A way out of Heaven (Danish)

Drømme går i opfyldelse

Hej igen!!!

Jeg håber i har glædet jeg til dette kapitel, fordi det har været sjovt at skrive!

OBS: Fra dette kapitel begynder der også at være nogle andres synsvinkler! Det ville sige at jeg skriver fra f.eks. Jace synsvinkel. Det beskriver jeg med kursiv(Skrå) skrift, og så skriver jeg navnet på karakterens (F.eks. Maya) Mayas p.o.v.

p.o.v står for 'point of view' som på engelsk betyder synsvinkel ;) :)

Anyway, her er kapitlet:

Mayas p.o.v:

Jeg forstod stadig ikke hvorfor jeg ikke skulle kæmpe mod Lea, men blot blev ført væk fra Walnil. Selvom jeg, som Jace sagde var det mest værdigfulde på slottet, betød det vel ikke, at jeg ikke måtte kæmpe? Man måtte jo satse stort nogen gange ikke? Jeg fulgte dog efter Jace og Jane, hele tiden var en lille del af min hjerne opmærksom på hans berøring, jeg prøvede ikke at tænke på kysset, den måtte jeg tage med ham senere. Jeg sukkede, "Hvorfor skal vi ikke hjælpe Menlerne på Walnil? " spurgte jeg, Jace kiggede på mig, det var dog Jane der svarede, "Dør lederen, er der ikke meget vi kan gøre, før den næste er klar" svarede hun, jeg så på dem, "Og i mener den næste er mig" sagde jeg. Jane sendte Jace et lynende blik, men sukkede så, "Vi er nogen der tror det. Jace og jeg gør, Charles gør... Gjorde, men mange i rådet er i tvivl" sagde hun. Jeg så på hende, hun gik ved siden af mig, jeg kunne se tårer i hendes lilla øjne, og lagde mærke til noget, Jace' øjne var snart ligeså mørke som hendes, hvis de ikke allerede var mørkere. "Jace... Jane... Jeres øjne" sagde jeg. Det fik dem til at stoppe brat, øjnene var et helligt emne for dem, "Ja hvad? " spurgte Jane, jeg kunne høre hun var bange, jeg så fra Jace og tilbage til hende, Jace' øjne var blevet mørkere end hendes. "Jace.. Du er ikke fuldtudviklet" stammede jeg, det fik ham, hvis det overhovedet var muligt, til at stå endnu mere stille. "Hvad mener du? " spurgte Jane forvirret. "Hans... øjne er mere lilla end dine" sagde jeg. Hvilket fik en reaktion frem hos Jace, en af de dårlige desværre. Folk begyndte at forsvinde fra stedet, og jeg måtte gøre mit bedste, for ikke selv at gå væk fra ham. Han blev stående. "Jace?" sagde jeg spørgende, han blinkede, og min trang til at flygte forsvandt. Jane havde også kunnet modstå trangen. "Mere lilla?" spurgte han nu. Jeg nikkede, vi stod ved kanten af Drösser-søen, en sø der var usynlig for mennesker, søen var blank som et spejl, jeg kunne se Jane, Jace og mig i den, over os var månen ved at stå op, vi var kommet ind under et stort piletræ, der stod ved søens bred. "Se" sagde jeg og pegede ned mod søen, Jane sukkede, man kunne kun se vores silhuetter i søen. Pludselig begyndte søen at gløde, jeg vidste at det hverken var Jace eller mig, der gjorde det, så jeg kiggede på Jane, hun smilte let. Lysets familie, lever stadig, pigerne arver lys, drengene forvirring, det var noget jeg havde lært i "Menlernes historie". Det gik pludselig op for mig, Jace skabte forvirring og frygt med hans kræfter, Jane skabte lys, de var lysets familie, jeg smilte let ved tanken, og så ned på deres spejlbilleder. Jane så chokeret ud, og Jace så... chokeret? Interesseret? ud? Jeg kunne ikke beskrive det.

Jace' p.o.v

Jeg kiggede op da døren til teltet blev åbnet, heldigvis var det ikke Maya, men en af mine ældre venner, Thomas, som stadig var i '2. fase' altså havde blå øjne. Han havde mørkkt uglet hår, og jeg havde kendt ham siden Jane og jeg var blevet 'opsnudst' af Charles. Jeg kunne stadig ikke fatte han var død, tanken om det fik mig bare til at tænke på Maya, hendes smukke bølgede brune hår, de blålilla øjne, og hendes smil. Jeg sukkede, jeg måtte virkelig snakke med hende om kysset, jeg ved ikke hvad der skete med mig. Jeg havde kunnet lide hende siden jeg så hende først gang, men først efter Lea's første angreb, var det gået op for mig hvor meget.

"Noget galt?" Thomas afbrød mine tanker, jeg kiggede op. Desværre havde Thomas den egenskab, at jeg altid følte, han så lige igennem mig. "Hvorfor skulle der være noget galt?" spurgte jeg, Thomas trak på skulderne, "Du sidder i dit telt, og læser 'enhjørningers pleje'" svarede han. Jeg smilte, jeg hadede den bog, men kiggede dog i den, jeg var ikke sikker på hvorfor, forudsindskydelse måske? Dem plejede jeg at ramme rigtigt med. "Det.." begyndte jeg, men Thomas afbrød mig, "Charles? Jeg forstår dig godt... Eller det vil sige, jeg kan ikke forstå noget edmindre jeg har prøvet det, men jeg prøver da" sagde han forvirrende, en egenskab han havde haft, ligeså længe jeg havde kendt ham. Jeg blev pludselig opmærksom på, at jeg næsten havde glemt Charles i mine tanker, jeg havde kun tænkt på Maya, og om hun var sikker. Det burde jeg da ikke?! Lederen var vigtigere end alt, ens opsnuser var lige efter, han var begge dele, og nu død. Jeg skammede mig over mig selv.