A way out of Heaven (Danish)

Drømme

Hei! Så kommer næste kapitel her bumlende ind!

Jeg håber i har glædet jer...

"Er det virkelig nødvendigt" lød min pivende stemme. Jeg gik mellem Jace og Jane, bror og søster. Jace leverpostejsfarvede hår faldt ned over de lilla øjne, og hans muskuløse hånd holdt fast omkring min arm, Jane gik ved siden af, hendes korte sorte pagehår, havde grønne, røde og blå striber i, hendes lilla øjne kiggede på gangen foran os, hun havde også fat i en af mine arme.

"Afhøringen er en del af at være Menler, og det var dig Lea var ude efter" svarede Jace stift, "Os" rettede jeg ham, uanset hvor meget han hadede det, vidste han det godt, Lea havde sagt at vi var en del af hendes skæbne, og hun ville rydde os af vejen. Ikke kun mig, os.

Vi ankom til rådskammeret, inde i midten stod en stol, omringet af bænke til publikum. Både Jace og Jane var allerede blevet afhørt. Jeg gik stift frem mod stolen, mens Menlerne kiggede efter mig, jeg kunne mærke deres blikke som en kriblen på ryggen, jeg forsøgte at ignorere knuden af nervøsitet i min mave. Rådsstolen, den skyldiges stol, kunne man ikke lyve fra, når man sad på den. Foran stolen stod rådsmedlemmerne. Charles med sine meget mørklilla øjne og kulsorte hår, en pæn lille dame, med helt rødt hår, sat op i en stram knold, en stor mand med helt platinblondt hår, alle har selvfølgelig lilla øjne, det er de mest magtfulde Menlere i verden.

Jeg satte mig stift ned, og ignorerede blikkene der hvilede på mig. Charles tog ordet først: "Maya Jacobsen, du er en 14 årig Menler. Du har oplevet mere end andre på din alder, vil du fortælle os hvad? " spurgte han. Jeg nikkede sammenbidt, jeg kunne mærke sandhederne komme ud fra min mund, hele min historie siden dagen for godt en måned siden. Rådet lyttede koncentreret gennem det hele, til sidst afsluttede den lille dame min afhøring, "Tak Maya, for din ærlighed og dit mod" sagde hun kort, før alle blev genet ud af rummet. Udenfor ventede Jace og Jane.

"Godt gået Maya" Jane smilte, trods hendes gode hjerne, og dybe lilla øjne, var hun kun ét år ældre end mig, og vi var ved at blive gode venner. Jace smilte bare til mig, han var ikke rigtig min ven, men heller ikke kun bekendt, han var 15 år, hvilket jeg fyldte to dage senere. "Ja ja fint gået" sagde han kort, før han gik. Jeg kiggede på Jane som rystede på hovedet, "Jace... Har aldrig rigtig taget del i andres liv, han opsnuste dig, og du er vigtig... Han... Kan bedre lide dig end andre han har opsnust..." sagde hun og sukkede. Jeg vidste ikke om jeg skulle føle mig smigret eller skræmt af den kommentar, men da jeg faldt i søvn senere om aftenen, drømte jeg om Jace:

Vi stod på en øde græseng. Der var en lille flok samlet rundt om os, de havde alle grønne eller blå øjne, det var kun Jace og Jane der havde lilla øjne, de så sørgelige ud, og pegede mod noget langt væk. Jeg kiggede over mod det og gispede, det var Walnil, slottets pragt var dog forsvundet, der hvilede tunge skyer over det, og det var ved at smuldre væk, skrig lød deroppe fra...

...Jeg stod pludselig i Charles' kontor, midt i rummet, stod overdæmonen Dark. Lea stod og donerede blod til ham, den slikkede sig om munden, "Endelig" rungede stemmen, der kom ud af Dark. Leas mund formede et lydløst O...

Jeg vågnede med et sæt, hvad var det jeg lige havde drømt? Det virkede så.. så virkeligt. Jeg sukkede og lænede hovedet ned mod mine ben, kort før jeg tjekkede klokken, 04:12. Jeg sukkede igen, jeg måtte fortælle Jace eller Jane om min drøm.. Men først i morgen.

Ba da bum!

Så kom det første kapitel!

Jeg håber i kunne lide det....

Over and Out