Isabella er en Pige der elsker at danse. Hendes far lærte hende at danse Ligesiden hun lærte at gå. Hendes mor siger at han er død men er han det. Isabella går i klasse med Marcus og Martinus, men de ved ikke hun findes indtil en dag.
Stem og kommen...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Bagefter gik jeg ned for at tage noget morgenmad. Jeg var ligetil at sidde da en hånd på mine skulder stopper mig "Hej, er du okay?" Spørg Martinus "Jaja helt okay" smiler jeg falsk "er du sikker?" Siger han og kigger på mig "Ja" siger jeg og går. Jeg går over til en anden stol da Katrine kalder på mig ''Hej søde" siger hun trist "Hej" siger jeg og kigger ned "Jeg hørte hvad der skete med din mor" siger hun "ja, jeg klare den" smiler jeg falsk "C'mon Bella, være nu ærlig for en gang skyld" kigger hun seriøst på mig "hvad? Så jeg lyver altid" siger jeg trist og sur på samme tid "...JA..JA. Du smiler altid falsk som om du er tvunget til at være her. Hvis du ikke kan lide at være her så...SMUT HJEM vi har ikke brug for dig" siger hun Knust, vred og løber væk. "Måske er det bedst for mig at gå" siger jeg til mig. Jeg går ind på mit værelse. "Må jeg komme ind" bliver der råbt "jaja" siger jeg "HEJ BELLA" siger eller råber Marcus "Hej" siger jeg og rør ved min halskæde. "Hey, alle har jo så travlt med..Alt det der, så kunne vi måske gå lidt ud i Finland" spørg han "det lyder fint" siger jeg og smiler. Vi går ud af hotellet og går lidt en tur "Så hvordan er livet. Er det sjovt at være danser for os?" Spørger han imens hans hænder er i hans lommer "ja det er det vel" siger jeg trist og kigger ned "hva så? Er det ikke sjovt eller..?" "jo, jo, jo men...det er ikke helt sjovt hvis ens bedsteveninden råbte jeg skulle tage hjem fordi i ikke havde brug for mig" sagde jeg trist "Vi har da brug for dig. Du er den mest hip hoppende eller hvad med nu siger" griner han. Jeg griner med "Bare rolig, hun mente det ikke. Faktisk, så er hun lige her for at undskylde" siger han og træder tilbage "Heej" siger hun nevøs"Hej" siger jeg kold "jeg vil gerne sige undskyld" sukker hun "Undskyld?. Du ved godt at Min første bedste veninde Ikke kunne lide jeg er her, og siger jeg skal gå fordi i ikke har brug for mig, og så kommer du bare og siger undskyld" siger jeg lidt hårdt "Jeg ved det men.." "Ingen men'er" afbryd jeg hende, og gik. "Men Bella," sagde hun som var bag mig "Hvad?" Spørger jeg hårdt "Jeg ved du har det svært, du er ny her og det var ikke pænt af mig at sige de ring...og især når din mor er...du ved" siger hun rolig. Jeg kigger ned og op "undskyld" siger hun "Jeg vil bare have min mor tilbage..!!" Græder jeg og krammer hende "Det skal nok gå" siger hun rolig "Min mor OG FAR er døde. Jeg har ingen søskende og hvor fanden skal jeg bo. Jeg tør da ikke at bo ved huset derhjemme...DER HAR VÆRET EN MORDER!!!" Græder jeg. 3 timer senere Jeg er faldet lidt til ro. Jeg er med Katrine på mit værelse. Jeg orker ikke mere drama. Det er tid til at ændre mig fra Dramaqueen til en normal teenager med normale teenager problemer.
Kedelig kapitel. Sorry. Men Ehm... Tak for i læste med håber i vil enden stemme eller kommentere. :)
