A way out of Heaven (Danish)

Walnils pragt

Beklager den sene opdataering, er lige blevet konfirmeret, så det siger vidst sig selv...

Jeg var på vej hen mod klassen. Jeg var begyndt at studere lidt her på Walnil. Jace havde protesteret meget imod det, siden jeg allerede var det de kaldte 'skiftet 1. gang', hvilket betød mine øjne var blevet blå, og allerede godt på vej til at blive lilla, men Charles, den øverste menler, hvade dog alligevel insisteret på at jeg skulle lære noget om menlere. 

"Maya!" lød en stemme bag mig, jeg vendte mig om, og så Anton, den totalt ucharmernde, selviske menler, der troede han var bedre end alt og alle, som hele tiden flirtede med mig, siden jeg var pænt kendt efterhånden blandt menlere. Han havde sort strithår, der slet ikke passede til hans blå øjne, og skarpe træk, han smilede altid hånligt til alle andre, undtagen mig, hvilket irritererede mig godt og grundigt. 

"Hvad vil du?" spurgte jeg irriteret, Anton smilte bare, "Skatter, behøver du vide hvad jeg vil, du ved jeg aar" han nåede ikke længere før jeg havde mast ham ind mod muren. "Jeg er IKKE din Skatter" hvæste jeg, før jeg slap ham og gik. 

"Hvad med... Chokoladeæblepæretærte?" foreslog min nye veninde, Anna, hun var Antons søster, men hun mindede slet ikke om ham, hverken i udseende, eller personlighed, hvor Anton havde sort stift hår, havde Anna bølgende blødt lyst hår, og varme blågrønne øjne, hun tænkte altid på andre før sig selv. 

"Chokoladeæblepæretærte... Hvad er det? " spurgte jeg. Anna trak på skulderne, "Aner det ikke, men det kunne være fedt at smage" sagde hun, jeg himlede med øjnene, lige før alle vendte sig tavse mod Jace, som netop var trådt ind i rummet. Alle Menlere der ikke var fuldudviklet, respekterede dem der var, især dem man hørte rygter om, og at Jace var pænere end andre fyre, hjalp ham også med respekten.

Han rømmede sig kort, "Maya, kan vi lige snakke sammen? " spurgte han, jeg nikkede kort, og kunde mærke alles blikke da jeg gik over til ham.

"Hvad sker der? " spurgte jeg, han sendte mig et blik, jeg efterhånden kendte, Ikke foran alle. Jeg trak på skulderne og gik med ham udenfor.

"Maya, vi har ikke været helt ærlige mod dig... Eller det kan man ikke sige, vi holder noget af sandheden tilbage for dig" begyndte Jace, jeg satte mine hænder i siden, "Det havde jeg sådan set gættet" svarede jeg før Jace kunne fortsætte. Jace sukkede og kørte sine fingre gennem sit hår, "Nej men det bare..." han prøvede at fortsætte, men kunne ikke finde ordene. "Bare hvad? " spurgte jeg. Jace så sig nervøst til siden, "Det bare... Du kender ikke alt om Walnil... langtfra" sagde han. Jeg kiggede opgivende på ham, jeg skulle lige til at sige noget, da han tog fat i min arm, og førte mig af sted. Noget ved hans berøring fik det til at gibbe i mig.

Jace førte mig hen i et rum jeg ikke kendte. Rummet var godt forfaldent og så koldt, at vores åndedrag stod tydeligt i luften, men det var tydeligt, at det engang havde bestået af yderst fine detaljer. Der stod en trone for enden af salen, det fik mig til at stoppe op, Jace bemærkede det, og stoppede også op. Jeg betragtede lidt ovenlysvinduerne, den gamle trappe op til tronen, den støvede røde løber.

"Jace... Hvad er det her? " spurgte jeg, Jace kiggede på mig, og kiggede for en gangs skyld ikke på mig med medfølelse eller irritation.

"Dette er Walnils pragt. Tronsalen, der venter på dens hersker. Den mægtigste af alle Menlere vil sætte sig på tronen, den Menler der er af samme slægt som den sidste dronning var" svarer han, jeg ser på ham, "Og du tror det mig? " spørger jeg, han svarer ikke, og jeg kan se huden omkring hans mund blive stram, og han klemmer ekstra omkring min arm.

"Ingen tror på det, men du er en mulighed. Mange troede det var Charles, men hans øjne blev aldrig... Guld" svarer Jace omsider. "Guld? " spørger jeg overrasket, og han nikker. "Walnils tro arving for guld øjne, Charles var oplagt, men hans øjne har ikke forandret sig i ti år... Og selv hans øjne skiftede ikke ligeså hurtigt som dine". Jeg vender mig om, skulle jeg være arving til tronen, det giver simpelthen ikke mening, til sidst svarer jeg kort, "Hvad har det at gøre med min drøm? ". Jeg kan mærke Jace kigge på mig, "Alt" svarer han stille, jeg vender mig om, "Alt? " spørger jeg.

"Walnils pragt bliver nedbrudt hvis en forkert sætter sig på tronen, og det vil blive alle Menleres endeligt, ingen kender en løsning" svarer han. Jeg kigger på ham, "Alt" gentager jeg, denne gang forestående, i stedet for spørgende. "Min drøm... Er Walnils skæbne" siger jeg, og Jace kigger op, og må være kommet til samme konklusion som mig, "Lea" siger han kort, og så kan jeg mærke det igen, kulden. Den var fremmed, ikke normal. "Jace? " mumlede jeg spørgende, men inden han nåede at svare kom en af metalrustningerne gående mod os.

"Giv os staven" Stemmen var næsten ikke andet end en rumlen, men den førte kulde og ondskab med sig. "Staven? " spurgte jeg, Jace kiggede på mig. Rustninger ventede ikke længere, den sprang på mig, jeg famlede efter min daggert. Jace greb rustningen bagfra, men blev selv løftet op af en anden.

Jeg fik kæmpet mig fri, og så til rædsel, at rummet var fuldt af rustninger. Jace havde fået kæmpet sig fri. "Trappen" råbte han, jeg forstod ham ikke, men løb dog over mod trappen. Jeg kunne mærke noget gribe om mit ben, og hørte et skrig, jeg tror det var mit. Jeg mærkede grebet løsne sig, og en der tumlende kastede sig over mig, hen mod trappen op mod tronen.

Jeg må have været bevidstløs i et stykke tid, for da jeg igen kunne se, lå Jace akavet ovenpå mig, og trapperne skar mig i ryggen, men jeg var ikke så opmærksom på det, det eneste jeg var opmærksom på var Jace, ovenpå mig, følelsen af hans hjerte, hans åndedragt. "Jace? " spurgte jeg, og han flyttede sig, "Trapperne er hellige" svarede han hurtigt, og jeg så mig omkring, rustningerne var væk. "Vi hellere komme væk" sagde han, og jeg nikkede akavet, men kunne alligevel mærke et stik af skuffelse i brystkassen.

Jeg håber i kunne lide det.. For dette kapitel var sjovt at skrive:)

Kommenter gerne meninger mm.

Over and Out