Won't hurt you

Kapitel 7

~ kapitel 7

~ Jalousi er ikke frygten for at dele men angsten for at miste...

Jeg løb igennem tunnellerne mens tårerne løb ned af kinderne.
Ud af den sidste tunnel og ud i skoven. Dybt ind i skoven.

Til sidst kunne jeg ikke løbe længere og kastede mig ned på jorden i midten af en kreds af træer og buske.
Her sad jeg og græd i pænt lang tid.

Hvad vil Hanna egenlig med MIN kæreste!? Hun skal bare holde sig væk!
Orgh hvor jeg hader hende.
Deres tid er overe nu har han mig ikke hende.

Tænk at nu sidder Mike og Hanna sikkert og snakker helt alene. Eller også laver de noget helt andet?
Jeg begyndte at græde endnu mere.

Efter noget tid gik det op for mig jeg ikke var alene..

Jeg kiggede rundt for at se hvor den lave hyle lyd kom fra.
Det lød som en skadet varulv..
Jeg burde slet ikke være her alene, det er alt for farligt.
Men lige nu ville jeg være alle andre steder end at se på Hannas fjæs.

Jeg rejste mig op fra den kolde jord, børstede jord af fra min bag og gik hen i retning af et stort træ.
Lyden kom bag fra det store træ..

Så jeg gik nærmere så stille som muligt.
Pludselig knækkede en gren og jeg fik et chok.
Det gik op for mig det var mig selv som havde trådt på en gren.
Lyden blev tydligere..det var en varulv som var skadet.

Jeg kiggede på det stakkels væsen som lå hjælpeløst på jorden.
Han havde et kæmpe træspyd i benet.
Hans blod strømmede ud og han kiggede op på mig med sørgelige øjne.

Jeg fik medlidenhed.
Det var slet ikke til at holde ud at se på selv om varulve er mine fjender..
Jeg bukkede mig forsigtigt ned og satte mig i huk. Han kiggede på mig med sine smukke skindene gule øjne. Jeg kunne høre ham knurre, sikkert af mig.

Mig:" Jeg hjælper dig lige ud fra det her spyd okay?"

Men han svarede ikke, han kiggede bare på mig.
Blikket han havde fortalte mig at han havde brug for hjælp.

Jeg prøvede på at trække spydet ud fra hans ben. Det lykkedes til sidst og han begyndte at hyle. Jeg smilede til ham

Mig:" Så er du fri"
Han blev tranformeret til menneske igen og smilede tilbage

Ham: "Tusind tak for hjælpen det vil jeg huske"

På en måde følte jeg det har var helt forkert men det føles også rigtigt at hjælpe ham?

Faktisk var han ret pæn..den pæneste varulv jeg har set i hvertfald.

Ham: "Jeg må videre"

Mig: "Hvorfor??jeg mener fint.."

Ham:" Jeg kan lugte vampyrer er på vej"

Mig:" Jeg skal nok gøre så de ikke angriber dig!"

Ham:"Og det skulle je virkelig tro på? I vampyrer tænker kun på jer selv"

Mig:" redede jeg dig ikke lige før?"
Spurgte jeg utilfreds

Ham:"Ja okay..det var pænt af en vampyr som dig"

Jeg smilte

Ham:"Men du ser sku ikke for venlig ud, ligesom alle de andre i ser så arrogante ud"

Mit smil sænkede sig..

Mig:" Man kan heller ikke dømme på race"

Han: "Det har du vel ret i"

Han vente sig om, tranformerede sig til varulv og forsvandt ind i det mørke buskads.