lettet op og nikker, sætter mig på stolen igen og kigger på hende.

Hun ligger bare der, lille og bleg. Hun ved sikkert ikke engang hvor hun er lige nu...

*Marcus' Pov.*

Jeg sidder og kigger lidt på min mobil da et billede popper op af Julia... Og en dreng... Jeg læser kommentarerne og de er alle negative. Hvem er den dreng?! NEJ! Marcus! Du må stole på Julia. I er sammen, hun er dig ikke utro.

Jeg sidder og kigger lidt videre på værelset da min mobil pludselig ringer.
"Er det her Marcus Gunnarsen?" Spørger en dame. Jeg bliver hurtigt nervøs.
"Ja det er det" svarer jeg lidt nervøst tilbage.
"Det handler om Julia Kydd. Hun har været i en lille ulykke og ligger på hospitalet i LA" siger damen. Jeg stivner.
"Jeg kommer med det samme" siger jeg og lægger på. Min lille Julia har været i en ulykke. Jeg vidste ikke engang hvad eller hvilken ulykke det var. Lige nu er jeg ligeglad med det billede, jeg skal sikre mig at Julia er okay...

Jeg løber ind til Martinus, fortæller ham det, så fortæller vi det til far og så kører vi mod Mosjøen lufthavn. Martinus var også helt enig om at vi skulle tage derhen med det samme.

Vi bestiller det første fly til LA og vi flyver efter 2 timer...

Da vi ankommer til hotellet løber der nogle piger efter mig og Martinus. Men far får dem væk. Jeg løber hurtigt ind til receptionen og jeg får Julias værelse. Jeg løber hen til hendes værelse, og der ligger hun. Helt lille og bleg. Jeg bliver helt trist af at se hende sådan, og jeg føler sådan at det er min skyld at hun ligger her. Fordi at jeg ikke var der for at beskytte hende...

Jeg sætter mig ved siden af hende og tager hendes hånd. Jeg fælder et par tårer og kigger ned på hendes hånd.
"Undskyld Julia, undskyld at jeg ikke var der for dig, undskyld at jeg ikke var der for at beskytte dig" græder jeg. Jeg kan virkelig ikke lide at se hende sådan her.

"Hvis bare at du ville give mig det mindste tegn så jeg kunne vide at du er okay" beder jeg.
"Bare klem min hånd" beder jeg endnu mere knust.

Men hun klemmer den ikke... Jeg græder lidt men tørre dem væk da en dreng kommer ind. Drengen fra billedet.
"du må være Marcus" siger drengen.

"Og du er?" Spørger jeg.
"Jonas" siger han.
"Julia elsker dig virkelig" siger Jonas. Det letter lidt fra mine skuldre.
"Er det dig på billedet?" Spørger jeg. Han ser meget forvirret ud så jeg rækker ham min telefon.
"Ja det er mig, men jeg har ikke lagt det op? Jeg lovede ikke at lægge det op, endnu, men jeg har ikke tænkt mig at gøre det?" Svarer han forvirret. Men hvis det ikke er ham? Hvem er det så som har lagt billedet op?

"Hvad skete der?" Spørger jeg Jonas.
Han kigger stille hen mod Julia. Som stadig ikke har bevæget sig bare en smule.
"Hun... tog en af mine heste, jeg havde givet hende lov, og så red hun bare. Jeg var der ikke. Så opdagede jeg at hesten var væk. Lidt tid efter kom den ridende tilbage UDEN hende. Og dér blev jeg bekymret. Jeg tog hesten, og hun viste mig hen til Julia, som var faldet af. De siger hun har en lille hjernerystelse, men ikke mere, hun vil snart vågne igen" forklarer han roligt.
Jeg nikker stille og kigger igen hen mod Julia. Julia, som stadig bare ligger der, lille og bleg. Uden den mindste tanke om hvor hun er?

Lidt senere kommer Martinus ind på værelset. Han kigger lidt forvirret på Jonas, men går så hen til mig.
"Hva' så?" Spørger han.
"En lille hjernerystelse, og hun vildmark vågne igen" forklarer jeg lettet.
"Godt..."
Pludselig smækker døren op og ind kommer en pige.
Hun løber hen til Julia og hun får tårer i øjnene. Jeg genkender hende ikke rigtig?
"Julia! Hvad fanden har du lavet?!" Græder hun.
Hun går direkte hen til Jonas, og hun er vred.
"Hvad skete der om jeg må spørge? Har det noget med DIG eller DINE heste at gøre?!" Spørger hun ham.
De taler i lidt tid og det er ret intenst. Da de er færdige er de begge lidt trætte.
Hun sætter sig ved siden af Julia da hun opdager at mig og Martinus stadig er i værelset og har hørt alt hvad hun sagde.

Hun kommer langsomt hen til os og smiler.
"Tara, Tara Leigh" siger hun og rækker hånden frem.
Jeg tager hendes hånd og det gør Martinus også.
"Marcus"
"Martinus"
"Nååå... Julias Kæreste..." siger hun opgivende?