A way out of Heaven (Danish)

Berlin

Hei!

Så kommer næste kapitel!

Før jeg starter vil jeg dog takke @cccccccc2002 for at stemme på de 4 første kapitler af 'a deadly secret' :D

Anyways, håber i vil kunne lide næste kapitel:

Annas p.o.v

Jeg sad sammen med Maya ved den lille eng, med de to græssene pegasusser. Føllet var stort nok til at leve alene, så det undrede mig at det var her sammen med sin mor, føllet løb rundt omkring, hoppen prustede ned i græsset. Her duftede af græs og rådne blade. Maya sad fraværend og pillede ved et græsstrå. Jeg lagde hovedet på skrå og så på hende, jeg havde godt nok forrådt hende, men hun var stadig min veninde, hun var ked af det, eller stresset, jeg kunne se det på hende. Jeg lagde en hånd på hendes arm, hun fór sammen, og jeg kvalte et fnis, "Er du okay?" spurgte jeg, hun så på mig, vred, hun var helt bestemt vred på nogen.

"Der er en chance for at min familie er i Berlin, og hverken Jace eller Jane vil lade mig tage derhen" sagde hun, jeg kiggede på hende, det var nok derfor hun var vred. Der forgik noget mellem hende og Jace, jeg kunne se det, på den måde han altid så på hende, og hvordan hun lettere blev oprørt, når han skulle noget, jeg besluttede mig ikke at spørge om det. "De forstår det ikke" sagde jeg, hun nikkede let, før jeg fortsatte, "De har aldrig kendt deres virkelige forældre". Maya kiggede på mig, hun sagde ikke noget, men jeg kunne se strejf af tårer i hendes blålilla øjne, de var allerede snart mere lilla end blå.

"Lad os tage til Berlin" røg det ud af mig, hun kiggede overrasket på mig, og jeg smilte. "Du vil jo gerne, og du har brug for en guide" sagde jeg, Maya rejste sig langsomt op, og jeg fulgte trop. Hun nikkede, "Hvordan komme vi til Berlin?" spurgte hun, jeg så mig omkring, og fik øje på pegasusserne, jeg nikkede hen mod dem, "Vi rider på hende" sagde jeg.

Det at indfange en vild pegasus var lettere sagt end gjort. Jeg tror der var gået mindst tre timer, da vi endelig vandt dens tillid."Kan den bære os begge?" spurgte Maya nervøst, jeg nikkede, "En pegasus er mindst ti gange stærkere end verden stærkeste hest" svarede jeg, Maya kiggede på mig, før hun sad op, jeg fulgte hendes eksempel. "Øm... Hvordan styrer man den så?" spurgte jeg dumt, Maya grinte, men svarede ikke. Pegasussen begyndte at flyve, og snart efter var vi et godt stykke over jorden, på vej mod Berlin. Jeg kiggede ned, "Hvor er her smukt" sagde Maya, og jeg måtte give hende ret, her var smukt, solen skinnede, fuglene sang, og der hang en gigantisk sort sky over Walnil, på grund af mig. Jeg skubbede tanken væk, jeg havde været nød til det. Jeg kunne mærke Maya også undgik at se over mod Walnil, men istedet bare nød rejsen.

Vi ankom til Berlin lidt over frokost, og det vrimlede med turister, fra alle verdens lande, Danmark, Frankrig, Italien, USA, Kina og mange flere. Vi var henne ved muren, da en mand dukkede op, jeg genkendte ham straks som Menler, siden han havde lilla øjne. JHan havde mørkebrunt hår, og han virkede på en eller anden måde bekendt... Han havde sikkert været der under Leas første angreb. Han smilte til os, "Unge Menlere, hvad sker der?" spurgte han, hans danske havde en kraftig udenlandsk accent. Jeg kiggede på Maya, som bare stod og så på ham.

"Jeg er Anna Baurenhøj, og dette er Maya Jacobsen.... Vi er.. øh... på en mission" stammede jeg. Menleren rynkede brynene, "Så det er i. Jeg er Andrew Strongarm. Og må jeg høre om denne mission?" spurgte han. Jeg kunne mærke panikken begynde at krype ind over mig, "Tophemmeligt" sagde Maya, der havde smidt målløsheden væk. Andrew nikkede, og pegede så mod Maya, "Må jeg snakke med dig alene?" spurgte han, jeg kiggede på hende, hun nikkede og gav mig et billede. "Led efter dem vil du?" spurgte hun, og fulgte efter Andrew. Jeg så ned på billedet, det var et billede af en smuk ældre kvinde, med mørkt hår, og en høj slank mand, samt to små drenge.... Mayas familie.

