Efterskolen

#4

Jeg har kun tillid til 3 indtil videre, Glerup, Camille og Thea. Og det er rigeligt, det er mange flere end jeg normalt ville have, og det er også hårdt på et eller andet plan.

Det er fredag morgen, halvdelen af efterskolen skal hjem i denne weekend, jeg er ikke en af dem. Mine forældre har ikke mulighed for og hente mig, og jeg gider ikke tage toget. Så det skal nok blive spændene at prøve, man får jo ingen pause som sådan.

- Jannick... det der er overdrevet meget sukker
- det ik sukket, det salt...
- ja det gør det jo ikke meget bedre, det kan du bliver vold syg af
De siddet og diskutere, lidt irreterende at høre på fra morgenstunden. Mit bord larmer altid lidt mere end andre, lige indtil der lyder et knald og et skrig fra et andet bord. Og en dreng løber ud af spisesalen, et bord er væltede og maden flyder udover det hele. Det er i Magnus G's kontaktgruppe, og det var Magnus der løb og væltede bordet i første omgang. En lærer var løbet efter, men havde opgivet efter kort tid, da han løb for hurtigt. Vi får spist op, og begynder at pakke sammen.
- hvad skete der?
Jannick er meget nysgerrig, og spørg en pige ved navn Kristine, der er en del af Magnus kontaktgruppe.
- jeg ved det faktisk ikke 100 procent, sådan er han bare.

Resten af dagen ser jeg intet til ham, han er ikke til time eller til frokost, jeg indrømmer at jeg faktisk er bekymret for ham, så jeg vælger at pjække fra sangtimen, og går ud og leder efter ham. Efter et kvarter har jeg været skolen rundt og han er ikke til at finde, så han må være gået væk fra skolen, selvfølgelig. Jeg starter med at gå ned til fjorden og følge den. Jeg høre nogle blop, nogle sten der bliver smit i vandet, og da jeg kommer tætter på kan jeg se Magnus, jeg får en knude i maven. Det er ikke ret at se ham sådan, jeg overvejer kort om det er sikkert og gå der hen, han ser rimelig frustreret ud. Men jeg kan heller ikke bare gå, så jeg går selvfølgelig der hen alligevel.
- Hey Magnus...
Han kigger kort på mig, og kigger så væk igen, fortsætter bare med at kaste med sten.
- hvad er der galt?
Prøver jeg roligt, han stoppet midt i en bevægelse.
- der er ikke noget...
Jeg nikker bare stille og sætter mig så ned.
- jeg kan jo se der er noget galt...
Han sukker, kaster den sidste sten, står lidt og kigger ud over vandet. Men går så hen og sætter sig ved siden af mig.
- burde du ikke være til time, Milla?
Han sender mig et irriteret blik
- burde du ikke have været i skole i dag?
Jeg kan se på ham at, det jeg giver ham modstand, er ikke noget han er vandt til.
- du kan ikke forstå det, alligevel...
Jeg ser på ham med det mest blide, men samtidig et seriøst blik.
- det kan godt være, men jeg kan altid forsøge
Han tager en dyb indånding
- ja okay... sagen er den...