A way out of Heaven (Danish)

Janes del

Hej igen!

 

Jeg beklager den lidt sene opdatering... Har brugt alt for meget tid af min sidste uge på at se PewDiePie... xD

 

Her kommer næste kapitel:

Mayas p.o.v

Jane stod i sit telt da jeg ankom til lejren. Hun havde Jace' kniv i hånden, og jeg kunne se hun havde grædt. Hun havde stadig ikke set mig. Det var nat, så jeg havde kunnet snige mig ind i lejren uset, jeg måtte snakke med Jane. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind, hun virkede så trist... Som om der var sket noget, jeg tog en dyb indånding, "Jane?" spurgte jeg, hun kiggede op fra kniven med et ryk, hun så på mig, "Maya" sagde hun, hun gav mig et kram. "Hvad sker der?" spurgte  jeg, Jane rystede på hovedet, "Jace lagde kniven hos mig sidste nat... Sammen med et brev til mig... Og et til dig. Han skriver han vil finde dig... Ofre sit liv for dig" stammede hun. Jeg så chokeret på hende, "Han er taget afsted for at finde dig, uden nogen ved det" sagde hun. Jeg så på hende, Jace var taget afsted ofr at finde mig, vel vidende at han nok var den mest magtfulde Menler lige for tiden. Maria havde dog haft ret, Jace havde afleveret noget hos Jane, hans daggert. En del af staven. Jeg rystede chokket af mig, "Jane... Må... Nej jeg skal bruge hans daggert" stammede jeg, Jane så på mig, jeg bad hende sætte sig, og satte mig også selv. Jeg fortalte hende alt hvad der var sket, inklusiv historien om staven. Jane så på mig, hun sad målløs et stykke tid, "Du mener at jeg er af lysets slægt?" spurgte hun, jeg nikkede, og fortalte hende om tegnene på at hun og Jace var lysets slægt. Hun så stadig chokeret ud da jeg var færdig, hun rakte mig målløs daggerten, og jeg gik stille ud af teltet, ind i mit eget.

Anna var der ikke, så jeg havde god tid, til at analysere daggerterne, og halskæden. Jace daggert var af sølv, for enden sad en slags gul ædelsten, jeg vidste ikke hvad den hed, sølvtrådene rundt om skaftet var helt tynde, han havde aldrig brugt den. Jeg tog selv min daggert frem, den matte bronze farve glimter i lyset, perlen for enden reflekterede svagt lyset. Sølvtrådene var lidt tykkere end dem på Jace's daggert. Jeg tog halskæden af, sølvtråden var tynd, tyndere en dem på Jace's daggert. Trådene blev næsten magnetiske, når de var tæt sammen. Jeg prøvede at putte daggerterne ovenpå hinanden, sølvtrådene begyndte at lyse, og snoede sig næsten af daggerterne, for at sno sig sammen. Jeg lagde halskæden ovenpå. Lysset blev... lysere. Trådene begyndte at sno sig let sammen, jeg rystede på hovedet for mig selv. Jeg skulle bruge alle dele før jeg ville lave staven. Jeg tog min daggert i bæltet, og min halskæde på. Jace daggert tog jeg også i mit bælte, jeg måtte bede Jane om at passe på den,

Jace's p.o.v

Mørke. Det var det første jeg så da jeg vågnede, alt var mørkt. Jeg anede ikke hvor mange dage der var gået, siden jeg tog afsted. Der kunne være gået 2 dage, eller 2 uger. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen i det mørke kammer. Der kom mad ind til mig hver dag, og drikke. Ikke fordi jeg kunne se noget. Jeg var begyndt at glemme hvem jeg var, og hvorfor jeg var i dette kammer. Jeg begyndte så småt at vænne mig til det, jeg lagde ikke engang mærke til, at mine kræfter ikke virkede i dette kammer. Ikke før jeg kom i tanke om noget, da jeg duftede lugten af karry. En pige jeg kunne lide. En piges yndlingskrydderi. Jeg havde hele tiden kunnet huske et navn, Maya, men denne pige var en anden, en jeg burde kende godt. Jeg begyndte at tænke klarer, jeg holdt op med at spise, og ikke længe efter kunne jeg huske klart igen. Maya, Jane, hvis yndlingskrydderi var karry), Charles, Mayas forsvinden, hvorfor jeg var her. Mine kræfter begyndte så småt at komme tilbage, og omkring et døgn senere, hamrede jeg mod døren, den gik op uden den mindste anstrengelse, eller knirken.

Udenfor var der helt lyst, jeg måtte blinke et par gange, før jeg kunne se ordenligt. Jeg befandt mig på Walnil, Lea stod mit på pladsen, dæmonen Dark stod ved siden af hende. Hun kiggede op da hun hørte mig, der var noget ved det hele, hun virkede sur... irriteret over noget, men ikke vred over, at jeg var 'sluppet løs'. Tværtimod gav hun mig et skævt smil. "Jace... Hvordan har du det?" spurgte hun, jeg prøvede at holde en snerren tilbage. Hendes kølige øjne afsøgte mig, vejede mif fra top til tå. Hendes bittersøde stemme emmede af falsk sødme. "Hvorfor tror du jeg vil fortælle dig det?" spurgte jeg køligt, Leas smil forsvandt et split sekund, hun sagde noget til Dark, og gik hen til mig. "Du er på Walnil Jace. Jeg reddede dig, Maya derimod... Sprang ud over en klippe da jeg prøvede at redde hende. Jeg søgte i dagevis efter hende... Men ingen fandt hende" Der var noget i Lea stemme der var ægte, sorg... Over hvad vidste jeg ikke, "Lad mig gå" sagde jeg. Lea rystede blot på hovedet, "At stikke af fra det sjove... Lyder kedeligt ikke?" spurgte hun. Afstanden mellem os var ikke særlig stor, og jeg kunne lugte hendes ånde, den lugtede af mint. "Hvis det her er sjovt... Så må der ikke være noget kedeligt" sagde jeg, Lea smilede bare, og hev mig ind til hende, "Vi skal nok få det sjovt Jace" hviskede hun til mig, før hun begyndte at kysse mig.

Kysset føltes forkert, der var ingen følelser i, kun Lea hårde kolde læber, jeg rev mig væk fra hende. "Hvis du vil have mig til at blive, så drop kysseriet dæmon" sagde jeg, Lea kiggede skræmt på mig, "Dæmon?!" Hendes stemme lød nærmere som en hvæsen. "Dæmoner er ikke onde Jace, de har bare en anden synsvinkel på tingene... Ligesom elverne" hvæsede hun, og skubbede mig væk. "Du kan ikke forlade Walnil Jace, Det vil Susan sørge for" fortsatte hun, nu i et neutralt tonefald. Susan, en af Menlerne som ikke længere havde hæredømmet over sin egen krop, kom hen til mig. Hun tog et solidt greb om mine hænder, og førte mig ind på slottet. Hun førte mig ind i en af de ældre Menleres gamle lejligheder, og låste døren, låsen var fjernet indefra. Der var et lille sovekammer, med en dobbeltseng, et gammelt snavset spejl, og en skramlet komode. Ellers var der et standartsbadeværelse, med toilet, brusebad og håndvask. Køkkenet var et køleskab, et komfur, en ovn, og et lille bord. Jeg sukkede, hvornår ville jeg mon se Maya igen?

Jeg beklager kapitlet var kort...

Anyways håbede i kunne lide det!

 

Over And Out