Mayas p.o.v

Jeg fulgte efter Andrew, gennem menneskemylderet. Han førte mig ind i en lille sidegyde, der stank af tis og mug. "Hvad laver du i Berlin?" spurgte han, jeg kunne mere at jeg måtte lyve mig ud af dette, jeg åbnede munden, men Andrew kom mig i forkøbet, "Med tophemmelig mission, mener i så hemmelig at ikke engang Jace og Jane ved det ikke?" spurgte han, jeg sukkede, "Ja" svarede jeg. Han smilte til mig, "du leder efter din familie" sagde han, og jeg kiggede spørgende på ham, han smilte blot. "Jeg er leder af Menlerne efter Charles' død..." sagde han blot, jeg følte jeg var meget tavs, da han fortsatte, "Jace, Jane og jeg er de eneste fuldudviklede Menlere tilbage... Faktisk var det Jace der skulle have overtaget, men han blev ved med at snakke om, en pige der gjorde ham skør".

Jeg så på Andrew, og fik kvalme igen. Han havde givet mig kvalme første gang jeg havde set ham, ikke fodi han var grim, han holdt sig meget godt af en mand der nok var i 40erne. Men det var nærmere som om, jeg burde kende ham. "Så... Lea?" spurgte jeg, han så på mig, "Du er vores håb" sagde han, netop som jeg så et genkendt ansigt gå forbi for enden af gyden. Jeg står og mber, og fyldes med glæde og forventing, Jonathan. Min ene lillebror. Uden at tænke spænner jeg ud af gyden, og efter ham, han går sammen med Mads, hans tvilling, og min anden lillebror. Mor går ved siden af, og holder far i hånden. "Mor, far?" min stemme er svag, men mor vender sig alligevel om. "Maya?" hun så måbende på mig, og jeg kunne ikke styre mig længere, jeg løb hen til dem, jeg kunne mærke tårerne i øjnene, jeg havde savnet dem alle forfædeligt meget, jeg havde prøvet ikke at tænke på dem. "Maya" mor lød glad nu, jeg gav dem alle et knus, "Men hvordan? Maya hvad sker der?" det var min far der snakkede, jeg kiggede op, jeg havde været omhyggelig med at skjule mine blålilla øjne. "Jeg har en del at forklare" sagde jeg. Min mor så på mig, og jeg hørte et svagt gisp udslippe hendes læber, da hun så mine øjne, det var ikke af overraskelse, nærmere...sorg.

Jonathan og Mads gloede med store øjne på mig, min mor græd let, over hvad vidste jeg dog ikke, og min far så chokeret ud. Vi sad på en lokal restaurant, Jeg havde ikke fortalt dem om Menlere, men jeg havde fortalt dem, at jeg ikke kunne tage hjem. "Jamen hvorfor?" min mors stemme var grødet, men dog fast, og hun prøvede at holde tårerne tilbage, det lykkedes ikke. Andrew og Anna var her også, de stod bag mine forældre, Andrew så på mig, og så på mine forældre, hans smil forsvandt. "Maya?" spurgte han, mine forældre vendte sig om, og så på ham, de virkede ikke overraskede over hans øjne, min mor så på ham, med noget der lignet sorg i hendes grønbrune øjne"Du må forklare hvorfor, selvom de måske ikke tror dig" sagde han, jeg bemærkede at hans blik hvilede på min mor. Jeg nikkede sammenbidt.

"Mor... Far..." begyndte jeg, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det sagt, fortalt dem om min nye verden, om mit nye liv, min nye lov, mine nye venner. "Jeg..." begyndte jeg, min mor kiggede på mig, jeg sukkede. "Jeg er en Menler" min stemme rystede lidt, og jeg kunne se mine brødre gøre store øjne. "Jeg optager kræfter fra film og bøger... Jeg hører ikke til hos jer" sagde jeg stille. Min familie så højrøstet ud, da jeg forklarede dem hvad der var sket siden jeg havde forladt dem, undtagen min mor, som bare så... Såret ud... undrende? Efter jeg havde forklaret det, undskyldte jeg mig med at skulle på toilettet, for at de kunne få tid til at sluge min historie.

Jeg gik ud i en lille gyde bag restauranten. Jeg lænede mig op i mod muren og sukkede, jeg havde ikke bemærket jeg græd, før jeg smagt salt i mine mundvige. Jeg kunne se en skikkelse længere hende i gyden, men tænkte ikke videre over det, før nogen holdt mig for munden. Jeg prøvede at skrige, men mit skrig blev kun til et lille grynt, før alt bliver sort.

Jace's p.o.v

Jeg rejser mig med et sæt. Anna står grædefærdig i døren, og har lige fortalt mig, hvad der er sket. Maya er væk! Maya er væk! Maya er væk! Min tanker kværner rundt, Maya er væk! Jeg stormer ud af teltet og griber det første jeg får fat i, min daggert, og mit sværd. Jeg så op på Walnil, der rumlede stadig store skyer over slottet, men der var en lille lysstribe på himlen, Maya var der... Og jeg måtte derop.

Jeg håber i kunne lide kapitlet!

Så Maya er væk.... Hvad tror i der sker?

Jeg beklager Jace's korte p.o.v til sidst, ville lige lave en 'cliffhanger'...

Over and out