A way out of Heaven (Danish)

Angreb

Titte BØH!

Jeg beklager opdateringen kommer sent, jeg var på tur med klassen hele sidste uge, og har ikke kunnet komme på nettet.

Håber i ville kunne lide kapitlet...

Jeg løb ned ad gangen, Charles havde bedt mig om en kort udtalelse om hvad der var sket i tronsalen, så jeg nu allerede et kvarter for sent på den, til "Magiens egenskaber". Alles hadefag, det hjalp ikke synderligt, at læren, 35-årige Frk. Dawse, kiggede strengt på en, bare man åbnede munden for at gabe.

Jeg åbnede stille døren, jeg kunne se Anna og et par andre, inklusiv Anton, kigge op. Frk. Dawse kiggede på mig, "Læs videre" sagde hun og gik hen til mig, "Og hvad angår dig Frk. Jacobsen, så har du vel en god forklaring på din for sene ankomst" sagde hun, jeg krympede mig lidt, men gav hende den seddel Charles havde givet mig, Frk. Dawse skimmede den, før hun gav mig besked på at læse.

Efter timen stod Jane, heldigvis, ude foran klassen. Hun gjorde tegn til mig, og jeg sukkede, jeg var allerede gået glip af nok socialt i dag. Jeg gik hen til hende, "Hvad nu? " spurgte jeg, hun smilte træt, "Jace vil snakke med dig" sagde hun, jeg rynkede brynene, og ignorerede det hop mit hjerte gav, da hun sagde det. "Hvorfor kommer han ikke bare selv herhen? " spurgte jeg. Jane trak på skulderne, "Han skulle ordne noget, og jeg skulle ikke noget, jeg skyldte ham en tjeneste" svarede hun. "Hvad med undervisningen? " spurgte jeg, og jeg hørte hende fnise let, "Dine øjne er snart mere lilla end blå, jeg tror det går" sagde hun, jeg trak let på smilebåndet, før jeg takkede hende, og gik hen mod Jace' værelse.

Jeg bankede kort på, der gik ikke længe før Jace åbnede, han så træt ud. "Hvad så? Hvad sker der? " spurgte jeg, hans lilla øjne fangede mit blik, han virkede lidt nervøs. "Jeg... vil undskylde for oplevelsen i tronsalen, jeg skulle ikke have vist dig den, eller fortalt om.. du ved" sagde han, mens jeg gik ind på hans værelse. Alle værelser på Walnil lignede hinanden, en stor seng, et skrivebord, en kommode, og så beborens personlige ejendele, siden Jace ikke boede her fast, var her kun en computer, og nogle få bøger, jeg ikke kendte, sikkert hans kræftkilde, som det hed.

"Jace, du følte dig forpligtet til det, jeg forstår, du skal ikke undskylde. Jeg er glad for at vide det... tror jeg" svarede jeg, han sukkede lettet, men alt hans nervøsitet var ikke forsvundet, jeg kunne se det på den måde han pillede ved sine fingre, og det at hans øjne ikke ville møde mine, mere en et par sekunder. "Det bare, du kunne have været død, og så var jeg skyld i det" sagde han, "Du er det mest værdifulde på Walnil lige fortiden, ved du godt det? " spurgte han, og hans ord ramte mig et sted i brystet, han var vred... På hvad ved jeg ikke, "Jace... Jeg... Det an jeg ikke være" stammede jeg, han så på mig. "Jeg kunne mærke det ved du, jeg kan mærke når der skal ske noget, men jeg satte dig alligevel i fare, ved at tage dig med" sagde han, jeg var ved at blive irriteret på ham, "Jace hold nu op, du skal ikke skylde skylden på dig selv, jeg er ligeglad med om jeg er værdifuld" sagde jeg, han kiggede på mig nu, intenst, jeg åbnede munden for at sige noget, men det nåede jeg ikke, før han kyssede mig, jeg kunne mærke it hjerte banke í brystet på mig, hans læber var bløde, jeg var stiv af chok lidt, før jeg kyssede tilbage, jeg omfavnede ham, tog fat i hans hår. Han blev ved med at kysse mig, og jeg kunne mærke, at det var det min krop havde længes efter, hans muskuløse hænder holdt rundt om mig, og jeg sukkede mod hans læber. Pludselig lød et horn i det fjerne, vi trak os fra hinanden i sidste øjeblik, før døren svingede åben, og Jane kom væltende ind. "Det Lea, hun angriber" sagde hun.

"Hvad? " råbte jeg nærmest, Jane rystede på hovedet, "Charles ville snakke med mig, så var hun der bare pludselig, som en dæmon, han havde ikke en chance Jace... Charles..." længere nåede Jane ikke, før hun brød sammen, jeg løb hen til hende, og Jace stod forstenet, det intime øjeblik fra før var glemt. "Maya, du må væk herfra nu" sagde han endelig, jeg så forvirret på ham. "Hvad? Væk? Jeg må da blive og" begyndte jeg, men Jane var åbenbart enig med Jace, hun tog fat i min arm, og begyndte at hive mig af sted. Jace fulgte efter, stadig tom i blikket. Jeg sukkede, og lod Jane føre mig væk, fra det brændende Walnil, med de råbende Menlere, og dæmonerne.

Hehehehe, jeg håber i kunne lide det...

Hvis i har et ship-navn til karaktererne så kommenter det gerne...

Jeg undskylder kapitlet blev kort, og fejlene. Jeg ville skynde mig lidt med opdateringen, så i vidste jeg stadig er i live...

Over and Out