Efterskolen

#5

- det kan godt være, men jeg kan altid forsøge
Han tager en dyb indånding
- ja okay... sagen er den...

- jeg har lige fået af vide i dag, at jeg er adopteret... dem jeg troede var min familie, har løjet for mig i 13 år... 13 år Milla, jeg kommer aldrig til at stole på dem igen, og de var bange for hvordan jeg ville reagere, så de ventede til jeg ikke var hjemme. Men jeg skulle hjem i dag, jeg ved ikke engang om jeg gider mere.
Og jeg kan ikke blive her fordi jeg ikke er tilmeldt, jeg skal bare finde noget at lave så jeg ikke skal være der hjemme for meget.
Han rejser sig og sparker til et par sten, og det må være det han blev sur over i morges. Det er egentlig også forståeligt, sådan ville jeg nok også reagere.
- Magnus... jeg forstår dig godt, det må være pisse hårdt at få af vide. Men at du mister alt tro på dem hjælper ikke, du må snakke fornuftigt med dem her i weekenden. Og prøve at forstå hvorfor de ikke ville sige det, før nu... Men det nytter ikke noget at side her og være sur, det får man intet ud af.
Han kigger hen på mig, og slår så blikket ned og nikker.
- du har nok ret... jeg er bare så sure på dem, og alle i den familie har vist det...
Jeg går hen til ham og lægger en hånd på ham.
- ja... det var ikke okay at holde det hemmeligt, men det ville heller ikke være fair af dig, bare at ignorer eller være sure på dem fra nu af, men går du ikke med tilbage, vi har snart fri...
Vi begynder at gå tilbage mod skolen, han viser et billede af dem, og ja jeg spørg måske lidt dumt om han ikke har kunne se det, på hans "søskendes" udseende, for de ligner overhovedet ikke hinanden. Han kan godt selv se det, da jeg forklare og viser billeder ved siden af hinanden.
Da vi er nået tilbage til skolen har vi fået fri og Magnus's pleje onkel venter på ham, der er en trykkede stemning da de siger hej, men jeg får krammet ham farvel og han sætter sig ind i bilen. Jeg håber han får en god weekend selvom han skal hjem, hvor hele familien har holdt noget temmelig vigtigt tilbage.

Senere hen på aftnen har nogle af de andre tænkt sig at se en gyserfilm, og det er abouslut ikke lige mig ynglings genre. Men Langvad og jeg laver en aftale om at vi passer på hinanden, da han heller ikke er god til gysere.
Vi skal se lights out, jeg sider ved Magnus, og jeg har aldrig set en gyser film færdig før, og jeg var i chok, jeg kunne knap nok rejse mig uden hjælp, sad bare helt stille, han gik mig dog med ud og vi snakkede lidt, og krammede godnat. Da han ikke ville sove i 9. med os andre. Efter at havde sagt godnat gik jeg ind igen, og det første spørgsmål, da jeg kom ind var Mickas der spurgte;
- kyssede i?
Jeg kigger bare dumt på ham.
- nej sku da... vi krammede bare godnat
Også var den ikke rigtig længere