The thing about you.

5.

Jeg kigger op af en meget muskuløs mave, til en virkelig skarp kæbe. Og videre op i nogen grønne og grå øjne.
Logan.
Hans øjne lyser af morskab, og han har et kæmpe smil på læberne, så man kan se han skinnende hvide tænder. Wow.
Jeg skynder mig, at skubbe mig selv væk, efter at have opdaget, at jeg har stirret på ham i ret lang tid.
"I kan fortsætte det der senere, nu har vi time." siger en dyb stemme som lyder irriteret.
Desværre er det ikke Mr. Turn on, men en anden som jeg aldrig kan huske navnet på. Det er vildt frustrerende!
Han har sådan et mærkeligt navn, som ingen kan finde ud af at sige, så når man siger det forkert, går han fuldstændig amok.

"Jo, undskyld." siger jeg med en stille stemme, og går hen til min plads, allerbagerst i klassen.
Logan følger efter mig, ned ved siden af mit bord sætter han sig, og timen går i gang.

"Det var ret frækt." jeg kigger forvirret op, og vender mit hoved mod Logan.
Han har lænet sig tættere på mig end normalt, og jeg sidder bare og stirrer forvirret på ham. Hva' fuck snakker han om!? Frækt. Hvad var frækt!?
"Da du gik ind i mig. Du stod ret tæt." siger han som var jeg den dummeste person han nogensinde havde mødt.
Ja, undskyld jeg ikke helt forstod hvad du mente med frækt.
"Det var jo et uheld." jeg ruller med øjnene, for ærlig talt, magter jeg ham ikke lige nu. "ja, ja, det ville jeg også sige."
Wow okay! Så det sådan du vil lege? Jamen okay, så leger vi da bare.
"Så hvis du gik ind i mig, ville du sige det var et uheld, uden at mene det?"
Spørger jeg med en lidt forførende stemme. Han kigger med store øjne på mig, "Måske." jeg smågriner.
"Miss. Cooper og Mr. James er der noget i vil dele med klassen?"
Jeg vender hovedet mod læreren, "Nej, undskyld." skynder jeg mig at sige, og sender Logan et dræberblik.
Han sender mig bare et skævt smil. Igen.
Jeg blir' sindssyg!

Efter timen havde Logan fået mig ud i så mange problemer, at vi blev sendt på kontoret. Ej, men seriøst! Den dreng skaber ikke andet end problemer.
Så nu sidder vi og venter til det er vores tur.
Heldigvis er jeg ret gode venner med rektor Wilson.

"Miss. Cooper og Mr. James." siger den rare sekretær. Hun er midt i 40'erne,og har skulderlangt gråt hår.
Hun har røde runde briller og en hvid skjorte på.
Jeg nikker til hende og rejser mig op, for at gå ind, men da jeg tager et skridt, er der en der tager fat i min håndled. Jeg vender mig mod Logan der stadig sidder ned, og kigger på mig. Han rejser sig op, og stiller sig helt op af mig fra siden. "Lad mig føre ordet." hvisker han, men hans stemme er bestemt. "Hvorfor?" siger jeg lidt flabet. "jeg kender ham bedre end dig." siger jeg. Han giver mig et elevator blik, og kigger mig så i øjnene, "Dig? Hvad er i da? Best friends?" han kigger dømmende på mig. Nu får han den!
"Ja, MIG! Jeg er gode venner med Rektor, i modsætning til dig, så måske skal du lade MIG føre ordet, for jeg tror sku ikke han gider lytte til noget af det lort, der kommer ud af den mund!" Han kigger forskrækket på mig. Okay, jeg mistede kontrollen. Don't judge. Han går mig bare så meget på nerverne.

" I må meget gerne gå ind nu. " jeg kigger hurtigt over på sekretæren. Shit! Jeg havde glemt hende!
" Ja, undskyld. "skynder jeg mig at sige. Jeg tager hårdt min hånd til mig, og begynder at gå.

_______________

" Det er fint nok, at I er blevet venner, men, at I forstyrre resten af klassen, er simpelthen ikke okay.
I kan snakke i frokostpausen, men ikke i timen. "
Ups...
"Vi er IKKE venner, og det var ikke min skyld. Det var ham, som snakkede til mig." jeg forsvarer mig selv, for jeg er sku stadig sur på ham!
Jeg kigger over på Logan, som sidder ved siden af mig, og kigger surt på mig. Shit! I'm fucked.
Hahaha.
"Det fint, Zoey, men jeg fik af vide, at det var jer to, så derfor, får i en advarsel, okay?" hans stemme er blevet blødere.
Jeg nikker og sender ham et stort smil.
"I må gå nu."

Jeg rejser mig, og går.
Logan følger efter mig, og da vi kommer ud på gangen, er vi alene.
"Hva' fanden!? Du skal sku ikke skyde skylden på mig, din kælling! " Wow han er sku sur, men at kalde mig en kælling? HAN. ER. DØD.
INGEN kalder mig en kælling!
"Hva' sagde du?" siger jeg med en fucking fornærmet stemme. "Nu har jeg fået nok! Du har gået mig SÅ meget på nerverne, dit fede svin! Du skal sku ikke kalde mig en kælling! Måske skal du bare lære at holde kæft! Du har INGEN ret til at kalde mig en kælling!" jeg mistede besindelsen, okay! Det var ikke meningen, men man skal virkelig ikke kalde mig en kælling, jeg har et meget stort temperament, og det finder jeg mig ikke i!
Jeg lagde ikke mærke til at, elever var gået ud af klasseværelserne, og havde stået og fyldt med i mit skrigeri.
Måske råbte jeg en smule for højt...
Haha... Shit!
Men hans øjne. De var rasende.
Jeg dør i dag. Helt sikkert.

______________

Hey!
Jeg ved godt, at jeg ikke har udgivet i et stykke tid, men jeg har haft skriveblokering, så jeg kunne ikke skrive, men her er det så.

Håber i kan lide det + det er blevet længere end de andre. Jeg tænkte i fortjente det😊

Pls stem og læg en kommentar.

Tuttelu❤️